Det skal du vide om debetkort
Med et debetkort fra Visa eller Mastercard, kan du ikke hæve flere penge, end der er på din konto. Få styr på fordele og ulemper ved et debetkort.
Måske kalder du bare alle dine betalingskort for ’kreditkort’, men det er særligt én vigtig forskel på debetkort og kreditkort, som du skal kende:
Et kreditkort er et betalingskort med en tilknyttet kredit, som gør det muligt for dig at låne nogle penge med en relativt kort betalingsfrist - debetkortet et betalingskort med saldokontrol. Det betyder, at du kun kan bruge det beløb, der står på din konto. Begge typer af kort tilbydes af fx Visa og Mastercard.
Her får du svar på:
Hvad kendetegner et debetkort?
- Debetkort fra Visa eller Mastercard er et betalingskort med saldokontrol. Det betyder, at du kun kan bruge det beløb, der står på den konto, som er knyttet til kortet.
- Debetkort fra Visa og Mastercard kan fås i de fleste banker.
- Debetkort kan være en god idé, hvis du er nervøs for at bruge flere penge, end du har til rådighed på din konto.
- Langt de fleste butikker modtager debetkort. Det samme gælder for de fleste onlinebutikker og udenlandske butikker, der tager imod kort.
- Debetkort bliver ofte også tilbudt til unge under 18 år. Minimumsalderen kan variere fra bank til bank.
Beløbet trækkes fra din konto med det samme
Debetkort er direkte tilknyttet din konto, så når du bruger dit kort, bliver beløbet trukket samme dag eller dagen efter.
I nogle tilfælde vil beløbet ikke stå som trukket, men som reserveret. Du vil ikke have adgang til de reserverede beløb. Af kontooversigten vil der fremgå et saldobeløb samt et rådighedsbeløb.
Prisen for et debetkort
Debetkort er gratis at få, men det kan koste et årligt gebyr hos din bank. Det årlige gebyr er typisk på mellem 0 og 250 kroner.
Butikkerne skal betale et gebyr, hver gang du betaler med dit debetkort. En andel af gebyret bliver sendt videre til din bank som provision.
Når du betaler med et debetkort fra Visa eller Mastercard betaler butikkerne et mindre gebyr, end hvis du betaler med et kreditkort. Dankortet er dog billigst for de fleste butikker.
Får butikkerne større omkostninger ved at modtage kortbetalinger, kan de på sigt være nødt til at hæve deres priser. Så bliver varerne dyrere for alle forbrugere.
Betaler du med et debetkort uden for Danmark, men inden for EU/EØS-lande, Schweiz og Storbritannien betaler du et valutagebyr. EØS er det europæiske økonomiske samarbejde og indeholder blandt andet Norge og Island, som ikke er EU-medlemmer. Betaler du med dit debetkort uden for EU, betaler du hæve- og valutagebyrer.
Indsigelse hos banken med debetkort
Debetkort fra Visa og Mastercard giver dig generelt bedre muligheder end Dankortet for at lave indsigelse hos din bank og få pengene tilbage, hvis du har købt et produkt, du ikke har modtaget.
Debetkort og ekstra beskyttelse ved misbrug
Som alle andre betalingskort kræver debetkort Direct 2-faktor godkendelse ved onlinehandel. 2-faktor godkendelse beskytter dit betalingskort mod onlinesvindel og kræver, at du bekræfter din identitet ved onlinekøb via dit MitID eller en personlig sikkerhedskode.
Mastercard har funktionen Geografisk sikkerhed som sikrer, at dit kort ikke kan bruges i pengeautomater, banker, butikker og online i regioner uden for EU, uden at du har gjort det muligt. Det sikrer dig mod svindel i og fra udlandet.
Optimer din privatøkonomi og spar penge
Som medlem kan du få 25% rabat på uvildig økonomirådgivning hos UvildigRaad.
Sådan får du et overblik over din økonomi
Brug Forbrugerrådet Tænks guide til at gennemgå din økonomi, så du får dannet dig et overblik og kan optimere dit budget.
Begravelse: Få styr på udgifterne
Hvad koster en begravelse, og hvilke af bedemandens poster kan du selv klare? Hvordan finder du en bedemand? Og hvad skal du ellers huske? Få overblik her.