Gå til hovedindhold

Forbrugerrådet Tænk afslører: Kun hver 4. svindelannonce bliver fjernet fra sociale medier

Svindelannoncer for falske investeringer, billige mærkevarer og forbrugslån florerer på sociale medier – og techplatformene fjerner dem ikke, selv når de bliver anmeldt. Nu klager Forbrugerrådet Tænk til EU.

Lindi Winkel · 21. juni 2026
Kollabe af svindelannoncer

Forbrugerrådet Tænk har sammen med 13 andre europæiske forbrugerorganisationer indsamlet næsten 900 svindelannoncer på Meta, TikTok og Google og anmeldt dem til platformene selv. Resultatet er nedslående: Kun 27 procent blev fjernet.

Svindelannoncerne dækker over falske investeringstilbud, forbrugslån og webshops – og de koster danske og europæiske forbrugere mange millioner kroner hvert år. Over halvdelen af al den svindel, danskerne mødte i 2025, kom fra Facebook alene. Og ifølge Finans Danmark blev danskerne svindlet for 280 millioner kroner i 2025.

Techplatformene lever ikke op til loven

Ifølge EU's Digital Services Act er store techplatforme ansvarlige for at mindske spredningen af svindel. Men det ansvar lever Meta, TikTok og Google ikke op til, mener Forbrugerrådet Tænk.

”Techplatformene er blevet de kriminelles foretrukne jagtmark. Det er techgiganternes ansvar at fjerne svindlen, men det lever de på ingen måde op til. Tværtimod modarbejder de svindelbekæmpelsen ved både at gøre det besværligt at anmelde og ignorere de anmeldelser, de får, ” siger Winni Grosbøll, direktør i Forbrugerrådet Tænk.

Forbrugerorganisationerne har derfor anmeldt techplatformene til de nationale myndigheder og EU-Kommissionen for brud på Digital Services Act. Klagepunkterne er blandt andet, at platformene ikke mindsker spredningen af svindel, gør det besværligt at anmelde svindel og ignorerer anmeldelser.

Eksempler på svindelannoncer.

Techgiganterne tjener på svindlen

Ifølge Reuters udgør ulovlige reklamer cirka 10 procent af Metas (selskabet bag bl.a. Facebook og Instagram) globale indtjening. Derfor er det også svært at forestille sig, at ændringer vil komme ad frivillig vej:

”Vi håber at klagen resulterer i, at platformene tager større ansvar for deres indhold, men vi må også være ærlige og sige, at techgiganter som Meta tjener rigtig mange penge på svindelannoncer, som mange gange overgår det beløb, en bøde ville koste dem. På den længere bane har vi brug for andre og hårdere måder at holde techplatformene til ansvar for fx at formidle svindel i massevis til europæiske borgere, ” siger Winni Grosbøll.

Techgiganterne afviser kritikken

Hverken Meta, TikTok eller Google er enige i kritikken. Meta oplyser til DR Nyheder, at de fjerner 92 procent af svindelannoncerne, inden de overhovedet bliver indrapporteret, og at de er fuldt dedikerede til deres forpligtelser under Digital Services Act. Hos Google henviser man til en rapport, virksomheden selv har lavet, der viser, at 99 procent af alle skadelige annoncer bliver stoppet, før de når brugerne. TikTok har ikke svaret.

Forbrugerrådet Tænk har tidligere foreslået en licensordning for techplatforme og krævet, at techgiganter skal kompensere ofre for svindel, der er foregået på deres platforme.