Forbrugerrådet Tænk

Få testresultater, anbefalinger og hjælp til køb

Bliv medlem

Social

Titel

Undgå at blive snydt af indpakningen på din mad

Madvarers emballage kan lokke dig til at opfatte varen på en bestemt måde. Producentens mission er at få netop deres vare ned i din kurv. Læs her, hvordan du undgår at blive vildledt af mærker og design på din mad.
Af Christina Vejsgaard
1. September 2015
Undgå at blive snydt af indpakningen på din mad
Foto: iStock

Vælg det vigtigste

Mad kan vælges ud fra mange forskellige kriterier. Vil du helst fokusere på kalorier, dyrevelfærd eller fuldkorn? Gør op med dig selv, hvad der betyder mest for netop dig. Tjek, om du rent faktisk får det, der er vigtigst for dig.

Brug tid på at undersøge varerne

Indkøbsturen skal selvfølgelig ikke tage en time hver gang. Men find en dag, hvor du har god tid, og sæt dig grundigt ind i, hvilke produkter der lever op til de kriterier, du synes er vigtigst. 

Emballagen på de varer, du plejer at købe, kan du nemt undersøge nærmere derhjemme. Tjek for eksempel, hvad din müsli egentlig indeholder, mens du spiser morgenmad. Gennemgå varedeklarationen grundigt, og sæt dig ind i, hvad de forskellige ord betyder. 

Læs mere om hvordan du tyder varedeklarationen her

Følg din undren

Ord som "flødealternativ" kan med god grund være forvirrende. Pas også på betegnelser som "med kyllingesmag" eller "chokoladesmag". Det kan betyde, at varen slet ikke indeholder kylling eller chokolade.

Undersøg, hvad der egentlig er i varen, hvis der er ord eller betegnelser på pakken, du ikke kan gennemskue.

Kig grundigt på pakken

Emballagens design kan lægge op til en bestemt opfattelse af varen. Men brug tid på at læse, hvad der står på varen. Selvom kartonen er fyldt med friske appelsiner, kan juicen sagtens være fra koncentrat. 

Læs kritisk

Ord som gammeldags og hjemmelavet får dig sikkert til at opfatte varen som autentisk og traditionel. Men hjemmelavede varer kan sagtens stamme fra en fabrik. 

Læs mere om reglerne for hvornår noget er gammeldags her

Pas på falske mærker

Mærker som Nøglehullet eller Fuldkornsmærket kan være en rar hjælp, når du skal vælge fødevarer. Men husk hvordan mærket ser ud og lad dig ikke snyde af kopimærker, der bare ligner de officielle. 

Spørg producenten - eller klag

Emballage, du slet ikke kan gennemskue, kan være en god anledning til at kontakte producenten bag. Du kan også kontakte Fødevarestyrelsen, hvis du finder et produkt, du synes er markedsført på en vildledende måde. 

Forbrugerrådet Tænk mener: Gør markedsføringen fair for forbrugerne

"Du skal nemt kunne se, hvad der er i den mad, de køber. Derfor skal indpakningen på varerne være let at gennemskue og ikke indeholde vildledende budskaber, der for eksempel får produktet til at se sundere eller mere naturligt ud, end det egentlig er.

Loven sætter ikke klare rammer for brug af for eksempel illustrationer på indpakningen af fødevarer. Det giver producenterne et stort kreativt spillerum til at smugle skjulte budskaber ind gennem emballagens design. Men bare fordi markedsføringen er lovlig, betyder det ikke, at den er fair.

Forbrugerrådet Tænk har derfor sammen med forskergruppen FairSpeak fra Copenhagen Business School lavet en liste med 11 dogmer om fair markedsføring til virksomhederne."

Du kan læse listen med de 11 dogmer her

Camilla Udsen, seniorrådgiver i fødevarepolitik i Forbrugerrådet Tænk