Forbrugerrådet Tænk

Få testresultater, anbefalinger og hjælp til køb

Bliv medlem

Social

Titel

Smartwatches kan overvåge dit barn

Smartwatches og gps-ure til børn skal give ekstra tryghed. De viser nemlig, hvor barnet er. Men fremmede kan også se det. Undgå særligt disse modeller.
Af Helle Marie Koefoed
6. December 2017
Foto: Getty Images

Smartwatches og GPS-ure kan overvåge dit barn

GPS-ure eller smartwatches til børn kan mere end at fortælle, hvad klokken er. Smartwatchet på dit barns håndled giver dig nemlig direkte kontakt med barnet. Enten via sms eller opkald. Og det er nyttigt, hvis barnet bliver væk eller har brug for hjælp.

En app på din smartphone har kontakt til barnet og viser dig, hvor det befinder sig. Og du kan sende beskeder til barnet, eller det kan ringe dig op.

Sikkerheden er for dårlig

Trygheden er desværre falsk. For fremmede kan ligesom dig se, hvor barnet er. Sikkerheden i smartwatchene er nemlig alt for dårlig. Det viser en undersøgelse, det norske Forbrukerrådet har lavet.

Forbrukerrådet i Norge har testet sikkerheden i 4 smartwatches til børn. Testen viser, at urene er problematiske på flere områder.

Privatliv: Hvad vil aktivitetsmålere til voksne vide om dig?

Fremmede kan spore dit barn

Fremmede kan nemt tage kontrol over smartwatchet og spore barnets færden, aflytte og sende beskeder til barnet.

De kan også få det til at se ud som om, barnet er et helt andet sted, end det er.

Urene giver dig ikke kontrol over barnets data

Ulovlige og uklare brugervilkår er også et problem ved smartwatches til børn. Kun 1 ud af 4 undersøgte smartwatches beder dig om at acceptere vilkårene. Og ingen af smartwatchene giver dig mulighed for at slette de data, de har samlet på dit barn.

Oplysninger om barnet bliver desuden sendt videre rundt i verden, uden at du kan se, hvor de ryger hen. 1 ur sender dem tilmed ukrypteret, og det gør dem meget nemme for svindlere at få fingrene i.

Producenter holdt ikke deres løfte om forbedring

Firmaerne bag smartwatchene har sagt, at problemet nu er løst, efter Forbrukerrådet i Norge i oktober 2017 udgav deres undersøgelse.

Forbukerrådet i Norge har undersøgt 2 af urene igen, og problemerne er ikke løst, som producenterne ellers siger.

Forbrugerrådet Tænk anmelder urene til Datatilsynet

Forbrugerrådet Tænk mener, at brugervilkårene hos de 4 ure er ulovlige og ikke overholder dit barns retttigheder, og derfor har vi anmeldt dem til Datatilsynet.

Smarturene markedsføres særligt til børn på grund af funktionerne. Og det gør det endnu vigtigere, at sikkerheden er i orden.

Brug ikke de 4 ure til dit barn

Forbrugerrådet Tænk kan ikke anbefale, at du køber et af de 4 smartwatches fra undersøgelsen til dit barn. Du køber en falsk tryghed, hvis du tror, at uret kan hjælpe dig til at holde øje dit barn. Du risikerer, at fremmede ændrer barnets lokalitet. Og at de tager kontakt tilbarnet gennem smartwachtet.

Forbrugerrådet Tænk anbefaler, at du tager smartwatchet med tilbage i butikken og beder om pengene retur. Henvis til undersøgelsen, som viser, at smartwatchet er usikkert.

Smartphonen kan være et godt alternativ

Nødvendigt for dig at kunne spore og få kontakt til dit barn? Hvis det er det, kan du i stedet for et smartwatch bruge en smartphone, hvis dit barn har en.

Brug "Find my iPhone" eller "Find min enhed" på en android-telefon.

Forbrugerrådet Tænk har anmeldt 4 smartwatches til Datatilsynet for at overtræde børns rettigheder og for at have ulovlige brugervilkår.

Smartwatchene er fra mærkerne:

  • Gator 2
  • Tinitell
  • Viksfjord
  • Xplora

Forbrugerrådet Tænk mener:

"Børn skal ikke være prøveklude, når virksomheder vil koble alting på nettet. Det er dybt urimeligt, at virksomhederne ikke sikrer legetøj og smartwatches godt nok, før de havner på barnets håndled.

Virksomheder, myndigheder og landets politikere bør stramme op og sikre, at ny teknologi ikke misbruges til at indsamle data fra folk, uden de selv er klar over det."

- Anette Høyrup, seniorjurist i Forbrugerrådet Tænk