Bedste vaskemiddel til kulørt vask – disse to er bedst
Hvilke vaskemidler er bedst til at vaske tøjet rent og bevare farverne? Se de to bedste i test
Vaskemidler til kulørt vask indeholder ikke blegemidler, der hurtigt får tøjet til at miste farven. Derfor skal du vælge det til dit farvede vasketøj. Men skal du vælge flydende vaskemiddel eller pulver? Vi har testet begge dele og fremhæver to vaskemidler, som det bedste valg.
Hovedkonklusioner fra testen af vaskemidler til kulørt vask
- De flydende vaskemidler vasker tøjet mest rent
- Nogle vaskemidler fjerner pletter dårligere end vand
- Allergimærket er ikke en garanti for at midlet ikke er miljøbelastende
Test af vaskemidler
Vi har sendt 18 forskellige vaskemidler til kulørt vask på laboratorium for at teste, hvor gode de er. I testen har vi undersøgt:
- Vaskeeffektivitet: Hvor godt fjerner vaskemidlerne forskellige typer af pletter
- Farvebevarelse: hvor godt bevares farverne i tøjet efter 20 vaske
- Emballage: Er emballagen lavet af genbrugsplast
- Indhold af problematiske stoffer som for eksempel er mistænkt for at være hormonforstyrrende
- Miljøbelastende indhold
- Om producenten klart og tydeligt fortæller om indholdet
Vi har testet vaskemidler fra disse mærker
Vi har testet flydende vaskemiddel og vaskepulver fra:
A+, Biotex, Formil, Grøn Balance, Hello Sensitive, Neutral, OMO, Rema 1000, Salling, Savin, Sonett, Waves og Änglamark
Flydende vaskemiddel vasker farvet tøj mest rent
Den overordnede konklusion på testen er, at et godt flydende vaskemiddel er et bedre valg til kulørt tøj. Det bedste flydende vaskemiddel får en samlet bedømmelse på 68%, mens de to bedste vaskepulvere i testen for en bedømmelse på 56%
Pulvervaskemiddel slider desuden mere på farverne, og der er en risiko for, at der efter vask kan sidde uopløst sæbe i tøjet, som små hvide prikker.
Hvad er bedst for miljøet - vaskepulver i papæske eller vaskemiddel i plastikdunk?
Organisationen Plastic Change råder til at man bruger flydende vaskemiddel, da vaskepulver kan slide mere på tøjet og i højere grad, kan få tøjet til at frigive mikroplast.
Vores undersøgelser viser, at vaskemidlets emballage har en lille betydning, når det kommer til at vaske miljøvenligt. Det er langt vigtigere, at vaskemidlet vasker tøjet rent og at du ikke vasker dit tøj så ofte.
Et godt valg af vaskemiddel kan være flydende til kulørt tøj, da det er bedre og slider mindre, og pulver til hvidt tøj, da det er den eneste type, der indeholder blegemiddel, som kan holde tøjet hvidt.
Nogle vaskemidler fjerner pletter dårligere end vand
Vaskemidler beregnet til kulørt vask er sjældent de bedste til at fjerne farvede pletter. Det skyldes, at vaskemidlerne netop er beregnet til at bevare farverne i tøjet og den mest effektive måde at fjerne pletter på, er ved at blege dem. Der er dog forskel på vaskemidlernes vaskeeffektivitet, og nogle er markant bedre til at fjerne pletter end andre. To er dårligere end vand til at fjerne særligt to typer af pletter.
I alt får fire vaskemidler ’under middel’ i vaskeffektivitet, som er en samlet vurdering af hvor gode vaskemidlerne er til at fjerne flere forskellige typer pletter.
Allergimærket vaskemidler kan godt være miljøbelastende
Vil du gerne undgå allergifremkaldende stoffer, når du vasker dit tøj, kan du med fordel gå efter Asthma Allergy Nordic mærket. Du skal blot være opmærksom på, at det ikke er en garanti for at vaskemidlet ikke indeholder stoffer som er mistænkt for at være hormonforstyrrende eller som er miljøbelastende.
Et af de vaskemidler vi har testet, som har Asthma Allergy Nordic mærket, Indeholder fx LAS, som skader vandmiljøet. LAS er en forkortelse for en gruppe tensider (stoffer der kan opløse fedt og snavs). Gennem tiderne har LAS været et af de mest anvendte overfladeaktive stoffer i vaske- og rengøringsmidler til private husholdninger. Selvom myndighederne tidligere har opfordret til ikke at putte LAS i fx vaskemidler, så findes stoffet stadig i flere vaskemidler.
Vaskemidler, som er Svanemærkede eller miljømærkede med EU-Blomsten (EU Ecolabel), garanterer, at produkterne er blandt de mest miljøvenlige.
Allergimærket Asthma Allergy Nordic sikrer, at du undgår parfume og andre mulige allergifremkaldende stoffer. Parfume har ingen betydning for, hvor rent dit tøj bliver.
Her er de bedste vaskemidler til kulørtvask
De otte bedste vaskemidler i vores test har både miljømærket Svanen og Allergimærket Asthma Allergi Nordic. Og det viser at du godt kan vaske tøjet rent og både passe på dig selv og miljøet. Et vaskemiddel får Bedst i Test, og et får vores Anbefaler logo, fordi det er godt, og tilmed blandt de billigste.
Tak, fordi du læser med
Som medlem får du adgang til alle test og artikler på tænk.dk for
58 kr. / måned
Ved køb af 12 måneders medlemskab til 695 kr.
Kan vaskebolde vaske tøjet rent?
Vaskebolde og vaskeæg lover at være gode for miljøet, allergivenlige og bakteriedræbende. Forbrugerrådet Tænk har testet, om der er hold i påstandene.
Vasker vaskenødder tøjet rent?
Sæbebær, vaskenødder, sæbenødder og vaskeskaller. De sælges under mange navne som et miljøvenligt alternativ til vaskemiddel, men hvad er det og virker det?
Vaskeark virker ikke
Vasker du dit tøj med vaskeark, bliver det ikke mere rent, end hvis du vasker med vand alene. Vaskearkene lever desuden ikke op til producenternes påstande om bæredygtighed og klimahensyn.