Sådan bruger du AI til at skrive en klage
Du kan bruge kunstig intelligens til at hjælpe dig, når du skal skrive en klage. Men brugen af AI kan også gøre, at klagerne bliver længere, dårligere og sværere at behandle. Få seks gode råd til bruge AI til at skrive din klage.
Det kan være en uoverskuelig opgave at gå i gang med at skrive en klage til et ankenævn. Og derfor kan AI måske være en hjælp – hvis den kunstige intelligens altså bruges rigtigt.
En god klage behøver ikke at være lang. Det vigtigste er, at ankenævnet hurtigt kan forstå, hvad der er sket, og hvad virksomheden har gjort. Du skal også beskrive, hvad du ønsker, der skal ske nu, og så er det vigtigt, at der er tilstrækkeligt med dokumentation, der støtter din sag.
AI kan hjælpe med at skabe overblik og formulere teksten, men den bedste klage er stadig den, hvor du som forbruger selv sikrer, at indholdet er korrekt, relevant og præcist.
Herunder får du Forbrugerrådet Tænks råd til, hvordan du bedst bruger AI til at skrive en god klage.
6 gode råd: Sådan bruger du AI til din klage
1. Forklar, hvad du har brug for
Gå ind i et AI-værktøj, og start med at skrive nogle få sætninger om, hvad sagen handler om. Skriv også, at du gerne vil have hjælp til at skrive en klage til det relevante klagenævn.
Del dette link til ankenævnenes klageguide med AI-værktøjet. Så bliver det bedre til at formulere klagen på den måde, ankenævnene har brug for.
Spørg værktøjet, hvilke informationer det har brug for til at skrive klagen, og indsæt derefter de relevante informationer. Indsæt gerne spørgsmålene fra ankenævnenes klageformular, så det ved, hvilke spørgsmål du skal besvare.
2. Bed AI om at lave en tidslinje
Hvis du har mange mails eller beskeder mellem dig og den erhvervsdrivende, kan du kopiere de vigtigste oplysninger ind og bede AI om at opstille en kronologisk oversigt over sagens forløb med korrekte henvisninger til jeres korrespondance.
3. Vær tydelig om dit krav
Fortæl præcist, hvad du ønsker at få ud af din klage, fx pengene tilbage, en reparation, omlevering eller et passende afslag. Hvis du er i tvivl, kan du bruge AI-værktøjet til at sparre med om dine muligheder.
4. Bed om et enkelt sprog
Bed AI-værktøjet om at skrive kort, faktabaseret og uden unødige juridiske henvisninger.
5. Tjek fakta bagefter
Kontrollér datoer, navne og beløb, og ret til, hvis der er noget, som ikke er forståeligt.
6. Del ikke følsomme oplysninger
Undlad som udgangspunkt at indsætte personnumre, helbredsoplysninger og andre følsomme data i AI-tjenester, da oplysningerne fx kan blive anvendt af AI-værktøjet til træning af modellen.