Havregryn: Hvad skal du gå efter?
Mange danskere spiser havregryn, især til morgenmad. Men hvilke forskelle er der på de forskellige slags gryn?
Havregryn er et populært morgenmadsprodukt, og du kan finde mange forskellige varianter i de danske butikker.
I vores test af havregryn har vi undersøgt forskellige havregryn for pesticidrester og svampegifte, hvilket der stort set ikke blev fundet noget af. Vi har også bedømt havregrynene på smag og informationer på emballagen.
Overordnet set viser vores test, at havregrynene fra forskellige producenter ligner hinanden meget i både smag og kvalitet, og at du derfor trygt kan vælge den variant, du bedst kan lide. Der er dog alligevel nogle ting, du kan holde dig for øje, eller som kan afgøre, hvilken slags, du foretrækker at købe.
Hvad er forskellen på finvalsede og grovvalsede havregryn?
Havregryn er afskallede, dampede og valsede havrekorn. Ved finvalsning bliver de dampede og afskallede kerner findelt i mindre stykker, end når de grovvalses, men derudover er der ikke forskel på, hvordan de to typer havregryn bliver produceret. Både fin- og grovvalsede havregryn er fuldkornsprodukter.
Er havregyn glutenfri?
Havren i sig selv er en glutenfri kornsort, og havregryn indeholder derfor som udgangspunkt ikke gluten. Når du alligevel kan købe havregryn, hvor der står på pakken, at den er glutenfri, er det en sikring imod, at havren er blevet valset på maskiner, der også håndterer andre fødevarer, som fx hvedekerner, der indeholder gluten.
I så fald vil du nemlig kunne risikere, at havregrynene indeholder spor af gluten fra hveden, og det kan være et problem, hvis du fx er allergisk eller intolerant over for gluten.
Hvor bliver havregryn produceret henne?
Havregryn produceres både i Danmark og importeres fra andre lande. Det er forskelligt, om der står på emballagen, hvor havregrynene kommer fra. Det er nemlig ikke et lovmæssigt krav, at oprindelseslandet skal være opført for havregryn.
I Forbrugerrådet Tænk mener vi alligevel, at producenter bør skrive det på emballagen, så forbrugerne har så mange relevante informationer om produktet tilgængeligt som muligt.
Der findes flere forskellige typer havre
Der findes mange forskellige typer af havre, fx hvid/gul, rød og sort havre. De forskellige sorter har lidt forskellige næringssammensætninger, og nogle har lidt højere indhold af eksempelvis protein eller fedtstoffer end andre typer. Havren er dog generelt en kornsort med et højt indhold af protein og kostfibre, og du vil ikke kunne se forskel på de valsede havregryn i pakkerne.
Her er de bedste müsli
Müsli kommer i mange forskellige varianter. Nogle er rigtig gode ernæringsmæssigt, mens andre har højt indhold af sukker og fedt. Se de bedste her.
Disse morgenmadsprodukter er bedst i test
Flere morgenmadsprodukter i vores test indeholder for meget sukker, salt og fedt, men der er heldigvis også produkter med et højere indhold af kostfibre og fuldkorn.
Disse morgenmadsprodukter dumper
Mange morgenmadsprodukter er fyldt med meget sukker, salt og fedt. Det viser vores test, hvor vi dumper 12 produkter på grund af deres næringsindhold.