servey xact 3 clicks

Forbrugerrådet Tænk

Få testresultater, anbefalinger og hjælp til køb

Bliv medlem nu

Social

Titel

Kaffekapsler: Undgå at skade miljøet

Miljø og klima lider under danskernes hang til kaffe på kapsler. Læs, hvordan du bortskaffer dine kaffekapsler på den mest miljørigtige måde.
Af Lars Dalsgaard
23. November 2016
Kaffekapsler: Undgå at skade miljøet
Foto: iStock

Kapsler har miljømæssig slagside

Kaffekapsler gør det nemt at lave espresso og andre kaffespecialiteter derhjemme. Men de små kapsler er ofte lavet af materiale, som det er vigtigt at genanvende.

Nespressos kapsler er eksempelvis lavet aluminium, mens andre kapselproducenter bruger plast. Begge materialer er energitunge at fremstille, ligesom de udleder drivhusgasser, hvis de bliver afbrændt som affald. Og det sker, hvis du smider kapslerne i skraldespanden.

Kaffekapsler: Sorter dem i affaldssystem

Aluminium er et metal. Så hvis dine brugte kaffekapsler er lavet af aluminium, er det bedste, du kan gøre, at smide dem i metalbeholderen. Sådan en er der i de fleste affaldsordninger, og ellers kan du finde den på genbrugspladsen.

Plastkapsler skal i plastikbeholderen, som du kan se efter i det almindelige affaldssystem og på genbrugspladsen.

Nespresso tilbyder en tredje mulighed for bortskaffelse af kaffekapsler. Men det er forbeholdt producentens egne kunder og kræver, at du bor i nærheden af en Nespresso-butik eller forhandler.

Ingen kapsler er optimale: Bryg på den klassiske måde

Plast- og aluminiumskapsler udfordrer begge miljøet, og det er svært at sige, hvilket materiale der er værst.

Miljøvenlige kapsler er det også muligt at købe – det kan for eksempel være komposterbare kapsler lavet af fibre fra sukkerrør.

Mest miljørigtigt er det at lave kaffen på den klassiske måde – med bønner og ved hjælp af en almindelig maskine. Det er både billigere og mere miljøvenligt.

Forbrugerrådet Tænk mener: Nespresso skubber ansvaret over på forbrugeren

”Vi ser en stigende tendens til, at firmaer lægger miljøansvaret over på forbrugerne.

Men forbrugere adopterer ikke nødvendigvis nye værdisæt, bare fordi de bliver oplyst om dem. Når det er forbundet med besvær og ekstra tidsforbrug at tage miljøhensyn – for eksempel at medbringe kapsler til bestemte opsamlingssteder, som der er få af i landet – så er der desværre mange, der i stedet vælger den lette løsning og smider kapslerne i skraldespanden.

Det skal være nemt og praktisk – som når vi lægger pap, glas og batterier i containere tæt på vores bopæl.”

Vibeke Myrtue Jensen, miljøpolitisk rådgiver ved Forbrugerrådet Tænk.