Titel
Sådan har vi testet fryseskabe

Temperaturen bør være stabil
Funktion er en samlet bedømmelse af funktionen og temperaturstabiliteten, når apparatet er indstillet optimalt, funktion ved anbefalede indstillinger, fryserens isolationsevne i tilfælde af strømsvigt samt frysekapaciteten.
Laboratoriet har fundet de optimale indstillinger, så man opnår -18 grader i fryseskabene, og det er derefter testet, hvor godt skabene holder temperaturen, når omgivelsernes temperatur sænkes fra 20 til 10 grader.
Fryseren skal kunne klare strømsvigt
Hvis strømforsyningen svigter, er det vigtigt, at fryseren kan holde maden frosset i så lang tid som muligt, så man har størst chance for at redde maden.
Antallet af timer fra at strømmen er slået fra inden temperaturen i fryseskabet kommer op på -9 grader er målt.
Hurtig indfrysning er en fordel
Fryseskabet er også testet ved de indstillinger, der anbefales i brugermanualen, og ved disse indstillinger har vi blandt andet bedømt frysekapaciteten, der er et udtryk for, hvor hurtigt fryseskabet kan fryse en større mængde mad ned.
Energiforbruget bør ikke være for højt
Energiforbrug er målt under testen ved optimale indstillinger og under testen af frysekapacitet, og energiforbrug er bedømt i forhold til den faktisk anvendelige volumen i skabet og under forudsætning af, at man køber stort ind én gang om ugen og at fryseskabet derefter ikke åbnes i 6 dage.
Reelt energiforbrug, som man vil opleve som forbruger vil afvige fra vores målinger og blandt andet afhænge af, hvor ofte og hvor længe man åbner skabet, temperaturen i køkkenet og temperaturen på de madvarer, der sættes ind i fryseskabet.
Fryseren skal være nem at bruge i dagligdagen
Brugervenlighed er en samlet bedømmelse af blandt andet instruktionsmanualen, indstillingen og brugen af køleskabet, muligheden for at tilpasse indretningen af fryseskabet og rengøringsvenligheden.
Støj måles objektivt og subjektivt
Støj er både målt objektivt og bedømt subjektivt af tre personer.
Kvalitet er en subjektiv vurdering
Kvalitet af materialer er en subjektiv vurdering af materialekvalitet og holdbarhed foretaget af laboratoriet.
Samlet bedømmelse vægtes således:
- Funktion 45 %,
- energiforbrug 20 %,
- brugervenlighed 20 %,
- støj 10 %,
- kvalitet 5 %.
Testen er gennemført i samarbejde med andre forbrugerorganisationer i International Consumer Research & Testing, ICRT.