Gå til hovedindhold

Energimærkningen på vaskemaskiner afspejler ikke altid sandheden

Energimærket på vaskemaskiner afspejler kun virkeligheden, hvis du vasker på spareprogrammet Eco 40-60. Uanset om du bruger programmet eller ej, har det betydning for din tøjvask.

Julie Damkjær · Foto: Getty Images · 5. februar 2026
Vaskemaskine hvor der er zoomet ind på energimærkningen

Vaskemaskiner skal ifølge det nye energimærke have et vand- og energisparende program under navnet Eco 40-60. Når vaskemaskiners energimærke bestemmes, gøres det ud fra energiforbruget ved Eco 40-60-programmet. Vaskeprogrammet er derfor meget energibesparende.

Sådan er reglerne for Eco 40-60

  • Eco 40-60 skal kunne renvaske normalt snavset bomuldstøj, der er egnet til vask ved 40 eller 60 grader i samme vask.
  • Der er ingen krav om, hvor høj temperaturen skal være på Eco 40-60-programmet. 

I mange tilfælde er temperaturen en del under 40 grader. Jo mindre tøj du har fyldt i maskinen, jo lavere er temperaturen – typisk helt ned til 25 grader ved en kvartfyldt vaskemaskine. 

Vaskemaskiners energiforbrug afviger fra deres energimærke

Vores testresultater viser, at vasker du dit tøj på en bomuldsvask på 40 grader, eller en syntetisk vask på 30 grader, så matcher mange af vaskemaskinens energiforbrug ikke længere maskinens energimærke. 

Flere vaskemaskiner med energimærke A, som burde være de mest energisparende maskiner, har vi målt til at have et højere energiforbrug i vores test. 

Vaskemaskinerne, der har et lavt energiforbrug i vores test, har derfor alt fra energimærke D til A.

Vaskemaskinen eco 40-60
Eco 40-60 vaskeprogrammet er ofte det mest energibesparende program.

Sådan bruger du bedst Eco 40-60 programmet

Vil du være sikker på, at din vaskemaskines energiforbrug matcher maskinens energimærke, skal du bruge programmet Eco 40-60.

Eco 40-60 er et mere miljøvenligt program, der typisk vasker ved lave temperaturer. Brug derfor et vaskemiddel, der også er beregnet til koldvaske.

Eco 40-60 programmerne sparer desuden på vandet, hvilket, ligesom energibesparelser, er bedre for miljøet. Et lavt vandforbrug i din vaskemaskine kan dog gøre, at der efterlades sæberester i dit tøj. Er din hud følsom, så brug et allergivenligt vaskemiddel, hvis du vasker ved Eco 40-60-programmet.

Her skal du ikke bruge Eco 40-60

Sengetøj, håndklæder, undertøj, karklude og tøj, der kan indeholde bakterier eller støvmider skal vaskes ved min. 60 grader

Brug ikke Eco 40-60 til den type vasketøj, da vandet ikke bliver varmt nok.