Forbrugerrådet Tænk

Få testresultater, anbefalinger og hjælp til køb

Bliv medlem

Titel

Reklamationsret: Må du prøve mobiltelefonen og så fortryde købet?

Må du spille et par spil og tage nogle billeder med din nye mobiltelefon, fortryde købet og returnere den til sælgeren? Få svaret her.
Af Lindi Elisabeth Winkel
3. September 2021
Reklamationsret mobiltelefon
Foto: Getty Images

Spørgsmål fra et medlem af Forbrugerrådet Tænk:

Kan jeg prøve min mobiltelefon, sende den tilbage og få alle pengene retur?

Jeg vil gerne vide, hvor langt den 14 dages fortrydelsesret gælder. Kan jeg pakke min nyindkøbte mobiltelefon ud, tænde den og prøve et par spil og tage et par billeder, fortryde og returnere mobilen uskadt, inden 14 dage er gået, og få hele beløbet retur?

– Jens Erik Sørensen, Hesselager

Klage og reklamationsret

Svar fra Forbrugerrådet Tænk:

Fristen for at fortryde købet af en vare over nettet er som hovedregel 14 dage, fra du har modtaget varen, og du skal have meddelt sælger, at du vil fortryde købet inden fristens udløb.

Så snart du har gjort det, har du yderligere 14 dage til at få pakken sendt retur.

Ydermere skal det være nemt for butikken at sælge varen videre, hvis du fortryder dit køb, hvorfor det er et krav, at den kan sælges videre som ny.

Har sælgeren andre krav, så skal du være klart og tydeligt oplyst herom. Således kan den erhvervsdrivende godt stille krav om, at varen skal sendes retur i originalemballage, hvis det er oplyst tydeligt ved aftaleindgåelsen.

Du må som udgangspunkt godt prøve varen, men ikke tage den ‘i brug’.

Er varen forringet i værdi ved tilbageleveringen til netbutikken, og skyldes det, at du har brugt den mere, end man kan og må i en fysisk butik, kan du forvente at skulle betale for værdiforringelsen. Er varen værdiløs efter brug, kan du ikke få dine penge retur.

Sælgeren vurderer, om varens værdi er forringet.

Fortrydelsesret på nettet: Her er dine rettigheder

– Emil Kierkegaard Obelitz, stud.jur.

Rådgivning og rettigheder

Det kan være overordentligt svært at finde rundt i regler og rettigheder – derfor tilbyder Forbrugerrådet Tænk rådgivning om købeloven og markedsføring til alle.

Få hjælp:

Alle kan ringe til Forbrugerrådet Tænks rådgivning mandag til fredag kl. 9.00-11.00 på tlf. 7741 7741.

Er du medlem, får du adgang til udvidet rådgivning og vejledning på tlf. 7741 7777.

Særligt for dig, som er medlem af Forbrugerrådet Tænk:

• du kan ringe mandag til fredag kl. 9.00-15.00 på tlf. 7741 7777, og som medlem kommer du altid forrest i køen.

• du kan få hjælp til at skrive en klage.

• du kan få betalt dit klagegebyr. Klager du til Forbrugerklagenævnet, skal du først gennem en mægling, der koster 100 kroner. Det gebyr betaler vi for dig som medlem. Læs mere om at klage og gebyret her.

• du kan skrive til os på medlem@fbr.dk, når det drejer sig om rådgivning inden for købelov, forbrugeraftaler og markedsføring.