Gå til hovedindhold

Bedst i test: Få hjælp til at finde en god opvaskemaskine

Lidt mere end hver tredje opvaskemaskine klarer sig godt, når vi tester, hvor gode de er til at vaske op, hvor lidt energi de bruger, og hvor nemme de er at betjene. Se vores anbefalinger her.

Julie Trolle Boding · Foto: Getty Images · 9. april 2026
Disse opvaskemaskiner bedst i Test  - med logo

Hvordan finder du en opvaskemaskine, som er god til at vaske og tørre service, er nem at betjene og rengøre, og som har et lavt energiforbrug?

Opvaskemaskinen er en dyr investering, og den skal holde i mange år, så derfor er det ikke ligegyldigt, hvilken maskine du køber.

Forbrugerrådet Tænk tester løbende opvaskemaskiner, så du nemt kan finde den bedste opvaskemaskine til dit behov.

Hovedkonklusionerne fra testen af opvaskemaskiner

  • Kun lidt mere end hver tredje opvaskemaskine opnår bedømmelsen "god". Få mærker dominerer toppen af testen. 
  • Du kan få en god opvaskemaskine for ca. 4.000 kroner og op, men der er også en simpel opvaskemaskine til under 3.000 kroner, som klarer sig godt i testen. 
  • Vær opmærksom på, at en del opvaskemaskiner er såkaldte kampagnemodeller, så det kan betale sig at følge prisen
Se hele testen af opvaskemaskiner

Få opvaskemaskiner klarer testen godt

I vores test opnår kun 27 ud af 71 maskiner bedømmelsen ”god”. Resten af maskinerne får bedømmelsen "middel". 

”De maskiner, der ligger i toppen af testen, både vasker og tørrer godt, og samtidig har de et lavt forbrug af el og vand”, forklarer Gitte Sørensen, testansvarlig hos Forbrugerrådet Tænk.  

Hun understreger, at opvaskemaskinerne i standardstørrelse generelt klarer sig bedst i testen, og hvis du mangler plads i dit køkken, er en smal opvaskemaskine et bedre valg end en bordmodel, som vasker og tørrer dårligt og bruger meget energi og vand i forhold til, hvor lidt du kan vaske op i maskinen. 

Et par mærker dominerer toppen

For nogle grupper af hårde hvidevarer er det blandet, hvilke mærker der klarer sig bedst i test, men inden for opvaskemaskiner, er der en klar tendens til, at en række mærker leverer de bedste opvaskemaskiner. 

”Miele og Bosch/Siemens fylder meget i toppen af testen, og deres nye modeller klarer sig også godt i vores seneste opdatering af testen”, fortæller Gitte Sørensen. 

Næsten alle de nyeste modeller har energimærke A. Energimærket bliver uddelt efter ecoprogrammet. 

Sådan tester vi opvaskemaskiner

Testen af opvaskemaskiner er uvildig og er udført på et anerkendt laboratorium. Vi udvælger og køber selv opvaskemaskinerne. Producenterne har derfor ingen indflydelse på testresultaterne.

Når vi tester opvaskemaskinerne, ser vi på:

  • Vaske- og tørreevne
  • Tidsforbrug
  • Vand- og elforbrug
  • Brugervenlighed
  • Støj
  • Byggekvalitet

I vores nuværende samt tidligere test finder flere typer af opvaskemaskiner: 

  • Underbygget opvaskemaskine
    Er beregnet til at bygges ind under køkkenbordpladen. Du kan stadigvæk se fronten på maskinen.
  • Integreret opvaskemaskine
    Er også beregnet til at stå under køkkenbordpladen. Fronten er gemt bag en skabslåge, så opvaskemaskinen bliver helt integreret i dit køkken.
  • Smal opvaskemaskine
    Smalle opvaskemaskiner er typisk 45 cm bredde og findes både til underbygning og som fuldt integreret.
  • Bordopvaskemaskine
    Bordopvaskemaskiner, står på bordet og er til dig med meget lidt plads.
  • Skuffeopvaskemaskine
    Opvaskemaskinen ligner en skuffe, og er fuldt integreret i dit køkken.
  • Fritstående opvaskemaskine
    En fritstående opvaskemaskine er beregnet til at stå midt i køkkenet, hvor du har plads. 

I vores seneste test finder du følgende mærker:

AEG, Asko, Blomberg, Bosch, Cylinda, Electrolux, Elvita, Hisense, Grundig, Ikea, LG, Logik, Miele, Point, Samsung, Scandomestic, Senz, Siemens, Wasco og Whirlpool.

Se og sammenlign opvaskemaskiner her

Hvad koster en god opvaskemaskine?

Vores test viser, at de helt billige opvaskemaskiner sjældent klarer sig så godt. De er støjende, og de får et middelmådigt resultat i vaske- og tørretesten. Blandt de senest testede opvaskemaskiner er der dog en simpel maskine til under 3.000 kroner, som klarer sig godt i testen. 

Vores test viser på den anden side også, at du ikke behøver at gå efter de dyreste modeller for at få en god opvaskemaskine. 

”Man kan få gode opvaskemaskiner fra ca. 4.000 kroner op og – måske endda billigere, hvis man er heldig. Vær opmærksom på, at en del opvaskemaskiner bliver brugt som kampagnemodeller, fx vores nuværende testvinder. Normalprisen er 12.000 kroner, men den er ofte på tilbud til 6.000 kroner,” fortæller Gitte Sørensen, testansvarlig hos Forbrugerrådet Tænk. 

divembed_prisudvopv

Disse opvaskemaskiner anbefaler vi

Vi anbefaler i alt fire opvaskemaskiner. 

  • En bliver Bedst i test. Testvinderen er en integreret maskine. 
  • Den bedste underbygningsopvaskemaskine. 
  • En billig model til under 3.000 kroner. 
  • Den bedste smalle opvaskemaskine. 

Vil du læse hele artiklen om opvaskemaskiner?

Login her eller få adgang til denne artikel og hele tænk.dk for

58 kr. / måned

Ved køb af 12 måneders medlemskab til 695 kr.

Allerede medlem?