Forbrugerrådet Tænk

Få testresultater, anbefalinger og hjælp til køb

Bliv medlem

Social

Titel

Kød, æg og pålæg: Sådan opbevarer du dem

Kød, æg og pålæg er dyre råvarer, der hurtigt kan blive dårlige og ende som madspild på grund af forkert opbevaring. Men hvordan opbevarer du kød og æg bedst?
Af Christina Vejsgaard
12. December 2018
koed_og_paalaeg_opbevaring
Foto: Getty Images

Brug sanserne og undgå madspild

Kødets lugt og udseende er den bedste indikator for, om du kan spise det. Tjek om farven og lugten er i orden. Hvis det lugter dårlig eller ser underligt ud, skal du ikke spise det.

Kød, der ser friskt ud og ikke lugter, kan du godt bruge, selvom det er gået en dag over "bedst før"-datoen. På den måde undgår du, at godt kød ender som madspild. Er kødet mærket med en dato for "sidste anvendelse", skal det altid smides ud efter denne dato.  

Vær opmærksom på, at der er to forskellige slags datomærkning

Kød og fjerkræ

Magert kød, fjerkræ og fisk kan generelt holde sig længere tid i fryseren, end kød med et højt fedtindhold, fordi det særligt er harskning af fedtet i kødet, der begrænser holdbarheden.

Oksekød skal opbevares i køleskab i en plastpose eller anden lufttæt emballage. Oksekød, der har overskredet ’sidste anvendelsesdato’, skal smides ud. Er det mærket med ’Bedst før’ skal du bruge dine sanser. Oksekød kan holde sig ca. 10 måneder i fryseren.

Koteletter skal opbevares i køleskab i en pose eller anden lufttæt emballage. Koteletter, der har overskredet ’sidste anvendelsesdato’, skal smides ud. Er det mærket med ’Bedst før’ skal du bruge dine sanser. Magert svinekød kan holde sig ca. 6 måneder i fryseren.

Kylling, and, kalkun og andet fjerkræ skal opbevares i køleskabet i original eller anden lufttæt emballage. Se ’sidste anvendelsesdag’ på pakken. Fjerkræ kan holde sig ca. 3-10 måneder i fryser, afhængigt af fedtindholdet.

Hakket kød skal opbevares i køleskab i original eller en lufttæt pakning. Se datomærkningen på pakken. Hakket kød skal tilberedes samme dag, som emballagen er brudt. Hakket kød kan holde sig op til 4 dage i køleskab og 2-16 måneder i fryser, afhængigt af fedtindholdet.

Kød i fryseren holder længst muligt, hvis det er lufttæt pakket ind. Pak altid færdigpakket kød om, inden du lægger det i fryseren. Genfrys ikke optøet kød.

Pålæg

Pålæg som skinke og rullepølse kan holde sig 2-4 dage i køleskabet, efter emballagen er brudt, hvis du pakker dem lufttæt ind. Røget og tørret pålæg kan holde længere. Hvis kødpålægget er slimet, snasket eller lugter surt, skal du smide det ud.

Spegepølse opbevares bedst i køleskab pakket ind i madpapir, så den holder sig tør. Brug svanemærket madpapir, så du undgår hormonforstyrrende stoffer og samtidig skåner miljøet. Den holder sig cirka 14 dage i køleskab efter åbning og 3 måneder i fryseren.

Pålæg kan godt fryses – jo federe kødpålægget er, desto kortere holder det sig i fryseren. Pålægget skal være pakket godt ind, så det ikke tørrer ind, og fedtet ikke bliver harsk ved kontakt med luften.

Leverpostej

Leverpostej skal opbevares i køleskab i den originale emballage med en plastpose om. Den kan holde sig 4-6 dage i køleskabet efter åbning, og den holder længere, hvis den kun er ude af køleska­bet kort tid ad gangen.

Leverpostej kan holde sig 1 måned i fryser. Er der mug på en postej, skal du smide hele pakken ud.

Tilberedt kød

Tilberedt kød, der er stegt eller kogt, skal opbevares i køleskabet i en pose eller en anden lufttæt emballage.

Kødet kan holde sig cirka 5-6 dage i køleskab, hvis det er varmet grundigt igennem, kølet relativt hurtigt ned og opbevaret koldt ved højst 5 grader i en lukket beholder

Grillet kød skal du ikke gemme, fordi der ofte er problemer med hygiejnen, når kød bliver grillet. Bakterierne får nemmere ved at sprede sig, når du rykker ud af køkkenet og tænder op i grillen.

Sådan får du god grillhygiejne

Æg

Æg skal opbevares i køleskab og kan holde 3-4 uger. Æg kan derfor oftere holde sig længere tid end datomærkningen.

Slå ægget ud, hvis du er tvivl, om det er for gammelt. Hvis ægget lugter grimt, er det for gammelt.

Holdbarheden afhænger blandt andet af luften omkring

Beskyttende atmosfære: Kødvarer pakkes ofte i beskyttende atmosfære, altså en atmosfære, hvor luftsammensætningen er ændret, så den begrænser bakteriernes vækst.

Vakuumpakning: Mange bakterier skal bruge ilt for at formere sig – derfor kan kødvarer vakuumpakkes, hvor stort set alt luften suges ud af pakningen. Dermed begrænses de iltkrævende bakteriers vækst, og holdbarheden forlænges.

Derfor kan du med fordel vakuumpakke dit kød

Kilder: Fødevarestyrelsen, viskalspise.dk

Bekæmp madspild

Forbrugerrådet Tænk har udviklet appen For resten, der skal gøre det lettere for dig undgå madspild. Du får også tips til, hvordan du opbevarer din mad.

Download appen her