Gå til hovedindhold

Mørk chokolade: Skal du betale 30 eller 100 kroner for en plade?

Der er meget store prisforskelle på en plade mørk chokolade, men er der også store forskel på smagen? Se, hvad vores test af mørk chokolade viser.

Julie Trolle Boding og Dennis Christiansen · Foto: Getty Images · 5. november 2026
Test af mørk chokolade

En af de billigste plader mørk chokolade koster omkring 20 kroner, mens en af de dyreste koster over 100 kroner. 

Men er en dyr chokolade så bedre end en billig? Det har vi undersøgt i vores nye test af mørk chokolade, hvor 15 forskellige mærker er smagstestet og bedømt af 10 smagseksperter. Derudover har vi analyseret chokoladerne på et uafhængigt laboratorie for at tjekke, om de indeholder tungmetaller og tjærestoffer. 

Hovedkonklusioner fra testen af mørk chokolade

  • De dyre chokolader klarer sig godt i smagstesten, men de bliver slået af nogle billigere mærker. 
  • Der er tungmetaller i alle chokolader – men under de grænseværdier, der er fastsat.  
  • En chokolade klarer sig især dårligt i smagstesten, hvor ni ud af ti eksperter giver en dårlig bedømmelse af både smag og tekstur. 
Se og sammenlign alle de mørke chokolader i vores test

Er den dyre mørke chokolade bedst?

Der er to dyre mærker i vores test af mørk chokolade, som koster fire til fem gange mere end de billigste. 

Begge dyre mærker klarer sig godt i smagstesten – men de klarer sig faktisk ikke bedst. Faktisk er der to billigere mærker, der sammen med de to dyre mærker får topkarakterer i smagstesten – og den ene af de billigere chokolader ender helt i toppen af testen. 

Det kendetegner en god mørk chokolade

Det kan være individuelt, hvilken smag af mørk chokolade, vi hver især foretrækker. Men der er alligevel nogle kendetegn ved en god mørk chokolade.

”Den skal være blank og have det rette knæk. Og så skal den selvfølgelig have noget bitterhed, men ikke være alt for bitter. Overordnet skal den have en balance i syre, sødme og bitterhed,” siger sensoriker Lisbeth Ankersen, der har deltaget i ekspertpanelets smagstest af chokolader. 

Hun peger desuden på, at det trækker ned, hvis chokoladen er grynet eller sandet – eller klæg, som om den beklæder munden med et lag fedt. 

Sådan har eksperterne testet chokoladens smag

Ti eksperter har blindtestet mørk chokolade. Synlige kendetegn på chokoladens overflade er fjernet, og eksperterne har smagt chokoladerne i tilfældig rækkefølge. De har bedømt:

  • Smag
  • Mundfølelse
  • Duft
  • Udseende

Derudover har de givet chokoladerne en samlet bedømmelse. 

De har også svaret på:

  • Egner chokoladen sig til bagning?
  • Vil du spise den, som den er?
  • Vil du slet ikke spise chokoladen?

De ti smagseksperter

  • Lisbeth Ankersen, sensoriker
  • Markus Grigo, kok og fødevareteknolog
  • Cathrine Østerberg, videnskabelig ismager, Østerberg Ice Cream
  • Qian Janice Wang, lektor ved Institut for Fødevarevidenskab, KU
  • Domen Prešern, vinkonsulent
  • Dennis Sandris Nielsen, professor ved Institut for Fødevarevidenskab, KU
  • Joan Kramer Pedersen, selvstændig og chokoladenørd.Torben Bang, konditor
  • Nichlas Jaime Frese, konditor og direktør, Andersen Bakery
  • Sidsel Jensen, Research Director, ph.d. i sensorikvidenskab

Denne chokolade er Bedst i test

Fire chokolader får gode bedømmelser i smagstesten, hvoraf den ene klarer sig bedre end de andre. Der er tale om en økologisk chokolade til 30 kroner. 

En ny chokolade, som vi ikke tidligere har testet, er fra Friis Holm. Den klarer sig godt i smagstesten, men koster dog 109 kroner for 100 gram, og den ender på en andenplads samlet set. 

Tak, fordi du læser med

Som medlem får du adgang til alle test og artikler på tænk.dk for

58 kr. / måned

Ved køb af 12 måneders medlemskab til 695 kr.

Allerede medlem?

Sådan har vi testet mørk chokolade

Vi har testet 15 forskellige mærker mørk chokolade med ca. 70 procent kakao. 10 eksperter har bedømt smagen i en randomiseret blindtest. Derudover har vi analyseret indholdet af tungmetaller og tjærestoffer på et uafhængigt laboratorie. Endelig har vi bedømt oplysningerne på emballagen. 

Vi har testet følgende chokolademærker: 

Anton Berg, Björnsted, Coop, Fairglobe, Friis Holm, Grøn Balance, J.D. Gross, Lindt Excellence, Marabou Premium, Ombar, Premieur, Rema 1000, Salling ØKO, Valrhona og Änglamark.

Se hele testen af mørk chokolade

4 gode råd til god chokolade

René Wagner, chocolatier og kok, giver her fire gode råd, når du skal købe chokolade.

  1. En rigtig god mørk chokolade vil ofte have en rødlig brun farve. En meget mørk eller næsten sort farve vil typisk være et tegn på, at chokoladen er blevet ristet for meget eller tørret over åben ild, hvilket kan give en dårlig eller røget smag.
  2. Kig efter på chokoladens emballage, om du kan se, hvor meget af kakaoindholdet, der er henholdsvis kakao tørstof of kakaosmør. Fordelingen skal helst være så tæt på 50/50 som muligt med en lille overvægt af kakaosmør.
  3. En høj kakao procent siger ikke nødvendigvis noget om chokoladens kvalitet. Det er en myte, at jo mørkere, jo bedre – det kommer helt an på, om der er brugt gode chokoladebønner, og hvordan chokoladen er produceret.
  4. Køber du en god chokolade til at nyde ren, bør du spise den langsomt og lade den smelte på tungen frem for at tygge den. Kun der kommer alle de spændende smagsnoter frem. Chokolade kan have alle mulige aromastoffer, fx citron, bær eller blomster.