Forbrugerrådet Tænk

Få testresultater, anbefalinger og hjælp til køb

Bliv medlem

Social

Titel

Sådan har vi testet robotplæneklippere

Forbrugerrådet Tænk har testet 19 robotplæneklippere. Læs her, hvordan vi tester, og hvordan vi bedømmer robotplæneklipperne.
Af Thorben Bayer
28. Maj 2018

Robotplæneklippere er testet

Forbrugerrådet Tænk har testet 19 robotplæneklippere fra AL-KO, Ambrogio, Bosch, Gardena, Husqvarna, John Deere, McCulloch
Robomow, Stiga, Viking og Worx.

Testene er udført i 2017 og 2018.

Plæne med forhindring

Plæneklipning er testet på 100 kvadratmeter græsplæne med forhindringer som blomsterbed, træer og stakit. Plænerne blev bedømt af gartnere efter en, to og tre omgange med fem dages mellemrum. Andre test blev udført på plæner af 50 kvadratmeter, hvor maskinerne klippede fugtigt græs og græs på cirka ti centimeters højde. Endelig bedømte vi robotternes evne til at klare ujævne plæner med mange bump, skrånende plæner på cirka 20 graders hældning og endelig deres evne til at klippe til kanten af hegn og bed.

Gartnere bedømmer brugervenlighed

Brugervenlighed er bedømt af gartnere og dækker over, hvor nemt det er at installere, oplade, flytte, programmere og vedligeholde robotterne samt værdien af den medfølgende brugervejledning.

Batteriet testet på stor plæne

Batterierne er testet på en 400 kvadratmeter stor plæne, hvor robotterne fik lov til at køre, indtil de løb tør for strøm. Vi målte også, hvor lang tid robotterne var om at lade batteriet fuldt op.

Energien måles pr. opladning

Energiforbrug er udregnet ved forholdet mellem, hvor meget strøm der går til at oplade batterierne, og hvor mange kvadratmeter græs robotten derefter kan slå.

Støjen er målt med decibelmåler

Støj er målt i cirka 1,6 meters højde tæt på maskinen med en decibelmåler og vurderet subjektivt på ti meters afstand.

Sikkerheden er blevet test

Vi har testet sikkerheden af robotplæneklipperne ved at undersøge hvordan robotten reagerer i forskellige situationer, som når man rører robotten mens den kører, når den bliver taget op og når den kører imod en sko. Derudover bliver robotterne testet for om de overholder elektriske og mekaniske sikkerhed.

Sikkerhed vægtes ikke, men begrænser det samlede resultat, hvis en robot ikke består en eller flere af sikkerhedstestene.

Den samlede bedømmelse vægtes således:

  • Plæneklipning 60 %,
  • brugervenlighed 15 %,
  • batteri 15 %,
  • energiforbrug 5 %,
  • støj 5 %.

Testen er udført i samarbejde med andre forbrugerblade i International Consumers Research and Testing, ICRT.

Læs mere om, hvordan Forbrugerrådet Tænk tester