Forbrugerrådet Tænk

Få testresultater, anbefalinger og hjælp til køb

Bliv medlem

Social

Titel

Sådan har vi testet opvaskemaskiner

Vi har testet opvaskemaskiner med en standardbredde på 60 cm. De fleste er fritstående, mens enkelte er integrerede modeller. Maskinerne er fyldt med beskidt service og testet på 2 programmer.
Af Gitte Sørensen
1. Marts 2019
Sådan har vi testet opvaskemaskiner
Foto: iStock

Opvaskemaskinerne fyldes med snavset service

Vi har testet opvaskemaskinerne ved at fylde dem med 96 stykker service, hvis der er tale om en maskine til 12 kuverter. Til opvaskemaskiner, der kan vaske flere eller færre kuverter justeres mængden af service i forhold til den angivne kapacitet.

Glas, kopper, tallerkener, bestik, plasticbokse, potter og pander er blevet gjort beskidt med kød, æg, spinat, havregryn, tomatjuice, te og mælk og derefter tørret.

Maskinerne er testet på 2 programmer

Vi har testet opvaskemaskinerne på 2 programmer. Hovedprogrammet er for de fleste maskiner et autoprogram. Hvis opvaskemaskinen ikke har et sådan program, har vi valgt Normal eller Standard. Hvis det var muligt, valgte vi et hovedprogram uden eller med max en forvask.

Det andet program, vi har testet opvaskemaskinerne på, er i de fleste tilfælde et øko-program eller spareprogram, der generelt bruger mindre vand, vasker ved en lavere temperatur og er langsommere, og som alt i alt bruger mindre energi.

Energimærkning er baseret på økoprogram

Energimærkningen er den, der er angivet på maskinen. Tildelingen af energimærkninger er udelukkende baseret på et af maskinens programmer – som regel øko-programmet.

Vi tester ikke efter standarden for energimærkning, så vi tjekker ikke om energimærkningen er korrekt

Vaske- og tørreevne bliver vurderet

En samlet vurdering af maskinens evne til at vaske servicet rent og derefter tørre det helt.

Tidsforbrug kan være en vigtig faktor

En bedømmelse af den tid, det tager for maskinen at klare opvasken på det testede program. Tiden kan være en vigtig faktor i situationer, hvor man for eksempel skal bruge tallerkenerne igen kort tid efter.

Vand- og elforbrug bliver målt

Samlet vurdering af vand- og elforbruget på både hovedprogrammet og øko-programmet.

Brugervenlighed prøves af

En samlet vurdering blandt andet af, hvor let det er at fylde og tømme maskinen, hvor let det er at tage filteret ud og rense det, håndtering af lågen, saltbeholderen og beholdere til sæbe og afspændingsmiddel, kontrolpanelet samt selvrenseeffekten i lågeområdet.

Støj måles både objektivt og subjektivt

En kombination af en objektiv måling af støjniveauet i dB (deciBel) og en subjektiv vurdering af støjen fra et panel bestående af fem personer.

Målingerne kan ikke sammenlignes direkte med producenternes egne, da lydmålinger er meget sensitive overfor metode og omgivelser. Afstand til mikrofon, og hvorvidt opvaskemaskinen måles som stående under et køkkenbord eller frit i rummet, gør en kæmpe forskel.

Alle opvaskemaskinerne i vores test er selvfølgelig målt på sammenligneligt grundlag.

Håndværksmæssig udførsel ses efter

Er vurderet af laboratoriet, der har set på, hvor robust maskinens dele er. Det drejer sig om døren, sæbeholderen, skuffeholderen, filteret, sprinklerarmen og knapper og taster.

Testen er udført i samarbejde med andre forbrugerblade i International Consumer Research & Testing, ICRT

Samlet bedømmelse vægtes således:

Vaske- og tørreevne 50 %,
brugervenlighed 15 %,
vand- og elforbrug 10 %,
støj 10 %,
tidsforbrug 10 %,
håndværksmæssig udførsel 5 %.