Forbrugerrådet Tænk

Få testresultater, anbefalinger og hjælp til køb

Bliv medlem

Social

Titel

Undgå madspild med disse 14 tips

Madspild koster dig mange penge om året, og det belaster miljøet. Men med disse 14 gode råd behøver din mad ikke ende i skraldespanden.
Af Mette Andrea Boesgaard
14. December 2018
Madspild: Undgå det med 15 tips
Foto: Getty Images

Madspild koster penge og ressourcer

Rester fra aftensmaden, der ryger i skraldespanden, er madspild. Det samme er yoghurt-resten i bunden af kartonen og frugt, der er blevet for gammelt.

Danskerne smider i gennemsnit 47 kilo mad ud om året. Det svarer til, at en familie med 2 voksne og 2 børn smider mad ud for 7.200 kroner om året.

Spar penge og undgå madspil med disse tips.

App: Undgå madspild med For Resten-appen

Sådan undgår du madspild

  1. Stil de ældste varer forrest i køle- og køkkenskabe, så du husker at bruge dem først, eller lav en skal-spises-snart-hylde i køleskabet. Sæt et klistermærke eller lignende på hylden og opbevar den mad, der skal spises snart her.
     
  2. Tøm emballagen helt, før du smider den ud. Stil yoghurten på hovedet og klip remouladen op for at få det sidste med ud.
     
  3. Opskrifter behøver du ikke at følge slavisk. Hvis du køber en særlig ingrediens til en ret og ikke får brugt resten, er det mad direkte i skraldespanden. De fleste ingredienser kan du sagtens erstatte med noget andet - brug for eksempel revet citronskal i stedet for citrongræs, brug yoghurt i stedet for creme fraiche og så videre.
     
  4. Skyl grøntsagerne i stedet for at "skære dig ind til det rene" på for eksempel salat, kål og lignende.
    Sådan opbevarer du frugt og grønt, så det holder sig længst muligt
     
  5. Frugt, der er rynket eller stødt, behøver du ikke at kassere. Skær det kedelige af, og brug resten af frugten til for eksempel smoothies.
     
  6. Rynket eller slatten grønt kan du komme i gryderetter, chili con carne, kødsovs, lasagne eller lignende i stedet for at smide det ud.
    Sådan bruger du dine slatne grøntsager
     
  7. Lav kun den nødvendige mængde mad. En person spiser cirka 75-100 gram ris eller 3 kartofler (2-300 gram), 100 gram kød og 150-200 gram grøntsager til et måltid.
     
  8. Køl hurtigt rester ned, så holder de sig bedre. Flyt maden fra den varme gryde eller fad over i mindre, lukkede beholdere. Det skal kun lige dampe af, før det kommes på køl.  
     
  9. Madrester kan godt genopvarmes mere end én gang. Men det er kun, hvis de er blevet nedkølet hurtigt, opbevaret ved højst 5 grader og opvarmet igen til mindst 75 grader.
     
  10. Hav opbevaringsbokse i alle størrelser. Selv små rester kan blive til lækkert fyld i en sandwich – og har du små opbevaringsbokse, er det lettere at gemme.
     
  11. Brug gennemsigtige bokse. Så kan du lettere gennemskue, hvad du har af rester i køleskabet.
     
  12. Sæt tydelig dato på mad, du fryser ned, så du let kan se, hvornår det bliver for gammelt.
    Sådan fryser du din mad korrekt
     
  13. Rester kan bruges til at have med i madpakkerne. Selv små rester kan spædes op eller suppleres med din almindelige madpakke. Hvis du tit har en lille rest tilbage, så husk at regne med restemaden i madpakkerne, når du køber ind til ugens madpakker.
     
  14. Lav mad af resterne. Lær at være kreativ i køkkenet - meget kan genbruges. Tomatsuppe kan blive til lasagne eller kødsovs næste dag. Kødsovs kan bruges til pizzatopping. Kødrester kan krydres og kommes i tortillas. Skinkepålæg, spegepølse og så videre kan bruges på pizzaer.
    Disse retter er et hit med rester fra dagen før