Hvilken emhætte giver det bedste indeklima?
Emhætten skal fjerne fedtos og damp fra køkkenet. Men hvilke emhætter er mest effektive? Og hvordan er brugervenlighed og støjniveau? Vi har testet emhætter og peger på fire gode emhætter.
Måske opdager vi det ikke med det samme, hvis emhætten virker dårligt. Dampen fra den kogende pasta forsvinder og sætter sig som fugt i boligen, og fedtpartiklerne fra stegepanden gemmer sig måske i første omgang langs kanterne på fedtfilteret. Og de sundhedsskadelige partikler fra madlavningen forsvinder ud i boligens indeklima.
Men selvom emhættens effekt er mere eller mindre synlig, så er det vigtigt for indeklimaet, at den fjerner både damp, stegeos og partikler fra madlavningen.
Det kan dog være svært at bedømme, hvor godt de forskellige emhætter virker, når du kigger på den i butikken eller i en webshop. Derfor tester vi emhætter på et uafhængigt laboratorie.
De vigtigste konklusioner fra testen af emhætter
- Pris og kvalitet hænger ikke – altid – sammen.
- Der er meget stor forskel på, hvor effektivt emhætterne fjerner fedt og damp fra madlavningen.
- Vær opmærksom på støjniveauet fra emhætten, da der er en forskel på helt op til 20 dB på den mindst og mest støjende emhætte.
Pris og kvalitet hænger ikke altid sammen
Vores test viser, at pris og kvalitet ikke hænger sammen – i hvert fald ikke altid.
”Hvis du køber en meget billig emhætte, så er den nok ikke blandt de allerbedste. Men der er også nogle af de dyre modeller, der ikke klarer sig godt i vores test,” forklarer Gitte Sørensen, testansvarlig hos Forbrugerrådet Tænk.
Den billigste emhætte i vores test koster omkring 500 kroner, mens den dyreste koster omkring 20.000. Blandt de bedste i testen er der dog flere emhætter til omkring 5.-6.000 kroner.
”Så man kan sige, at du ikke nødvendigvis skal give en masse penge for en ny emhætte, men de allerbedste koster lidt”, siger Gitte Sørensen.
Fjerner emhætten fedt og damp fra madlavningen?
Der er meget stor forskel på, hvor effektivt emhætterne fjerner fedt og damp fra madlavningen – og det er ikke nødvendigvis de samme emhætter, der er gode til at fjerne henholdsvis fedt og damp.
”Ideelt set skal alt fedt fra madlavningen op i emhættens filter. Nogle af emhætterne er virkelig effektive, og nogle af dem er virkelig ikke særlig effektive,” siger Gitte Sørensen.
Hvis emhætten er dårlig til at opsamle fedtet, vil det sidde rundt på kanten af filteret, hvorfra det kan dryppe ned på kogepladen igen – eller det kan ryge op i aftrækskanalen.
Samtidig er der stor forskel på, hvor godt emhætterne fjerner damp, når du koger vand på komfuret.
Hvor meget støjer emhætterne?
Emhætter larmer – men hvis de larmer for meget, er der risiko for, at du undlader at tænde den.
Vi har målt emhætternes støjniveau, og testen afslører, at de bedste emhætter har et støjniveau på 47 dB, mens de mest larmende emhætter har et støjniveau på 67 dB, hvilket svarer til den gennemsnitlige larm fra en støvsuger.
Det er en stor forskel, hvis du fx skal føre en normal samtale, mens emhætten kører. En normal samtale ligger omkring 60 dB, så forskellen er, om du kan tale normalt, eller om du skal råbe, mens emhætten kører.
Disse emhætter er Bedst i test
Her kan du se, hvilke emhætter vi anbefaler. To emhætter bliver Bedst i test – der er tale om en væghængt emhætte samt en emhætte til underbygning, der sidder under et skab over kogepladen. Vi anbefaler yderlige to emhætter, der klarer sig godt i testen, nemlig en frithængende model samt en lidt smallere emhætte på 60 cm.
Vil du se hvilke emhætter der er Bedst i Test?
Login her eller få adgang til denne artikel og hele tænk.dk for
58 kr. / måned
Ved køb af 12 måneders medlemskab til 695 kr.
Overvejer du en ny emhætte? 6 gode råd til at undgå fejlkøb
En dårlig emhætte er irriterende og påvirker dit indeklima. Tjek derfor disse seks gode råd, inden du vælger en ny emhætte til dit køkken.
Bedst i test: Få hjælp til at finde en god opvaskemaskine
Lidt mere end hver tredje opvaskemaskine klarer sig godt, når vi tester, hvor gode de er til at vaske op, hvor lidt energi de bruger, og hvor nemme de er at betjene. Se vores anbefalinger her.