Forbrugerrådet Tænk

Få testresultater, anbefalinger og hjælp til køb

Bliv medlem

Social

Titel

Aflyst fest: Kan du få pengene tilbage?

Bryllupper, konfirmationer og andre fester kan blive aflyst på grund af faren for coronasmitte. Hvad er dine rettigheder, hvis du har bestilt mad og lokaler?
Af Mette Andrea Boesgaard
23. Marts 2020
konfirmation festen er aflyst kan jeg faa pengene tilbage
Foto: Getty Images

Følg med - skriv dig op til vores nyhedsbrev

Har coronavirussen påvirket din ferie? Eller påvirker den dine rettigheder, når du handler?

Festen er aflyst – hvad er dine rettigheder?

Faren for coronasmitte eller et forsamlingsforbud kan betyde, at din fest bliver aflyst.

Har du planlagt en konfirmation, et bryllup eller en anden fest, som du nu må aflyse? Og kan du få dine penge tilbage for maden, festlokalerne eller festtelte? Læs med her.

Festlokaler, festtelt eller lignende: Kan du få pengene tilbage?

Coronakrisen er en ekstraordinær situation. Der findes ikke entydige regler for, hvordan du er stillet, hvis du selv, kirken eller arrangøren må aflyse en fest på grund af faren for coronasmitte. Men som udgangspunkt vil de almindelige regler fra kontrakten stadig være gældende.

Bliver festen aflyst, kommer dine rettigheder derfor an på:

  • Hvad der står i kontrakten.
  • Hvem der aflyser festen.

Aflyser du selv arrangementet? Så skal du normalt selv bære tabet. Det betyder, at du kan miste dit depositum eller hele betalingen, hvis du aflyser arrangementet for sent i forhold til det der er aftalt i kontrakten.

Aflyser arrangøren arrangementet? Så skal du have pengene tilbage med mindre der står noget andet i kontrakten. Har du lidt tab på grund af aflysningen - har du for eksempel lejet lokalet men har købt mad eller drikkevarer hos en anden leverandør - kan restauranten være erstatningspligtige.

Kan festen flyttes? Eller kan I afholde arrangementet på en alternativ måde? Du kan også prøve at kontakte arrangøren og finde en løsning, I begge er tilfredse med.

Catering: Det skal du kigge på, før du bestiller

Brudekjole og konfirmationskjole: Kan jeg få pengene tilbage?

Har du købt en brudekjole eller en konfirmationskjole, som du ikke kan bruge, fordi du alligevel ikke kan holde festen? Så kan du kun i nogle tilfælde få pengene tilbage.

Er kjolen specialsyet eller tilpasset? Så kan du ikke få pengene tilbage, uanset om du har købt kjolen online eller i en fysisk butik.

Har du købt kjolen online inden for EU inden for de sidste 14 dage? Og er kjolen såkaldt "stangtøj", det vil sige, at det ikke er tilpasset dig? Så kan du bruge din 14 dages fortrydelsesret. Nogle onlinebutikker har længere fortrydelsesret, så tjek vilkårene i butikken, hvor du har handlet.

Fortrydelsesret på nettet: Her er dine rettigheder

Har du købt kjolen i en fysisk butik? Og er kjolen såkaldt "stangtøj", det vil sige, at det ikke er tilpasset dig? Så kommer dine rettigheder an på, om butikken har givet dig returret. Du har nemlig ikke automatisk ret til at bytte varer købt i en fysisk butik.

Bytteret i fysiske butikker: Her er dine rettigheder

Hvis du vil klage

Kan virksomheden og du ikke finde en løsning på problemet? Så kan du klage.

Vil du klage over leje af festtelte eller køb af tøj, kan du klage til Center for Klageløsning og Forbrugerklagenævnet. Teltleje skal have kostet mindst 1.050 kroner, og tøjet skal have kostet mindst 680 kroner for at du kan klage.

Sådan klager du til Center for klageløsning

Vil du klage over catering? Eller må du opgive din fest på en restaurant? Så kan du klage til Ankenævnet for hotel, restaurant og turisme

Klag til ankenævnet for hotel, restaurant og turisme på hrt.dk