Forbrugerrådet Tænk

Få testresultater, anbefalinger og hjælp til køb

Bliv medlem

Social

Titel

Køb af private: Her er dine rettigheder

iPhones, biler og babyudstyr kan du spare penge på, hvis du køber det brugt af en privat sælger. Men går handlen galt, har du meget få rettigheder.
Af Mette Andrea Boesgaard
13. August 2019
Køb brugt af private her er er dine rettigheder
Foto: Getty Images

Handel mellem private giver dig færre rettigheder

Køber du en brugt iPhone eller en bil af en privat, kan du spare penge og jordens ressourcer.

Men handler du med en privat sælger, er du ikke dækket af købeloven, som hvis du købte varen i en butik. Få styr på dine rettigheder, når du køber af private.

Køb og sælg brugt: Tjek dette før du handler

Reklamationsret? Måske

Køber du varer af en privat, har du som udgangspunkt 2 års reklamationsret på fejlbehæftede varer, ligesom når du køber varer af en virksomhed.

Reklamationsretten gælder, hvis I ikke har aftalt andet.

Private sælgere kan dog afskrive sig reklamationsretten. Det kan sælger gøre ved at aftale med dig, at varen er "købt som beset", købt uden reklamationsret eller købt med forbehold.

Køber du en vare "som beset" af en privat sælger, kan du som udgangspunkt ikke klage til sælgeren, hvis varen ikke virker, når du kommer hjem.

Reklamationsret: Her er dine rettigheder, når du handler med en virksomhed

Fortrydelsesret? Måske

Køber du varer over nettet i EU, er du normalt sikret 14 dages fortrydelsesret.

Køber du en vare af en privatperson, har du kun denne ret, hvis du har aftalt det med sælgeren.

Fortrydelsesret på nettet: Her er dine rettigheder, når du handler med en virksomhed

Pengene tilbage? Sikkert ikke

Handler du med en privat, har du 3 muligheder for at betale: Du kan betale kontant, via MobilePay eller med bankoverførsel.

Banken kan ikke tilbageføre dine penge til dig, uanset hvilken betalingsmetode du vælger. Du må altså selv dække tabet, hvis du ikke får varen, eller der er et problem med varen.

Handler du med en privat sælger via et website, hvor du kan bruge et betalingssystem som Paypal, TSPay eller lignende, kan virksomheden bag websitet muligvis hjælpe dig med at få pengene tilbage.

Køb brugt på nettet: Her er dine rettigheder

Klage? Du har få muligheder

Er du utilfreds med dit køb? Så skal du kontakte sælgeren og forsøge at finde en løsning. Men vil sælger ikke hjælpe dig, har du ikke mange muligheder for at få hjælp.

Har du ikke fået din vare, og er sælgeren forsvundet fra jordens overflade? Så kan du gå til politiet. Det vil imidlertid sjældent betyde, at du får pengene eller varen igen.

Er varen gået i stykker, eller vil du fortryde dit køb? Og vil sælger ikke hjælpe dig? Så kan Forbrugerklagenævnet ikke hjælpe dig. Din eneste mulighed er at starte et civilt søgsmål.

Lægger du sag an mod sælger, kan det blive dyrt og tidskrævende. Overvej om det er umagen og udgiften værd, før du bruger tid og penge på det.

Køb og sælg brugt: Tjek dette, før du handler

Er sælgeren privat eller en virksomhed?

Køber du en vare på et loppemarked, Facebook, Instagram eller en online markedsplads som dba.dk eller Trendsales, forventer du måske at handle med en privat.

Sælger kan dog reelt godt være en erhvervsdrivende eller en privat, der bliver regnet for en virksomhed.

Private kan nemlig blive regnet som virksomheder, hvis de flere gange sælger samme type varer.

Sælger behøver ikke have et CVR-nummer eller være momsregistreret for at blive betragtet som en virksomhed.

Bliver en privat sælger regnet som en virksomhed, er du dækket af købelovens rettigheder om reklamationsret, eventuelt returret, og du kan klage over dit køb til Forbrugerklagenævnet.

Køber du brugt på nettet, har du dog muligvis en ekstra beskyttelse fra online-platformen.

Køb brugt på nettet: Her er dine rettigheder

Forbrugerrådet Tænks rådgivning rådgiver kun om situationer, hvor du har købt en vare af en virksomhed eller butik. Vi kan desværre ikke hjælpe dig i sager, hvor du har handlet med private.