Forbrugerrådet Tænk

Få testresultater, anbefalinger og hjælp til køb

Bliv medlem

Social

Titel

Sådan har vi testet mælkechokolade

11 mælkechokolader er blevet smagsbedømt af over 100 forbrugere og 3 eksperter, samt undersøgt på laboratorium for indhold af skadelige stoffer.
Af Lars Nøhr Andresen
16. November 2020
Foto: Lars Nøhr Andresen

11 chokolader med varierende indhold af kakao

Forbrugerrådet Tænk har testet 11 forskel­lige mærker af mælkechokolade fra supermarkeder og specialbutikker for smag og indhold af skadelige stoffer. 

Chokoladerne har variende indhold af kakako fra 30 procent til 55 procent. 

Sådan har vi udvalgt mælkechokoladerne

Mælkechokoladerne er udvalgt, så de dækker et bredt i pris og kvalitet. I testen har vi udelukkende gået efter mærker, der ifølge varedeklarationen kategoriseres som mælkechokolade uagtet mærkernes navne som for eksempel "Lys chokolade". Ifølge "Kakao- og chokoladebekendtgørelsen" skal chokoladerne opfylde følgende krav for at måtte betegnes som mælkechokolade:

  • Mindst 25 % kakaotørstof i alt
  • Mindst 14 % mælketørstof, der er fremstillet af helt eller delvis inddampet sødmælk, letmælk eller skummetmælk, fløde, eller af helt eller delvis inddampet fløde, smør eller mælkefedt
  • Mindst 2,5 % affedtet kakaotørstof
  • Mindst 3,5 % mælkefedt
  • Mindst 25 % fedtstof (bestående af kakaosmør og mælkefedt) i alt.

Disse mælkechokolader har vi testet

I denne mælkechokolade test har vi undersøgt chokolade fra følgende mærker:

  • Anthon Berg
  • Bogø
  • Choco Bella
  • Easis
  • Friis-Holm
  • Guld Barre
  • Irmas
  • Lindt Excellence
  • Marabou 
  • Ritter Sport
  • Tony’s Chocolonely

Smagen vurderet af over 100 forbrugere

Smagen er vurderet af mere end 100 almindelige forbrugere, som har smagt alle 11 chokolader.

3 eksperter, der alle har flere års erfaring med smag og chokolade, har smagt og vurderet chokoladerne. Eksperterne er: 

  • Maja Vase: Kogebogsforfatter, madfotograf og opskriftudvikler
  • Michael René: Lektor i Fødevarevidenskab på Københavns Professionsskole og blogger om mad. 
  • Lars Juul: Chefkonditor på La Glace i København

Over 100 forbrugere har fået sendt chokolade smagsprøver hjem og udfyldt smagsskema online,

Begge test blev udført som blindsmagninger, og chokolader, hvor det tydeligt fremgik hvilket mærke, der var tale om, blev anonymiseret.

Testet for indhold af skadelige stoffer

Indholdet af tungmetaller og mineralske olier (de såkaldte MOSH og MOAH) samt tjærestoffer (de såkaldte PAH’er) er blevet analyseret på et eksternt laboratorium, og antallet af fundne stoffer og mængde er blevet evalueret.

Oplysninger på indpakningen er vurderet

Oplysninger på pakken er en bedømmelse af de forskellige informationer, der er tilgængelige på emballagen, herunder oplysninger om oprindelse, opbevaring, affaldssortering med mere. 

Samlet bedømmelse er vægtet således:

  • Smag: 60 %
  • Mineralske olier: 15 % 
  • Tjærestoffer (PAH): 10 %
  • Tungmetaller: 10 %
  • Oplysninger på emballagen:  5 %.