Vejer maden mindre, end der står på pakken?
Et medlem oplever, at der ofte er for lidt kaffe og havregryn i pakken. Vi undersøger, hvorfor vægten kan variere, og hvornår der er tale om for lidt.
Det startede med en æske lakridser, som føltes let i hånden, da vores medlem Debbie Klockmann kom hjem fra indkøb for fire år siden:
”Jeg smed den på vægten, og den vejede kun 23 gram i stedet for 27 gram, som der stod på pakken. Det blev jeg irriteret over, og derefter begyndte jeg regelmæssigt at veje meget af det, jeg købte, fx kaffe, havregryn og pasta. Hver gang har det vejet nogle gram under den vægt, der står på pakken.”
Som eksempler nævner hun et kilo finvalsede havregryn, der kun vejede 988 gram, og en pose kaffe, der indeholdt ni gram mindre end de 400, som stod trykt på pakken.
”Det kan synes som en lille ting, men jeg bliver faktisk snydt for to kopper kaffe, hver gang jeg køber kaffebønner. Debbie Klockmann Medlem af Forbrugerrådet Tænk
”Det kan synes som en lille ting, men jeg bliver faktisk snydt for to kopper kaffe, hver gang jeg køber kaffebønner. Jeg tjekker tit kiloprisen for ikke at betale for meget, men hvis vægten ikke passer, så kan det jo være ligemeget. På den lange bane bliver alle forbrugere jo snydt,” siger Debbie Klockmann.
Maden må ikke veje for lidt hver gang
Maja Effersøe Khan, fødevarepolitisk seniorrådgiver hos Forbrugerrådet Tænk, forstår frustrationerne, men siger, at flere ting kan forklare den manglende vægt:
”Grundlæggende gælder det såkaldte gennemsnitsprincip. Det betyder, at for et parti færdigpakkede fødevarer – fx et parti med ti poser pasta – skal hver pose i gennemsnit have den angivne værdi. Nogle poser må godt veje lidt mindre, mens andre skal veje lidt mere. De skal dog altid holde sig inden for nogle EU-fastsatte tolerance grænser.”
Line Knutsson, projektmedarbejder med fokus på test af fødevarer i Forbrugerrådet Tænk, peger på, at en køkkenvægt ikke altid er lige så nøjagtig som en kalibreret industrivægt, og at der kan opstå svind, før fødevaren når forbrugeren; fx kan kornprodukter tørre lidt ud. Producenten skal dog altid kunne dokmentere, at der ikke er tale om systematisk underpåfyldning.
Maja Effersøe Khan fremhæver, at gennemsnitsprincippet skal gå begge veje, så forbrugerne også oplever, at der kan være mere i posen. Samtidig mener hun, at vægten af en fødevare bør indgå i myndighedernes kvalitetskontrol.
Det siger Coop og Rema 1000
Vi har henvendt os til Coop og Rema 1000 og spurgt dem ind til vægten af varer.
Nogle af de fødevarer, som Debbie Klockmann har vejet, kommer fra Coops eget mærke. Rema 1000 er også blandt de producenter, hvis fødevarer vejer for lidt hjemme hos Debbie Klockmann.
Svar fra Coop og Rema 1000
-
”Vi tager henvendelsen meget seriøst. Mængden skal jo være korrekt, og vi har absolut ingen interesse i at snyde på vægten. Vi har ingen grund til at tro, at der er tale om systematisk undervægt, men hvis vores leverandører ikke opfylder kravet, er det selvfølgelig et stort problem,” siger Coops kvalitetschef, Mie Hvillum Rønsbo.
Hun fortæller, at Coop løbende laver stikprøver af vægten af varerne:
”Rosinerne var tilfældigt udtaget til kontrol sidste år, og der fandt vi ingen afvigelser på vægten. Havregrynene har vi endnu ikke testet, men vi har ikke tidligere haft nogen mistanke om, at der skulle være problemer med vægten.”
Coop vil nu gerne undersøge sagen nærmere hos leverandøren. Hvis kunder gentagne gange oplever problemer med en vare, kan de henvende sig, så Coop kan vurdere omfanget og eventuelt gå videre til leverandøren.
-
Virksomheden er ikke stillet op til interview, men kommunikationsmedarbejder Nicolaj Buchwald Kattrup skriver, at sagen er undersøgt hos leverandørerne af finvalsede havregryn og Økopenne:
”Begge leverandører forsikrer os om, at der naturligvis ikke er tale om systematisk undervægt.”
Ifølge Rema 1000 har leverandørerne forklaret, hvordan de sikrer, at pakningerne overholder den deklarerede vægt inden for de tilladte tolerancer.
Valsemøllen, der producerer Rema 1000’s finvalsede havregryn, svarer, at poserne passerer gennem en kontrolvejer efter pakningen, og at pakkemaskinerne er indstillet til en gennemsnitlig overvægt på fire gram. Samtidig skriver Valsemøllen, at ”ingen poser godkendes herfra, hvis vægten er under 985 gram”.
Fødevarestyrelsen laver ikke systematisk kontrol
Hos Fødevarestyrelsen fortæller chef for rejseholdet Michael Rosenmark, at styrelsen ikke systematisk kontrolvejer fødevarer som en del af hverdagskontrollen:
”Det skyldes, at vi oplever meget få sager, hvor der er problemer med vægten. Vi lavede fx en større kampagne omkring det i 2021, hvor vi udtog 73 produkter til kontrol. Af dem vejede kun to af produkterne for lidt.”
Hvis Fødevarestyrelsen får viden om systematisk snyd på vægten, kan der vanke bøder til virksomhederne.
”Det kan fx være, hvis vores egne kampagner viser større problemer med undervægt i fødevarerne, eller hvis det vælter ind med forbrugerklager. Man er altid velkommen til som forbruger at lave en anmeldelse på vores hjemmeside, hvis man fx oplever for lav vægt i de fødevarer, man køber,” siger Michael Rosenmark.
Debbie Klockmann er glad for, at emnet er blevet undersøgt nærmere, men ikke helt tilfreds med supermarkedskædernes svar:
”Jeg synes, de forsvarer leverandørerne. Butikkerne bliver jo selv snydt.”