Gå til hovedindhold

Godt nyt til småbørnsforældre: Babymad testet fri for bisphenoler

Sidste år advarede norske Forbrukerrådet om fund af bisphenol A i babymad. Ny skandinavisk undersøgelse af 32 typer babymad finder ikke bisphenoler i et eneste produkt.

Christina Vejsgaard · Foto: Forbrugerrådet Tænk · 22. januar 2026
Opstilling af testet babymad i forskellig emballage

”Jeg er rystet! Er I i gang med at teste herhjemme?” 

”Jeg håber, I vil teste det danske marked.”

Da Forbrugerrådet Tænk i 2025 delte resultaterne af en norsk test, der havde fundet bisphenol A i færdiglavet babymad i forskellige slags emballage, var efterspørgslen efter en dansk test tydelig.

Bisphenol A har nemlig været forbudt i al emballage til babymad siden 2018, fordi det kan påvirke hormonsystemet og forbindes med fx tidligere pubertet og lavere sædkvalitet.

Derfor har vi nu – sammen med vores norske og svenske søsterorganisationer – testet 32 babymadsprodukter i forskellig emballage. 13 af produkterne er fra det danske marked.

Resultaterne er beroligende nyt til småbørnsforældre, der bruger de færdiglavede retter til at give børnene hurtig og nem mad. Vi fandt nemlig ikke noget i et eneste af de testede produkter – hverken bisphenol A eller nogle af de andre bisphenoler, vi testede for.

”Vi er meget glade og lettede over, at vi ikke har fundet skadelige bisphenoler i babymaden, heller ikke selvom vi kigger efter dem ved meget lave koncentrationer. Det er en virkelig god besked at kunne give danske forældre,” siger projektleder Stine Müller fra Forbrugerrådet Tænk Kemi.

Selvom babymaden er fri for de uønskede stoffer, er det en god idé kun at bruge de hurtige løsninger af og til – for eksempel når I er på farten.

Sveskemos og spaghetti på glas og pose

De 32 testede produkter fordeler sig på tre forskellige retter til de små: Spaghetti bolognese, sveskemos og grød med frugt, fx havregrød.

Vi har både testet babymad på klemposer, glas, plastikbøtter og poser. Enkelte produkter var pulver, der skal blandes op med vand, resten er færdig babymos.

Her er de testede produkter

Vi har testet følgende produkter fra det danske marked:

Spaghetti bolognese: 

  • Semper Spaghetti Bolognese (glas)
  • Semper Spagetti Bolognese (klempose)
  • Änglamark Pasta Bolognese (glas)
  • LoveMade Pasta Bolognese (plastik bøtte)
  • First Smile Spaghetti Bolognese (plastik bøtte)
  • Ellas's kitchen spag bol (klempose) 

Grød med frugt: 

  • Semper Havre-GRÖT Pear, banana & apple (pose/pulver)
  • Love Made Organic porridge Oat, quinoa, apple & cinnamon (klempose)
  • Semper Gröt puuro/Grød/grøt æble & blåbær (glas) 

Sveskegrød: 

  • Änglamark Katrinplommon/Sveske & Päron/pære (glas)
  • Fra Fejø Babymos blomme og æble (glas)
  • Ellas Kitchen Prunes (klempose)
  • Semper Sveske, pære & æble (klempose)

Andre mærker – testet af vores norske og svenske kollegaer – er: Nestlé, Ica I love eco, Hipp, Alex & Phil, Minstingen, Kolonihagen, LilleGo' og R (Rema 1000)

Fire af produkterne i testen svarer umiddelbart til produkter, der var med i den første, norske test, hvor der blev fundet bisphenol A. 

Ingen forklaring på forskellige resultater

Den første test fra Norge og den nye test på tværs af Danmark, Sverige og Norge er lavet på samme måde, og derfor kan testmetoden ikke forklare, at der er forskel på resultaterne.

De fem produkter, der var med i den første test, var købt i juni 2024, mens produkterne til den nye, større test blev købt i september 2025. 

Vi har spurgt en af de større producenter af babymad, om de ved, hvorfor bisphenolerne er forsvundet fra babymaden. De har ikke nogen forklaring på forskellen i testresultaterne.:

Læs hele producentens svar

Det er ejeren af varemærket Semper, Hero Denmark, som vi har været i kontakt med.

"Hero Denmark har ikke en forklaring på forskellene i jeres analyse­resultater. Eventuelt kan det skyldes, at den anvendte analysemetode har behov for at blive valideret i større omfang. Vi arbejder kontinuerligt på at sikre kvaliteten og kontrollen af vores produkter samt emballager i kontakt med produkterne. Analyse af BPA indgår i vores kontrolprogram, og ifølge disse er produkterne og emballagerne BPA-fri og sikre. Akkrediterede analysemetoder anvendes i vores BPA-kontroller og vi kan med stor interesse se, at jeres laboratorietests viser, at alle resultater ligger under detektionsgrænsen for jeres analysemetode.

Vi tager et langsigtet ansvar for vores produkter, som vi arbejder med løbende,” oplyser Nordic Corporate Communication Manager Hero Nordics, Anne Lindfeldt.

Kommentar fra Forbrugerrådet Tænk Kemi: Den anvendte metode er udviklet og valideret af et forskningsinstitut med henblik på at kunne måle lavere niveauer af bisphenoler end de metoder, som virksomheder og myndigheder typisk anvender. Det er grunden til, at vi har anvendt netop denne metode, da selv lave koncentrationer af BPA kan udgøre en risiko.

Derfor kan Stine Müller fra Forbrugerrådet Tænk Kemi kun gætte på, hvad der kunne være forklaringen.

”Det er muligt, at forskellen skyldes, at producenterne, i takt med at der er kommet et mere udbredt forbud mod anvendelsen af stoffet, er blevet ekstra opmærksomme på de uønskede stoffer, og har gjort en indsats for at komme helt af med dem i alle dele af deres produktion. Uanset hvad er vi rigtig glade for at se, at babymaden nu er uden,” siger hun.

Fødevarestyrelsen er også i gang med at teste babymad for bisphenoler. Resultaterne af den undersøgelse forventes senere på året.

Sådan gjorde vi

Babymaden blev undersøgt for indhold af forskellige bisphenoler inklusiv bisphenol A, S og F. Vi undersøgte ikke indhold eller afgivelse fra emballagen, men derimod indholdet direkte i maden. 

Her er listen over undersøgte bisphenoler: 

  • 4,4-bisphenol A
  • 2,4-bisphenol A
  • 4,4-bisphenol S
  • 2,4-bisphenol S
  • 4,4-bisphenol F
  • 2,4-bisphenol F
  • 2,2-bisphenol F
  • bisphenol AF
  • tetrabromobisphenol 

Testen er lavet i samarbejde med vores nordiske søsterorganisationer, Forbrukerrådet i Norge og Råd og Rön i Sverige. 

Læs mere om bisphenoler her