Spar op mod 4.000 kroner om året på de madvarer, der er steget i pris
Priserne på mad er ikke, hvad de har været – og et flertal af danskerne er bekymrede for de stigende priser på mad. Vi serverer sparetips til nogle af de varer, der er blevet dyrere.
Fotokredit: Getty Images
Selvom fødevarepriserne de seneste måneder er faldet lidt, så er det stadig markant dyrere at fylde en helt almindelig indkøbskurv med ingredienser til aftensmaden, end det var for 5-6 år siden.
”Jeg kan godt forstå, hvis man bliver lidt modløs, når man gang på gang står i supermarkedet og kan mærke, at pengene ikke slår til, som de plejer. I nogle tilfælde er der heller ikke ret meget, du kan gøre – ud over at undvære den gode ost, der plejede at komme på bordet i weekenden, og de gode kaffebønner,” siger Maja Effersøe Khan. Hun er fødevarepolitisk rådgiver hos Forbrugerrådet Tænk.
Heldigvis har hun dog også eksempler på varer, der er steget i pris, hvor du rent faktisk kan gøre noget. Og løsningerne er hverken specielt nye eller innovative.
”I mange tilfælde kan man faktisk spare penge ved at se tilbage mod nogle af de husmodertricks, som var ren vane for vores forældre og bedsteforældre, men som er gået lidt i glemmebogen,” siger Maja Effersøe Khan.
1: Lidt mindre kød i sovsen
Så meget kan du spare: 40 kroner på en stor portion - op til 2.000 kroner om året.
Kød er en genganger på listen over varer, der er blevet dyrere. Det er svært at erstatte en ribeye, men med hakket kød er der mange muligheder for at få kødet til at række lidt længere.
Brug for eksempel halvt så meget oksekød, som du plejer, og skru i stedet op for grøntsagerne eller tilsæt linser som belugalinser eller røde linser til sovsen.
Her er regnestykket:
Koster et kilo oksekød 120 kroner, sparer du 60 kroner ved at bruge et halvt kilo i stedet. Supplerer du med fx 200 gram røde linser og et halvt spidskål til omkring 20 kroner, får du stadig en stor portion kødsovs. Bruger du samtidig grøntsagsrester, der ellers ville være blevet smidt ud, kan du beholde endnu mere af besparelsen.
Bruger du samme greb i retter som kødsovs, lasagne eller frikadeller én gang om ugen, kan det løbe op i en årlig besparelse på omkring 2.000 kroner.
2: Brug hele kyllingen
Så meget kan du spare: 60 kroner på en stor portion suppe - eller 700 kroner om året.
Fjerkræ indtager en syvendeplads på listen over de madvarer, der er steget mest i pris fra december 2024 til 2025. Og her er der penge at spare ved at gøre, som din bedstemor gjorde og udnytte hele kyllingen ved at koge suppe på skroget, når du har taget kød fra.
Her er regnestykket:
En hel kylling kan fås til samme pris som cirka 500-600 gram kyllingebryst.
Når du koger skroget får du til gengæld også omkring to liter suppe, hvilket gerne koster 60 kroner, hvis du køber den færdig.
Spiser I hjemmekogt hønsekødssuppe cirka hver anden uge i vinterhalvåret giver det dig en besparelse på 780 kroner.
3: Køb frugt og grønt i sæson og på tilbud
Så meget kan du spare: 20 kroner om ugen - eller 1.000 kroner om året.
Frugt og grønt er ofte billigere, når det er i sæson. Samtidig smager alt fra bær til rodfrugter typisk bedre, når det er friskt.
Med de grove, danske grøntsager, der er i sæson meget af året, får du også generelt meget mad for pengene.
Du kan også se efter tilbud på frugt og bær, der skal spises snart. Frys de modne bananer og bær ned, og brug dem i stedet for at købe dyre smoothieblandinger, når sæsonen er slut.
