Alt du skal vide om havredrik
Havredrik er med sin sødme og velkendte smag af havre blevet populær i Danmark. Modsat ris- og sojadrik kan havredrik fremstilles af lokale ingredienser.
Havredrik eller havremælk, som det hedder i daglig tale, er den mest solgte plantedrik i Danmark. I løbet af de sidste år, er der kommet mange nye mærker af havredrik på markedet.
Vi har tidligere smagstestet seks af de mest udbredte mærker. Havredrikkene blev også analyseret for indholdet af tungmetaller og klorat.
Testen er ikke tilgængelig fordi flere af de testede produkter ikke længere er på markedet. Men med udgangspunkt i vores test, kan du her blive klogere på havremælk.
Hedder det havremælk eller havredrik?
Havremælk, sojamælk og andre betegnelser for drikke, hvor ordet mælk indgår, må ikke bruges af producenterne til at markedsføre plantedrikke. Det har EU besluttet.
Næringsindholdet i havredrik er meget anderledes end næringsindholdet i mælk, og forbrugerne skal ikke tro, at en plantedrik er det samme som mælk. Det er derfor kun i daglig tale, at vi bruger ordet havremælk.
En undtagelse fra navnereglen er kokosmælk, som stadig gerne må kaldes for kokosmælk og som ikke skal kaldes for kokosdrik, kokosvæske eller lignende.
Havredrik er lavet af havre, vand og olie
Havremælk er et simpelt produkt, der består af havre, vand og olie - typisk solsikkeolie. Olien tilsættes for at give havredrikken "fylde".
Havremælkens sødme kommer fra havren selv. Hvis ikke havredrikken skal smage af noget, kan den bare bestå af de tre ingredienser.
Salt tilsættes i nogle havredrikke for at gøre smagen kraftigere, og nogle havredrikke er beriget med mineraler og vitaminer.
Vi producerer havre i Danmark, og derfor er det muligt at købe danskproduceret havredrik. En enkelt havredrik i vores test oplyste, at de bruger dansk havre.
Nemt billigt at lave havremælk
Havredrikkene i vores test kostede mellem 13 og 23 kroner pr. liter. Men det er nemt at lave sin egen havredrik af vand og havregryn.
Havregryn er et billigt produkt, og laver du selv din havremælk, kommer prisen hurtigt ned under 1 krone pr. liter.
Du kan finde opskrifter på havremælk online, og det kræver kun en blender og en finmasket si eller et klæde til at skille tørstofferne fra væsken.
Havredrik kan ikke sammenlignes med komælk
Smagseksperterne mener ikke, man kan sige, at havredrik er et decideret alternativ til mælk, for smagen er meget anderledes end komælk.
Havre indeholder fra naturens side stivelse, der omdannes til sukker. Derfor er havredrik væsentligt sødere end komælk. Havredrik har desuden en tydelig og velkendt smag af havre.
Stor forskel på smagen af havredrik
Havredrikkene i testen overraskede smagseksperterne ved at smage mere forskelligt, end de havde forventet.
Den havredrik, som klarede sig bedst i smagstesten, var både forbrugernes og smagseksperternes favorit.
Den havde en ren smag af havre med en naturlig sødme, og smagseksperterne syntes, det var den bedste at drikke rent. Modsat smagte nogle af de dårligst bedømte havredrikke mere af smør end havre.
Havremælk indeholder ofte nikkel
Havregryn har et naturligt indhold af nikkel, men nikkel i fødevarer er ikke årsag til nikkelallergi.
Vi fandt nikkel i fem af de seks testede havredrikke. Nikkelniveauet var ikke alarmerende i nogle af havredrikkene.
Produktet uden nikkel klarede sig dårligt i testen, fordi den havde en metallisk bismag.
Havredrik beriget med mineraler og vitaminer
Havredrik har ikke nogen nævneværdig næringsmæssig værdi. Derfor tilsætter nogle producenter vitaminer og mineraler til drikken. Det er dog kun tilladt i produkter, der ikke er økologiske.
Havredrikken som klarede sig bedst i smagstesten var, som den eneste i testen, beriget med kalcium, jod og vitaminerne B2 (riboflavin), B12 og D.
Niveauet af mineraler og vitaminer i den berigede havremælk lå nogenlunde som niveauerne i mælk – bortset fra D-vitamin, hvor indholdet i plantedrikken var væsentlig højere end i mælk.
Der kan være sødemidler i sukker-sodavand
Du tror måske, at valget står mellem sukker og sødestoffer, når du skal vælge sodavand. Det er dog ikke så simpelt, for hos flere sodavandsproducenter er der nu både sukker og sødestoffer i den version, der tidligere kun indeholdt sukker.
Er den billigere nektar et godt alternativ til din appelsinjuice?
I supermarkedet står de ofte side om side, men der er altså ikke tale om det samme produkt, når du sammenligner en juice og en nektar. Nektar overholder nemlig ikke EU-reglerne for juice.
Juice, koncentrat eller nektar: Hvornår er noget en juice?
Juice er ikke bare juice. Så hvad er der egentlig i produktet, når der står juice udenpå? Og er nektar det samme som juice? Find svarene her.