Gå til hovedindhold

Sådan finder du en god sild

Det kan være svært at gennemskue pris og kvalitet, når du skal vælge marinerede sild i supermarkedet. Her kan du lære forskellene på gammeldags modnede og hurtigmodnede sild.

Foto: Getty Images · 18. november 2024
Sild i glas med rødløg

Fotokredit: Getty Images

Marineret sild som karrysild, hvide sild eller kryddersild er en klassiker på frokostbordet til jul og påske. Du kan købe dem med mange forskellige krydderier og smagsvarianter. 

Der er dog stor forskel på kvalitet og pris, når du køber sild. Hvordan silden har modnet, spiller især en meget stor rolle for, hvor god din sildemad bliver.

Vi har ikke testet sild, men vi har kigget nærmere på, hvordan du vælger en god sild til frokostbordet. 

Modningen gør en forskel

Når du skal vælge en marineret sild, er der basalt set kun to slags at vælge imellem:

  • Gammeldags modnede sild
  • Hurtigmodnede sild

Gammeldags modnede sild bliver lagt hele i en tønde sammen med salt, sukker og krydderier. De modner derefter ved hjælp af sildens egne naturlige enzymer i mellem seks måneder og op til et år.

Langsom modning gør, at silden har mange smagsnuancer, og at smagen er afrundet og fyldig.

Hurtigmodnede sild bliver fileteret og derefter lagt i en stærk opløsning af eddike og salt, som sprænger cellerne i silden og gør den spiseklar på et par uger. De er som regel skåret i mindre, spiseklare bidder.

Hurtigmodnede sild har en mindre nuanceret sildesmag end gammeldagsmodnede sild.  

Sådan genkender du en lækker sild

En lækker sild har et flot sølvskær. Sølvskæret på silden er nemlig et tegn på en høj fedtprocent, og en høj fedtprocent giver den bedste konsistens og smag.

Hurtigmodnede sild skal have en lys farve, men de må ikke være blege eller gullige.

Gammeldags modnede sild skal være naturligt rødlige, og du skal kunne se en mørk aftegning på bagsiden.

Sådan vælger du den bedste sild

Der er flere ting, du kan gå efter. Vil du have: 

  • Smagfulde sild: Gå efter en gammeldags modnet sild. Den langsomme modning gør, at silden suger en masse smagsnuancer til sig.
  • Ansvarligt fangede sild: Vælg en sild, der er MSC-mærket. Det sikrer, at silden kommer fra bestande, som ikke er truet af udryddelse eller overfiskeri.
  • Sild uden tilsætningsstoffer: Spørg efter en hjemmelavet marineret sild uden tilsætningsstoffer hos fiskehandleren.
  • Sukkerfri sild: Valg sild, der er sødet med sødestoffer.

Det indeholder marinerede sild

Marinerede sild ligger i en sur-sød sukkerlage. Selve silden udgør i mange tilfælde mindre end halvdelen af produktets indhold.

Typisk indeholder ingredienslisten også vand, sukker, olie, løg, salt, krydderier samt tilsætningsstoffer. Både vand og sukker udgør en stor del af produktets indhold – i nogle tilfælde op mod en tredjedel.

Orientér dig på produktets vare- og næringsdeklaration.

Kiloprisen varierer enormt

Prisen på marinerede sild spænder lige så bredt som antallet af sildevarianter i køledisken.

Kvaliteten hænger langt hen ad vejen sammen med prisen. Sild, der er modnet på den langsomme, mere gammeldags måde, er typisk dyrere end de hurtigmodnede sild.

Kiloprisen afhænger også af, hvor stor en andel af produktet, der er sild og hvor meget, der er marinade. Kiloprisen er beregnet for det samlede produkt - nettovægten. På produktet kan du se, hvad den drænede vægt er.