Forbrugerrådet Tænk

Få testresultater, anbefalinger og hjælp til køb

Bliv medlem

Social

Titel

Videoer på Facebook kan koste dyrt

Befinder du dig i et land uden for EU, skal du være opmærksom på, at Facebooks autoplay-funktion, der automatisk afspiller videoer, kan øge både din telefonregning og dit dataforbrug. Det kan blive dyrt i dataforbrug.
Af Charlotte Larsen
10. Oktober 2014
Videoer på Facebook kan koste dyrt
Foto: Thinkstock

Sådan fungerer Facebooks autoplay-funktion

Forbrugere i USA giver den såkaldte autoplay-funktion skyld for, at de for første gang har ramt deres dataloft på grund af Facebooks automatiske videoafspilninger.

Du har nok allerede lagt mærke til, at de videoklip, der vises i din nyhedsstrøm på Facebook, automatisk begynder at afspille, når du kommer til dem.

Videoerne afspilles uden lyd, og først, når du trykker på videoklippet, bliver det afspillet i sin fulde længde. Scroller du videre og forbi videoen, stopper afspilningen af sig selv.

Facebook lancerede i september 2013 denne automatiske afspilning af videoklip, som kan koste dig dyrt, hvis du tager mobilen med uden for EU.

Sådan forøges din telefonregning og dit dataforbrug

Videoklip fylder meget mere end tekst og grafik, og de trækker store mængder data, når de afspilles. Derudover afhænger dataforbruget af videoklippets længde og kvalitet. Jo længere videoklip og jo højere kvalitet, desto mere data forbruger du. 

Benytter du Facebook på din mobiltelefon i et land uden for EU, er risikoen for en højere telefonregning og et øget dataforbrug størst, hvis du glemmer at tilkoble dig en wifi-forbindelse. I stedet bliver du automatisk tilkoblet et 3G- eller 4G-netværk.

Bruger du dagligt tid på at scrolle gennem din nyhedsstrøm på Facebook, forbruger du dermed nemt en større mængde data under din ferie.

Så meget koster det

Ferie i udlandet kan derfor blive en dyr fornøjelse, hvis du har glemt at slå autoplay-funktionen fra eller at sørge for, at videoerne kun afspilles, når der er wifi-adgang fx fra dit hotel.

Prisen pr. MB i et land uden for EU er høj. I Tyrkiet koster 1 MB fx 90 kr. Afspiller Facebook en video, der varer 30 sekunder, og som fylder 5 MB, koster det dig dermed 450 kr. på et 3G- eller 4G-netværk.

Billigere er det, hvis du er på ferie i et EU-land, hvor prisen pr. MB fx i Spanien er 1,86 kr. pr MB. Her vil det nævnte videoklip koste dig 9,30 kr.

Herhjemme kan du naturligvis også spare på dit dataforbrug ved at slå automatisk afspilning fra, når telefonen benyttes på 3G- og 4G-netværk. Selvom det nok nærmere er det høje strømforbrug, der er problemet.

Sådan slår du autoplay af videoer på Facebook fra

Automatisk afspilning af forskellige videoklip kan nemt slås fra, hvad enten du har en Android-mobil eller iPhone.

Alternativt kan du sørge for, at autoplay-funktionen kun virker, når mobilen er tilkoblet en wifi-forbindelse.

Sådan gør du på iPhone

1. Gå ind i ”Indstillinger”.
2. Find indstillinger for Facebook.
3. Under punktet ”Video” skal du aktivere ”Kun automatisk afspilning på wifi” ved at skubbe knappen til højre, så den bliver grøn.

Sådan gør du på Android

1. Start Facebook-applikationen.
2. Tryk på ”Menu”-funktionen, hvor du vælger ”Indstillinger”.
3. Tryk på ”Automatisk afspilning af video”, hvor du kan vælge, at videoklip kun skal afspille automatisk, når du har wifi-adgang. Du kan også vælge at slå automatisk afspilning helt fra.