Forbrugerrådet Tænk

Få testresultater, anbefalinger og hjælp til køb

Bliv medlem

Social

Titel

Sådan har vi testet vaskemaskiner

Forbrugerrådet Tænk har testet vaskemaskiner med kapacitet på 5-10 kg. Vi har udvalgt et bomuldsprogram og et syntetisk program på 40° til test af vaskeevne, el-, vand- og tidsforbrug. Vægten er lagt på vaskeevne samt forbruget af el, vand og tid.
Af Jesper Frydland-Raun
7. April 2016
Sådan har vi testet vaskemaskiner
Foto: iStock

Hvordan vasker maskinen?

Vaskeevnen er testet ved at fylde maskinerne op til 80 % af den angivne kapacitet, hvilket er, hvad de fleste gør i hjemmet. Simulerede pletter af olivenolie, fedt, blæk og kosmetik blev vasket sammen med t-shirts, lagner, cowboybukser og andet vasketøj.

Hvor godt skyller vaskemaskinen?

Skylleevnen angiver, hvor godt maskinerne skyllede tøjet fri for sæberester. Den er testet ved at centrifugere vasketøjet umiddelbart efter vask ved 2.800 omdrejninger i minuttet. Sæbeindholdet blev målt i restvandet.

Hvordan er centrifugeringsevnen?

Centrifugeringsevnen er målt ved vejning af vasketøjet før og umiddelbart efter vask. Forskellen er lig indholdet af vand.

Jo mindre vand, jo bedre centrifugerer maskinen.

Hvordan er vand- og strømforbruget?

Strøm- og vandforbrug er målt under testen og bedømt ud fra maskinens kapacitet for at give det mest retvisende billede ved sammenligning af maskinerne.

Er vaskemaskinen brugervenlig?

Brugervenligheden er bedømt af 3 personer for alle tænkelige aspekter ved maskinen i forhold til, hvor nem den er at arbejde med.

Der er set på, om lågen kan åbne helt, om sæbeskålen er nem at tage ud og om betjeningspanelet er logisk udformet.

Brugervejledningen er desuden bedømt for, hvor fyldestgørende den er og hvor let den er at forstå.

Hvor lang tid tager vasken?

Tidsforbruget for de testede programmer vægter i testen. I skemaet er det angivet for et 40° bomuldsprogram med 80 % fyldt tromle og med en fuld tromle på en 40 graders syntetisk vask.

Larmer maskinen?

Støjen er bedømt af 5 laboratorieassistenter, der hver især vurderede, hvor meget maskinen støjer, når den henholdsvis vasker og centrifugerer.

Resultaterne vægtes således:

    • Vaskeevne 45 %
    • Vand- og strømforbrug 15 %
    • Skylleevne 10 %
    • Centrifugering 10 %
    • Brugervenlighed 10 %
    • Tidsforbrug 5 %
    • Støj 5 %

    Testen er udført i samarbejde med andre forbrugerblade i International Consumer Research & Testing, ICRT.

    Læs mere om, hvordan Forbrugerrådet Tænk tester