Her er regnestykket:
Vælger du fx jordskokker til aftensmaden i stedet for asparges om vinteren, kan du spare cirka 10 kroner. En smoothieblanding koster cirka 30 kroner - og det kan du også gøre billigere ved at købe frisk frugt på tilbud.
20 kroner om ugen bliver til 1.040 kroner på et år.
4: Lav dine egne færdigretter
Så meget kan du spare: Mellem 160 og 600 kroner halvårligt
Hurtige, nemme fastfood-løsninger til de dage, hvor der ikke er overskud eller tid til at stå længe i køkkenet, er noget af det, der virkelig kan presse et madbudget op.
Spar penge ved at forberede nogle af jeres livretter, der er fryservenlige, så I kan spise det på travle dage i stedet for takeaway eller færdigretter.
Her er regnestykket
Hvis du kan lave en stor portion lasagne til 200 kroner og dele den ud i otte portioner, har hver portion kostet 25 kroner. På den måde har du nem og billig aftensmad, der også er sundere end en færdig lasagne, der hurtigt koster 45 kroner for en enkelt portion, altså 360 kroner for otte portioner.
Hvis alternativet var, at I bestilte mad udefra, er besparelsen endnu større. Spiser du den hjemmelavede portion til 25 kroner i stedet for at bestille en portion pasta med levering for 100 kroner, sparer du 75 kroner per portion.
Griber du til de hurtige løsninger otte gange på et halvt år, løber besparelsen op på mellem 160 og 600 kroner.
5: Køb smør på tilbud
Så meget kan du spare: 260 kroner om året
Smør kan holde sig seks måneder i fryseren. Samtidig er smør en af de ting, der ofte er på tilbud.
Køb lidt ekstra, når du ser de gode tilbud, og tø op efter behov.
Her er regnestykket
Bruger du en pakke smør hver anden uge, er det 26 pakker smør på et år.
Køber du smørret, når det er 10 kroner billigere end normalt, bliver det til 260 kroner på et år.
Top 20: Her er de varer, der er steget mest fra december 2024 til december 2025
- Kakao og chokoladepulver: 30,5 %
- Kaffe: 19,6 %
- Okse- og kalvekød: 18,2 %
- Frugt, frossen: 10,2 %
- Æg: 7,1 %
- Ost: 6,5 %
- Fjerkræ: 6,5 %
- Frugter og frugtbaserede produkter, konserverede: 6,4 %
- Færdigretter: 6,1 %
- Lamme- og gedekød: 5,7 %
- Te: 5,1 %
- Syltetøj, marmelade og honning: 5,1 %
- Ris: 4,9 %
- Frisk mælk: 4,7 %
- Yoghurt: 4,4 %
- Is: 4,2 %
- Chokolade: 4,1 %
- Smør: 4,0 %
- Konserverede frugter, frugtbaserede produkter: 3,9 %
- Chips: 3,8 %
Kilde: Danmarks Statistik
Spar 3.000 kr. om året: Skal momsen på frugt og grønt fjernes?
De høje fødevarepriser presser forbrugerne, og der er behov for konkrete politiske løsninger. Derfor foreslår Forbrugerrådet Tænk, at regeringen fjerner momsen på frugt og grøntsager.
Er kundeklubber en fordel for forbrugeren eller butikken?
Danske forbrugere elsker et godt tilbud, men i disse år rykker supermarkedernes rabatter i høj grad ind i digitale kundeklubber som personlige priser. Det kan gøre det svært at gennemskue, hvad normalprisen egentlig er. Samtidig er spørgsmålet, om det virkelig er en god handel for forbrugeren, når det gode tilbud både skal betales for med Dankort og data.
Forbrugerne fortjener en forklaring på de dyre dagligvarer
Selv en kort tur i supermarkedet kan efterhånden føles som en større udskrivning. Vi vil have undersøgt de høje priser på mad til bunds.