LinkedIn vil træne sin kunstige intelligens på din data – sådan gør du indsigelse
LinkedIn følger i Metas fodspor og vil træne deres kunstige intelligens på brugenes data. Hvis du ikke ønsker at LinkedIn skal bruge dine informationer, skal du gøre indsigelse inden 3. november.
Dit navn, fotos, stillinger, indlæg, kommentarer og søgetekster er blandt de data, som LinkedIn vil bruge til at træne deres kommende kunstige intelligens på.
Det har det sociale medie meldt ud i en opdatering af deres vilkår.
En lignende melding kom tidligere på året fra Meta, der ejer bl.a. Facebook og Instagram.
”Vi vil gerne opfordre alle brugere af LinkedIn til at tage stilling til, om techvirksomheden må træne deres AI-model på deres data. Selvom LinkedIn traditionelt set har været mest brugt i professionel sammenhæng, bliver det i dag i høj grad også brugt som et mere privat socialt medie, hvor mange deler oplysninger om familieforhold, sundhed og politiske holdninger. Det er alt sammen data, som LinkedIn nu vælger at træne AI-modeller på, ” siger Peter Grønlund Holm, politisk rådgiver i Forbrugerrådet Tænk.
Ifølge LinkedIn vil de trække offentlige data fra brugernes profiler. Dette inkluderer:
- Navn, fotos, aktuelle og tidligere stillinger, uddannelse, kompetencer, certificeringer, licenser, erfaringer som frivillig, udgivelser, patenter, anerkendelser og anbefalinger
- Prompts og søgetekster
- Indlæg, artikler, kommentarer og svar på afstemninger
- CV’er og anden jobrelateret data
LinkedIn oplyser, at man ikke vil bruge fx private beskeder, loginoplysninger og betalingsoplysninger, ligesom man ikke vil bruge data på medlemmer, der er under 18 år.
Sådan gør du indsigelse
For at stoppe LinkedIn fra at bruge din data til at træne deres kunstige intelligens, skal du slå godkendelsen fra under persondataindstillinger. Du skal gøre det inden d. 3. november, hvor LinkedIn påbegynder dataindsamlingen.
Du kan følge dette link.
Forbrugerrådet Tænk kritiserer LinkedIn
LinkedIn vil automatisk træne sin AI på brugernes data med mindre de aktivt gør indsigelse. Men det er den forkerte vej rundt, mener Forbrugerrådet Tænk.
”LinkedIn antager, at det er ok at træne AI-modeller på deres brugeres indhold, i stedet for at indhente brugernes samtykke først. Det er respektløst overfor brugernes persondata, da man trods alt ikke kunne forudse, at ens opslag ville brugt til at træne AI, da man oprettede en profil i sin tid. Derfor er det kun rimeligt at forvente, at LinkedIn aktivt søger samtykke til at ændre vilkårene så markant, ” siger Peter Grønlund Holm og fortsætter:
”Vi har tidligere set hvordan man med de rigtige prompts kan genkalde personoplysninger brugt til at træne AI-modellen. Selv om man indsætter forskellige hegnspæle, kan AI-modeller bidrage til fx svindel, identitetstyveri, diskrimination, misinformation og skabelsen af deep fakes. Derfor er det ikke en uproblematisk øvelse, som LinkedIn og andre techvirksomheder har gang i. ”
Kort og GPS uden sporing: Her er alternativerne
Navigationsapps er praktiske, men populære tjenester som Google Maps og Apple Kort indsamler data om, hvor du befinder dig, og hvilke ruter du tager.
Her er cloudløsningerne, der passer bedre på dit privatliv
Det er nemt og enkelt at benytte sig af cloudløsninger til at gemme filer, billeder og dokumenter på. Men gemmer du i skyen betaler du måske med din personlige data.
Du kan godt få gratis officeprogrammer uden overvågning
Microsoft, Apple og Google kan læse med , når du bruger deres officeprogrammer til at skrive eller løse opgaver. Der findes dog mere privatlivsvenlige alternativer.