Forbrugerrådet Tænk

Få testresultater, anbefalinger og hjælp til køb

Bliv medlem

Social

Titel

Sådan har vi testet køleskabe

Fritstående køleskabe har vi testet 23 af. Læs her, hvordan vi har fundet de bedste - og dårligste køleskabe.
Af Lars Nøhr Andresen
8. September 2016
Sådan har vi testet køleskabe
Foto: iStock

Køleskabet skal indstilles optimalt

Funktion er en samlet bedømmelse af funktionen og temperaturstabiliteten, når apparatet er indstillet optimalt, funktion ved anbefalede indstillinger og kølekapaciteten.

Laboratoriet har fundet de optimale indstillinger, så man opnår 3 grader i køleskabene. Derefter er det testet, hvor godt skabene holder temperaturen, når omgivelsernes temperatur sænkes fra 20 til 10 grader.

Køleskabet er også testet ved de indstillinger, der anbefales i brugermanualen. Ved disse indstillinger har vi blandt andet bedømt kølekapaciteten, der er et udtryk for, hvor hurtigt køleskabet kan køle en større mængde mad ned.

Energiforbrug uden at dørene åbnes uafbrudt

Energiforbrug er målt under testen ved optimale indstillinger og under testen af kølekapacitet.

Energiforbrug er bedømt i forhold til den faktisk anvendelige volumen i skabet og under forudsætning af, at man køber stort ind én gang om ugen, og at køleskabet derefter ikke åbnes i 6 dage.

Reelt energiforbrug, som man vil opleve som forbruger, vil afvige fra vores målinger og blandt andet afhænge af hvor ofte og hvor længe, man åbner skabet, temperaturen i køkkenet og temperaturen på de madvarer, der sættes ind i køleskabet.

Køleskabet skal bruges i hverdagen

Brugervenlighed er en samlet bedømmelse af blandt andet instruktionsmanualen, indstillingen og brugen af køleskabet, muligheden for at tilpasse indretningen af køleskabet og rengøringsvenligheden.

Støj måles subjektivt og objektivt

Støj er både målt objektivt og bedømt subjektivt af 3 personer.

Kvalitet er en subjektiv vurdering

Kvalitet af materialer er en subjektiv vurdering af materialekvalitet og holdbarhed foretaget af laboratoriet.

Samlet bedømmelse vægtes således:

  • Funktion 45 %,
  • energiforbrug 20 %,
  • brugervenlighed 20 %,
  • støj 10 %,
  • kvalitet 5 %.

Testen er foretaget i samarbejde med International Consumer Research & Testing, ICRT.