Forbrugerrådet Tænk

Få testresultater, anbefalinger og hjælp til køb

Bliv medlem

Social

Titel

Lav en madplan og undgå madspild

Madspild koster en gennemsnitsfamilie 7.200 kr om året. Men med en madplan kan du undgå meget madspild. Få opskriften på en madplan, der holder.
Af Mette Andrea Boesgaard
29. Marts 2017
Lav en madplan og undgå madspild
Foto: iStock

Madplaner forebygger madspild

Mad for millioner ryger hvert år i skraldespanden i danske hjem. En stor årsag er, at vi laver mere mad, end vi spiser. Måltidsrester fylder nemlig rigtig meget i skraldespandene, viser en affaldsanalyse lavet af konsulentfirmaet Econet for Føtex.

Madplaner kan mindske madspildet, fordi du med en madplan kun køber og laver det, der er brug for. Men en madplan har også andre fordele:

  • Du sparer penge
  • Du spiser mere varieret
  • Du sparer tid i forhold til at handle hver dag

Madplanen skal være fleksibel

Planlægning er kodeordet, når du skal lave en god madplan, der holder.

  • Inddrag familien. Snak med dem om, hvad de har lyst til at spise, og hvad der skal ske i ugens løb, så I kan planlægge ud fra alles ønsker og aktiviteter.
     
  • Vælg en fleksibel løsning. Lange ugeplaner ryger tit i vasken, fordi familiens planer ændrer sig. Lav i stedet korte 2-dages moduler, som kan byttes rundt.
     
  • Gør plads til improvisation – put for eksempel en dag ind til det hver uge. Det er vigtigt ikke at låse sig for meget fast, når det drejer sig om mad.  

En madplan i moduler er en fleksibel løsning.

Sådan laver du en god madplan

Med en madplan i moduler tænker du i at genbruge de samme ingredienser flere dage. På den måde får du brugt madresterne.

En madplan i moduler kan for eksempel se sådan ud:

Modul 1:

Søndag: Kylling i asparges med kartofler og grønne bønner

Mandag: Hønsekødsuppe (fra kyllingen dagen før) med sprøde grøntsager og grovboller

Modul 2:

Tirsdag: Krebinetter med kogte porrer og gulerødder og agurkesalat

Onsdag: Porre- og gulerodstærte (af resterne af porrer og gulerod fra dagen før) og grønsalat med røget makrel

Improvisationsdag:

Torsdag: Eventuelle rester eller hvad du nu lige impulsivt har lyst til

Modul 3:

Fredag: Culottesteg med bagte kartofler og tomatsalat med basilikum

Lørdag: Bruschetta med tomat (tomatsalaten drænet fra dagen før), tynde skiver af den kolde rest culottesteg med pesto og bagte rodfrugter

Tips til den gode madplan

  • Find inspiration til din madplan ved at bruge andres madplaner helt eller delvist. Mange supermarkeder, dameblade og madsites laver en ny madplan hver uge – søg dig frem. Visse steder kan du endda også få varerne leveret direkte til døren.
     
  • Laver du for meget mad? Læg mærke til, hvor store dine rester er. Det er meget ofte rester, der er for små til at blive til et helt måltid, som bliver smidt ud. Lav hellere en endnu større portion mad, så der også er mad til i morgen.
     
  • Små rester kan bruges i den næste dags madpakker.
     
  • Opbevar resterne ordentligt. Resterne skal hurtigt køles ned for at undgå bakterier. Husk at bruge rene skåle og redskaber, når maden skal gemmes.

Find resteopskrifter og gode råd til at undgå madspild i For resten app'en.

Brug dine madrester

Madspild koster hvert år Danmark 11,6 milliarder kroner, viser den nyeste opgørelse fra Landbrug og Fødevarer fra 2014. I alt kasserer vi 716.942 tons mad om året i Danmark.

Husholdninger i Danmark står for størstedelen af madspildet - de smider nemlig 260.942 tons mad ud om året. Det svarer til, at hver dansker smider 47 kilo mad væk om året.

Bekæmp madspild med Forbrugerrådet Tænks For Resten app.

Download appen her