Sådan gør du, hvis du bliver udsat for it-svindel | Forbrugerrådet Tænk
Gå til hovedindhold

Få adgang til alt indhold på tænk.dk, medlemsmagasinet og meget mere.

Bliv medlem

Husk dette, hvis du bliver udsat for it-svindel

Hvad kan du selv gøre for at undgå at falde i de it-kriminelles net? Og hvordan griber du det an, hvis dine oplysninger er landet i de forkerte hænder? Få gode råd her.

Annette Birch · Foto: Getty Images · 31. august 2021
Person bruger computer og prøver at undgå it-svindel

Selv om de it-kriminelle bliver dygtigere til at svindle og franarre dig penge og oplysninger, er der noget, du selv kan gøre for at sikre dig bedst muligt. 

Hvordan forhindrer du, at du bliver svindlet?

Sikker shopping

Installér e-mærkets Sikker Shopping, som er et program til browseren Google Chrome, der hjælper dig med at sortere mellem, hvad der er reelle hjemmesider, og hvad der er fuphjemmesider. Hvis det er en fuphjemmeside, som e-mærket har kendskab til, får du automatisk en advarsel.

Tjek adressen

Vær ekstra opmærksom på hjemmesider med en anden endelse end .dk: På .dk-hjemmesider har man identitetspligt, det vil sige pligt til at legitimere sig. Det giver ikke nogen garanti for, at det ikke er en fuphjemmeside, men det giver en bedre sikkerhed end domæner som for eksempel .com, .net eller lignende.

Beskyt dit kodeord

Et stærkt kodeord gør det sværere for it-kriminelle at hacke sig ind på dine forskellige konti. Et kodeord skal gerne bestå af 10-12 tegn, for at være svært at knække, og det er også vigtigt at bruge forskellige kodeord. Prøv for eksempel en password­manager, der skaber forskellige adgangskoder, til de sider, du bruger login til. Det kan være nemmere end at skifte kodeord hver gang eller huske dem alle.

Hav en backup

Sørg for at kopiere dine dokumenter, billeder med videre til en harddisk, som ikke er koblet til internettet, cirka en gang om måneden. På den måde vil du stadig have oplysningerne, hvis en kriminel for eksempel låser din computer og vil have penge for at låse den op. Det er ikke nok med en cloud-backup. Hvis de kriminelle har fået adgang til din computer, kan de også få adgang til din cloud-backup og slette den, før de låser din computer. Hvis du har en harddisk både hos dig selv og en hos familie og venner, har du også sikret dine oplysninger ved for eksempel brand.

Udlevér ikke identifikationsoplysninger

Du må aldrig udlevere dine NemID-oplysninger til andre. Vær varsom med at oplyse dit cpr-nummer over telefon og e-mail, og send som hovedregel heller ikke kopi af pas, kørekort eller anden identifikation over e-mail.

Hvad gør du, når du opdager, at du er i færd med at blive svindlet?

Begræns ulykken

Hvis du har mistanke om, at du enten er udsat for afpresning, er udsat for et investeringsscam, eller at e-mailen eller telefonopringningen ikke er fra den person, du havde tillid til, så lad være med at overføre flere penge eller give flere personlige oplysninger. Hvis du er i gang med en telefonsamtale, så stop samtalen.

Verificér personen eller virksomheden

Tjek, at den person, du kommunikerer med, er den, vedkommende giver sig ud for at være. Hvis personen for eksempel siger, at hun ringer fra Danske Bank, så ring til bankens hovednummer, og spørg efter hende. Du kan altid afbryde samtalen ved at sige, at du skal tjekke, at personen faktisk repræsenterer det pågældende sted.

Tjek advarslerne i Mit digitale selvforsvar

Hvis du installerer appen, vil den løbende holde dig orienteret om, hvad du skal holde øje med. Her kan du også finde gode råd og artikler, så du er opdateret på, hvilke typer af svindelnumre der florerer.

Få konti spærret

Hvis du har afgivet følsomme oplysninger og stadig er i tvivl: Få spærret de konti eller kort, som knytter sig til de personlige oplysninger, du eventuelt har givet – for eksempel betalingskort, NemID med videre.

Hvad gør du, hvis du er blevet svindlet?

Begræns skaden

Spærrer du hurtigt dit betalingskort, forhindrer du de kriminelle i at misbruge kortet. Du kan også spærre dit NemID, hvis du har mistet dit nøglekort eller har mistanke om, at nogen kan misbruge dit NemID.

Anmeld sagen til politiet

Du kan få stoppet yderligere misbrug af dine personlige oplysninger og hjælpe med, at forbryderne bliver stoppet, ved at anmelde sagen til politiet. Husk at gemme en kopi af anmeldelsen, som kan bruges som dokumentation over for kreditorer, banker og lignende.

Tag kontakt til banken for eventuel refusion

Har du betalt med kreditkort eller MobilePay, vil du i mange tilfælde kunne få pengene tilbage. Tag også kontakt til din bank og eventuelle kreditorer, hvis dit NemID har været udsat for fup.

Lav en kreditadvarsel

Du kan med en kreditadvarsel fortælle virksomheder, at de skal være ekstra opmærksomme, når de gennemfører deres identitetskontrol i forbindelse med for eksempel lån, der specifikt handler om dit navn og dine oplysninger, hvilket kan forhindre misbrug. Du opretter en kreditadvarsel i dit navn via www.borger.dk

Tip Mit digitale selvforsvar

Du kan give et tip i appen, så du advarer andre mod fupnummeret.

Ring til Digitaliseringsstyrelsens hotline

Her kan du få råd om, hvad du rent praktisk gør, hvis nogen har stjålet eller misbrugt din identitet.

Digitalstyrelsens hotline

Få anonym rådgivning

Hvis du har behov for at tale om det, kan du kontakte en anonym rådgivning som Offerrådgivningen eller få en henvisning til en psykolog via din læge.