Forbrugerrådet Tænk

Få testresultater, anbefalinger og hjælp til køb

Bliv medlem

Social

Titel

Bær: Sådan opbevarer du dem

Jordbær, hindbær, brombær. Bær er lækre, men de kan hurtigt blive dårlige og ende som madspild. Se her, hvordan du opbevarer dem, så de holder længst muligt.
Af Mette Andrea Boesgaard
12. Februar 2019
Bær: Sådan opbevarer du dem
Foto: iStock

Bær har kort holdbarhed og ender let som madspild

Bær er sunde, de smager sødt og godt, og du kan bruge dem i alle mulige slags retter. 

Bær kan bruges både alene som dessert eller snacks, som drys på yoghurt og grød, i kager eller som tilbehør i det salte køkken med rodfrugter, i salaten eller til dressinger og gele.

Sommerbær holder dog ikke særlig længe, inden de begynder at blive overmodne eller mugne og ryge i skraldespanden som madspild. Derfor gælder det om at opbevare dem, indtil du spiser dem, så du får mest muligt for pengene.

Test: Er der sprøjtemidler i vindruerne?

Vælg de rette bær i butikken

Bær skal se lækre ud, når du køber dem i butikken. Læg mærke til, om farven er ok, om skindet er spændstigt, og hvordan bærrene dufter. De må aldrig lugte jordslået.

Skimmelsvamp ses ofte ved bær, så gå uden om bakker med bær med "grønne hår".

Sådan opbevarer du dine bær

Jordbær

Skyl altid jordbær med stilk, ellers trænger vandet ind i bærret.

Jordbær smager og dufter bedst, når de har stuetemperatur. De kan dog holde sig 2-3 dage i køleskabet ved 2-6 grader. Tag dem ud af køleskabet i god til, før du skal spise dem.

Hindbær

Vask hindbær, men kun ganske forsigtigt. Vand gør hindbær bløde og fjerner noget af deres smag.

Hindbær kan holde sig 1-2 dage i køleskabet.

Blåbær

Blåbær skal være faste og hele, når du køber dem. De kan holde sig 5-7 dage i køleskabet, hvor temperaturen er 2-4 grader..

Kirsebær

Kirsebær ser fine ud på bordet, men de holder sig bedst i køleskabet ved 2-6 grader. Kirsebær kan holde sig i 2-3 dage.

Ribs

Opbevar ribs i køleskabet - de kan holde sig i 1-2 dage.

Brombær

Brombær kan holde sig 2-3 dage i køleskabet, hvor der er 2-4 grader.

Stikkelsbær

Stikkelsbær kan holde sig 3-4 dage i køleskabet.

Solbær

Læg dem i køleskabet ved 2-4 grader. Solbær har en holdbarhed på 2-4 dage.

Smid muggen frugt ud

Mugne eller rådne bær skal du altid kassere. De kan indeholde giftstoffer, der kan give akutte forgiftninger eller være kræftfremkaldende. 

Brug kun friske og faste bær til syltetøj, saft, mos og most. Så snart bærrene begynder at blive mugne eller rådne, skal de ud.

Frys overskudsbær

Bær kan du heldigvis fryse, hvis du ikke når at spise dem. Så kan du bruge dem til smoothies, frugtgrød, kompot, i bagværk og til syltning senere.

Frys altid friske og modne bær, inden de bliver overmodne. Skyl bærrene grundigt, men hurtigt, inden du fryser dem. De må ikke ligge i vand for længe.

Løsfrosne bær er lette at tø op i passende portioner og ganske enkle at lave. Spred bærrene ud på en bakke i et enkelt lag, dæk dem med frysefolie og sæt bakken i fryseren. Når bærrene er gennemfrosne, kan du lægge dem i en frysepose. Husk at mærke posen med art og dato.

Bær kan holde sig i et år i fryseren, uden at smag og konsistens ændrer sig særligt meget.

Hvor længe kan mad holde sig i fryseren?

Husk at koge frosne bær fra supermarkedet

Frosne bær fra supermarkedet skal altid koge i minimum 1 minut, inden du bruger dem, så du dræber eventuelle bakterier.

Kilde: Coop m.fl.

Bekæmp madspild

Slatne grøntsager og rester fra aftensmaden kan blive til lækre retter.

Mangler du inspiration til at bruge maden? Så download Forbrugerrådet Tænks app For resten og få tip til at bruge dine madrester.

Download appen her