Gå til hovedindhold

Undgå nitrit i snackpølser

Madpakkens lille pølsesnack kan indeholde tilsætningsstoffet nitrit, som kan danne kræftfremkaldende stoffer. Men du kan også nemt finde snackpølser uden stoffet.

Christina Vejsgaard og Stine Müller · 2. februar 2026
Billede af forskellige snackpølser

Små spegepølser er en nem og hurtig lille snack til madpakken. Men ligesom andre typer kødpålæg kan de indeholde tilsætningsstoffet nitrit, der kan omdannes til kræftfremkaldende nitrosaminer i maden. 

I en ny gennemgang finder vi fem snackpølser med nitrit – og fire uden. Vi har kigget efter de snackpølser, som særligt henvender sig til børn enten i form af markedsføringen eller ved at være pakket ind individuelt, så de er nemme at have med i madpakken.

Indholdet er ikke et problem i sig selv

I Danmark har vi længe haft lavere grænser for indholdet af nitrit, og for nylig har EU også fulgt trop og sænket de europæiske grænser. Derfor er indholdet af nitrit i de enkelte snackpølser ikke bekymrende.

Men du bliver også udsat for nitrat, der kan omdannes til nitrit og nitrosaminer, naturligt fra anden mad og fra drikkevand. Derudover bliver du også udsat for andre problematiske stoffer andre steder fra og det er denne samlede udsættelse, der kan være problematisk. 

Snackpølserne er dog et af de steder, hvor indholdet ret nemt kan undgås. Det er sværere med drikkevandet og de grøntsager, der naturligt indeholder stoffet. Derfor er det en god idé at vælge pølser uden nitrit, særligt til børnene.

Lad dig ikke narre af den nuttede markedsføring

Selvom indpakningen prydes af sjove figurer og dyr, er indholdet ikke nødvendigvis anderledes end i andre pølser. Der gælder nemlig ikke særlige krav for pølser eller kødpålæg, som markedsføres til børn.

I de fleste tilfælde er de snackpølser, der markedsføres til børn, lidt mindre end andre pølser. Det gør dem dog ikke børnevenlige, for selv små snackpølser kan indeholde op til halvdelen af den mængde salt, et barn maksimalt bør få på en dag.

Fødevarestyrelsen anbefaler desuden, at du generelt skærer ned på mængden af forarbejdet kød som snackpølser. 

Når du køber forarbejdet kød, kan du gå efter nøglehullet for at få et produkt med et lavere indhold af fedt og salt. Ingen af de undersøgte snackpølser lever dog op til kriterierne for at få nøglehullet.

Sådan undgår du nitrit

Nitrit skal deklareres og har nummer E250. Tjek ingredienslisten for dette nummer.

Du kan også gå efter økologiske, danske produkter, som ikke må indeholde nitrit. Enkelte udenlandske økologiske kødprodukter har fået tilladelse til at bruge nitrit af udenlandske myndigheder. Tjek derfor for en sikkerheds skyld ingredienslisten, selv når snackpølsen er økologisk.

Pølser indeholder forholdsvis meget salt og fedt, og snackpølser bør derfor ikke være en fast del af madpakken/en daglig snack, heller ikke selvom du vælger nogen uden nitrit.

Server spegepølsemadder i stedet for. På den måde bliver snacken ernæringsmæssigt mere balanceret.

Nitrat i drikkevand og grøntsager

Der findes naturligt nitrat i grøntsager, som omdannes til nitrit. Det er blandt andet derfor, at myndighederne anbefaler, at små børn på 4-6 måneder ikke får rødbede, spinat, fennikel, selleri og rucolasalat. 

Der er også nitrat i drikkevand, blandt andet som et resultat af gødskning i landbruget. Men ligesom for nitrit som tilsætningsstof, har myndighederne fokus på at sænke grænsen for, hvor meget nitrat, der må være i drikkevandet. 

Undersøgelser peger nemlig på, at der kan være en sammenhæng mellem nitrat i drikkevand og sygdom, herunder især tarmkræft.

Det siger producenterne

  • Hos Atria Danmark producerer vi flere varianter af mini-salami, både med og uden nitrit, dette for at give vores forbrugere mulighed for at kunne vælge det de helst vi have.

    Generelt kan vi sige, at de mini-salamier vi producerer, overholder de danske grænser for tilsat nitrit, disse grænser er lavere end dem der gælder i resten af EU.

    Det er korrekt at vores økologiske mini-salami indeholder rødbedepulver. Rødbedepulveret bruges til at give både smag og farve til produktet. Det rødbedepulver vi anvender er fremstillet af almindelige rødbeder, der er tørret og pulveriseret. Det indeholder ikke et højt indhold af nitrat, og udgør derfor ikke en kilde til nitrat/nitrit.