Sådan undgår du madspild i julen
Julen byder på mange store måltider, og det kan være svært at undgå madspild. Følg disse enkle tips for at undgå at smide mad ud i julen. Så sparer du både penge og på jordens ressourcer.
Fotokredit: Getty Images
Det kan være svært at undgå madspild i juletiden. Men med enkle små ændringer, kan du undgå at smide mad ud, du kunne have spist. Se hvordan nedenfor.
Planlæg dine indkøb
Hvis du planlægger dine indkøb, kan du nemmere undgå madspild.
Tjek, hvad du allerede har i køkkenskabe, køleskab og fryser, inden du handler, så du ikke får købt noget, du allerede har.
Lav også en indkøbsliste til at holde overblikket. Så undgår du at købe for meget, når supermarkedet lokker med tilbud, mængderabatter og flotte juleopsætninger.
Begræns antallet af retter til julefrokosten
Til julefrokoster er der ofte tradition for at servere mange forskellige retter.
Prøv at begrænse udvalget og mængderne af retterne. Hvis du serverer mange forskellige retter, behøver du ikke lave lige meget af hver ret. Jo flere retter, desto mindre skal der være af hver ret.
Anretning kan mindske madspild
Tallerkener og fade ser mest indbydende ud, når de er fyldt med mad.
Servér maden på små tallerkener og på små fade, så tager gæsterne automatisk mindre på tallerkenen, og det giver i sidste ende mindre madspild. Du kan også vælge at lave små portionsanretninger af hver ret.
Gem resterne - og glem dem ikke
Madrester fra juleaften eller julefrokosten, som stadig er friske, kan du enten fryse ned, bruge i dagene efter eller give dine gæster med hjem.
Hvis du på forhånd planlægger, hvordan du vil bruge resterne fra julen til andre måltider, er der mindre risiko for, at resterne ender i skraldespanden. Og så glemmer du heller ikke, at du har resterne.
Få alle rester hurtigst muligt på køl, og opbevar madresterne korrekt, så den holder længere.
Spar på kødet, og spis flere grønne juleretter
Mange serverer både and og flæskesteg juleaften, men overvej om I behøver begge dele. Hvis du vælger at servere begge dele, så forvent at have kød tilovers, som I kan spise i dagene efter.
For at spare på kødet kan du tilføje friske julesalater med rød- eller grønkål og andre grønne retter til julemenuen – både til julefrokosten og juleaften. Salater med kål og bælgfrugter mætter godt.
Vælg gerne råvarer i sæson - ikke kun til jul, men hele året rundt.
Brug dine rester af konfekt og småkager
Chokolade, julesmåkager, nødder, marcipan og nougat er nogle af de lækre sager, som ofte kommer på bordet i julemåneden. Men der er også ofte små rester tilbage, der ender som madspild.
I stedet for at smide de små rester ud, kan du fx bruge dem til at lave til et chokoladebrud, også kaldet Rocky Road, hvor de søde sager vendes rundt i smeltet chokolade. Når du smelter chokolade til konfekt, så brug det overskydende chokolade i gryden til at lave en chokoladesovs.
Vil du undgå madspild, er det vigtigt at opbevare småkager og marcipan korrekt. Småkager skal opbevares i en lufttæt beholder, så de bevarer deres sprødhed.
Marcipan er godt at opbevare i en tætsluttende beholder. Det kan blive tørt, hvis det ligger i skuffen i en åben emballage.
Sådan får du de bedste rejer
Hvordan får du de bedste rejer til rejemadden eller rejecocktailen? Det handler både om, hvilke rejer du køber, og hvordan du behandler rejerne hjemme i køkkenet.
Sild: Sådan finder du en god sild
Det kan være svært at gennemskue pris og kvalitet, når du skal vælge marinerede sild i supermarkedet. Her kan du lære forskellene på gammeldags modnede og hurtigmodnede sild.
Sådan finder du den bedste leverpostej
Leverpostej er en klassiker til frokost og i juletiden. Få hjælp til at finde din foretrukne leverpostej blandt de mange varianter i supermarkedet.