Forbrugerrådet Tænk

Få testresultater, anbefalinger og hjælp til køb

Bliv medlem

Titel

Medlemmerne spørger: Hvad gør vi med flytning, der gik galt?

Når et flyttefirma kun udfører 20 procent af arbejdet i forbindelse med en flytning - har man så ret til et afslag i prisen? Få svaret her.
Af Lindi Elisabeth Winkel
28. Juni 2021
Hvad gør vi med flytning, der gik galt?
Foto: Getty Images

Spørgsmål fra et medlem:

Kan vi få afslag i prisen for den dårlige flytning?

Vi hyrede et flyttefirma til klokken 12 i lørdags. De kom næsten 3 og en halv time for sent på afhentningsadressen. Vi var selv 7 personer til at hjælpe. De 3 har dårlig ryg og kunne derfor kun bære lette ting. Dette skrev vi i en mail til flyttefirmaet. Vi skrev også, at de skulle medbringe en sækkevogn, da der var mange skridt fra p-pladsen til boligen. De havde ikke taget en sækkevogn med. Vi flyttede selv 80 procent af  flyttelæsset, og 2 af os døjer med ryggen i dag. Flyttefirmaet ankom klokken 16.30 til boligen, der skulle flyttes til, og vi taler om flytning af et værelse hos en 18-årig, der flytter hjemmefra første gang. 

De beskadigede et bogskab, og flyttemandens makker var i øvrigt blevet forhindret, så der var en anden med, som helt tydeligt både ved kropssprog og verbale ytringer ikke gad være behjælpelig med at flytte. Tonen blev ubehagelig, da jeg ikke mente, at vi skulle betale for deres kaotiske flytning. Vi endte med at betale 1.590 kroner via MobilePay, hvor jeg fik skrevet på kvitteringen, at vi var meget utilfredse og ønskede kompensation. Kan vi få kompensation? Firmaet har CVR-nummer, men er ikke medlem af et dansk flyttelaug. 

– Bente Ellebye, København S 

Svar fra Forbrugerrådet Tænk: 

Det lyder som en ubehagelig oplevelse. Af din mail fremgår det, at I selv har udført en væsentlig del af arbejdet, og at I ikke har fået den ydelse, som I har indgået aftale med flyttefirmaet om og betalt for, så jeg vil anbefale, at I kræver et passende afslag i prisen, som svarer til ydelsens værdiforringelse. Det kunne være de 80 procent af prisen, da I oplyser, at I selv har udført 80 procent af arbejdet. 

Selv om vi ikke rådgiver om erstatningsret, vil jeg umiddelbart mene, at I kan gøre et erstatningskrav gældende mod flyttefirmaet for det beskadigede bogskab, som flyttefirmaet har beskadiget i forbindelse med flytningen. Jeg vil derfor anbefale jer at kontakte flyttefirmaet skriftligt og gøre gældende, at I ønsker et afslag i prisen for det mangelfulde arbejde, som de har udført, og erstatning for skaderne på skabet. Hvis det ikke er muligt at nå til enighed med flyttefirmaet, kan du oprette en klagesag hos Forbrugerklagenævnet. Du kan læse nærmere på følgende links, om hvordan du opretter en klagesag: www.naevneneshus.dk og www.taenk.dk/klagegebyr 

– Safwaan Iqbal, stud.jur.

Rådgivning og rettigheder

Det kan være overordentligt svært at finde rundt i regler og rettigheder – derfor tilbyder Forbrugerrådet Tænk rådgivning om købeloven og markedsføring til alle.

Få hjælp:

Alle kan ringe til Forbrugerrådet Tænks rådgivning mandag til fredag kl. 9.00-11.00 på tlf. 7741 7741.

Er du medlem, får du adgang til udvidet rådgivning og vejledning på tlf. 7741 7777.

Særligt for dig, som er medlem af Forbrugerrådet Tænk:

• du kan ringe mandag til fredag kl. 9.00-15.00 på tlf. 7741 7777, og som medlem kommer du altid forrest i køen.

• du kan få hjælp til at skrive en klage.

• du kan få betalt dit klagegebyr. Klager du til Forbrugerklagenævnet, skal du først gennem en mægling, der koster 100 kroner. Det gebyr betaler vi for dig som medlem. Læs mere om at klage og gebyret her.

• du kan skrive til os på medlem@fbr.dk, når det drejer sig om rådgivning inden for købelov, forbrugeraftaler og markedsføring.