Forbrugerrådet Tænk

Få testresultater, anbefalinger og hjælp til køb

Bliv medlem

Social

Titel

Flytte hjemmefra: Sådan kommer du godt fra start

Økonomien kan være svær at få styr på, når du flytter hjemmefra. Læs her, hvordan du kommer på forkant med indflytning, internet og boligsikring.
Af Mette Andrea Boesgaard
6. September 2017
Gode råd, når du flytter ind
Foto: iStock

Planlæg din flytning i god tid

Flytte hjemmefra skal alle før eller siden. Det er dyrt, men du kan spare penge, hvis du planlægger flytningen i god tid og får et overblik over din økonomi.

Gode tips til at få styr på det mest basale, når du flyttet hjemmefra, kan du få her.

Læg et budget

Et budget kan hjælpe dig, så du ikke bruger flere penge, end du har. Når du flytter hjemmefra, er det vigtigt, at du ikke bruger alle pengene på sjov og ballade. Du skal også betale dine regninger og have mad på bordet.

Budgettet er godt at have styr på, inden du flytter hjemmefra. Husk også at justere dit budget, når dine indtægter og udgifter ændrer sig.

Sådan lægger du et budget

Spar tid og penge på mad

Madplaner sparer dig penge og tid. Sæt dig ned én gang om ugen og gennemgå opskrifter og tilbudsaviser. Ud fra det laver du din madplan. Lav også gerne store portioner, som du kan fryse ned eller varme op dagen efter.

Sådan laver du en god madplan

Mange indkøb i løbet af ugen betyder, at du bruger meget tid i supermarkedet, og det øger risikoen for impulsindkøb. Spar tid ved at handle ind én gang om ugen. Undgå impulsindkøb ved at holde dig til din indkøbsliste.

Undgå at blive snydt af supermarkedets tricks

Bofæller giver en økonomisk fordel, fordi I kan deles om et madbudget, og det giver typisk mindre madspild. Bor du sammen med en eller flere, er et fælles madbudget værd at overveje. 

Undersøg internet og tv i dit nye hjem

Internet betaler du i visse tilfælde over huslejen. Hvis internettet ikke bliver betalt over huslejen i dit nye hjem, skal du undersøge andre internetløsninger. Kig efter udbydere, som bedst passer til dit behov og pengepung.

Sådan får du billigere internet

Internet kan du køre over din smartphone, hvis du bor alene. Mange mobilabonnementer indeholder meget data, som du med fordel kan bruge som internet i stedet for at tilkøbe bredbånd.

Få hjælp til at finde det billigste mobilabonnement

TV-pakken kan du overveje at droppee, hvis du har mulighed for det. Måske kan dit underholdnings- og informationsbehov blive dækket andre steder, så du ikke har brug for en pakke.

Hvilken tv-pakke skal du vælge?

El-leverandører kan findes billigere og grønnere

El-måleren skal du aflæse senest 5 dage efter indflytning. Du skal sende informationerne til det selskab, som leverer energi til bopælen. Så er du sikker på, du ikke kommer til at betale for tidligere lejers el-forbrug.

El-regningen kan blive billigere, hvis du undersøger priser hos forskellige el-selskaber. Det er nemt at skifte, men du skal undersøge, hvad du forventer dit kommende el-forbrug bliver. Du kan eventuelt spørge dine venner, hvor meget el de bruger om året.   

Find den bedste el-aftale til dit behov

Køb en indboforsikring

Indboforsikringen dækker skader på eller tab af ejendele, hvis du bliver ramt af indbrud, hærværk eller andre uheld. Hvis du ikke er forsikret, skal du selv betale for skader eller mistede ting, hvis uheldet er ude.

Ansvarsdækning får du altid med i en indboforsikring. Den dækker, hvis du kommer til at give andre mennesker varige mén i en ulykke eller på anden måde kommer til at skade andre eller deres ting.

Find den bedste indboforsikring til dit behov