Opkald fra svindlere: Undgå at blive snydt | Forbrugerrådet Tænk
Forbrugerrådet Tænk

Få testresultater, anbefalinger og hjælp til køb

Bliv medlem

Social

Titel

Opkald fra svindlere: Undgå at blive snydt

Telefonen ringer fra et nummer du ikke kender. Du tager den og taler med en, der vil ”hjælpe” dig med din computer. Et fupopkald. Hvad skal du gøre?
Af Helle Marie Koefoed
8. November 2018
Foto: Getty Images

Telefonsvindlere vil narre dig

Opkald fra ukendte telefonnumre og numre, du ikke kender, kan være fra kriminelle. De vil prøve at lokke dine personlige oplysninger ud af dig over telefonen.

Svindlerne ringer som regel og fortæller dig, at de er fra Microsoft eller Apple, og at de vil hjælpe dig med at sikre din PC eller Mac. I virkeligheden ”guider” de dig til at give dem adgang til den.

Opkaldet kan også have til hensigt at få dig til at ringe op til telefonnummeret igen, og så ringer du i virkeligheden op til et betalingsnummer, som trækker et stort beløb via din telefonregning.

Kan du spotte et nummer fra en svindler?

Telefonnumrene bag fupopkaldene kan være svære at genkende som svindelnumre. De kan nemlig både være hemmelige numre, have dansk område-kode og ligne de numre, som danske virksomheder har.

Tager du telefonen, kan du spotte en svindler på:

  • Personen taler ofte engelsk
  • Opkaldet handler om at få personlige oplysninger ud af dig
  • Personen påstår, at han vil hjælpe dig med din computer.
  • Svindleren vil ofte forsøge at skræmme dig til at udlevere dine oplysninger, for eksempel ved at sige, at der er virus på din computer, eller at din ven er i problemer og har brug for penge

Ukendt nummer: Kender du nummeret der ringer?

Fupopkald kan du i nogle tilfælde genkende ved at kigge på nummeret, der ringer. Danske telefonnumre kan du kende ved, at det har 8 cifre eller har landekoden +45 og 8 cifre bagefter.

Ringer et ukendt udenlandsk nummer med mere eller mindre end 8 cifre eller en ukendt landekode, skal du ikke ringe tilbage til nummeret. Er opkaldet vigtigt, vil du blive ringet op igen, og vedkommende vil sende en sms eller lægge en besked på din telefonsvarer.

Telefonnumre, som du ikke vil modtage opkald fra, kan du blokere på din telefon. Du kan også anmelde nummeret til dit teleselskab hos teleselskabets kundeservice eller på deres hjemmeside.

Ukendte numre kan du slå op på internettet for at se, hvilken slags opkald andre har modtaget fra nummeret.

Sådan undgår du at blive snydt

Kender du ikke telefonnummeret, skal du ikke tage telefonen eller forsøge at ringe op til det.

Søg i stedet efter nummeret på De Gule Sider eller Krak. Du kan også google nummeret, hvis du ikke finder det i telefonbogen. Der findes flere hjemmesider, hvor folk deler erfaringer med, hvem der ringer fra de ukendte numre.

Fremtidige opkald kan du blokere i din telefon. På den måde kan svindlerne ikke ringe til dig fra samme telefonnummer en gang til.

Undgå at svindlerne ringer fra samme nummer igen

Sådan blokerer du for opkald fra samme svindel-nummer.

På iPhone:

  • Klik på ”telefon”, som er den grønne knap med telefonrøret.
  • Klik på det lille ”i” ud for det nummer, du vil blokere.
  • Nederst kan du klikke på ”bloker”

På Samsung-telefon:

  • Klik på ”telefon”
  • Klik på de 3 prikker i øverste højre hjørne
  • Klik på ”indstillinger”
  • Klik på ”Bloker numre.
  • Indtast nummeret, som du vil blokere.

På Huawei-telefon:

  • Klik på ”opkald”
  • Klik på de 3 prikker nederst
  • Klik på ”Chikanefilter”
  • Klik på møtrikken i øverste højre hjørne
  • Klik på ”Sortliste for numre”
  • Klik på ”Tilføj”
  • Indtast nummeret, som du vil blokere.

På HTC-telefon

  • Klik på ”Telefon”.
  • Hold fingeren inde på det nummer, som du vil blokere, og klik på ”Bloker opkald”.

På LG-telefon

  • Klik på ”Telefon”
  • Klik på de tre prikker i øverste højre hjørne
  • Klik på ”Opkald indstillinger”
  • Klik på ”opkald afvise”
  • Klik på ”afvise opkald fra”
  • Vælg ”+”-ikonet og vælg det nummer, som du vil blokere fra enten din opkaldslog eller fra dine kontakter.