Forbrugerrådet Tænk

Få testresultater, anbefalinger og hjælp til køb

Bliv medlem

Titel

Fortrydelsesret: Tager du produktet i brug, mister det værdi

Når du bruger din fortrydelsesret og sender en vare retur, vil webshoppen vurdere, om varen har mistet værdi, men hvornår og hvor meget må butikken trække fra?
Af Morten Steiniche
15. November 2021
Tager du produktet i brug, mister det værdi
Foto: Getty Images

Du skal som udgangspunkt kunne tjekke produktet på samme måde, når du køber online, som når du køber i en butik. Vælger du at gøre brug af den lovpligtige fortrydelsesret på 14 dage og sender din vare tilbage til webshoppen, vil webshoppen vurdere, om varen har mistet noget af sin værdi. Og den tabte værdi af varen vil så blive trukket fra det beløb, du skal have tilbage.

Men hvornår er der egentlig sket en værdiforringelse af produktet, og hvor meget må butikken trække fra?

“Det korte svar er, at det er netbutikken selv, der fastslår værdiforringelsen, men derfor kan du som forbruger godt udfordre det beløb, de finder ud af,” siger jurist Kim Fogtmann fra Forbrugerrådet Tænk.

Du skal kunne tjekke dit køb

Med den lovpligtige returret på 14 dage skal du som forbruger have den samme mulighed for at vurdere produktet, når du køber online og får det sendt hjem til dig selv, som når du går ind en butik og kan tage produktet i hånden eller se, hvordan det virker.

“Udgangspunktet er, at man skal kunne det samme som i butikken. Så hvis det er en smartphone, du køber online, skal du kunne se den, røre ved den og også gerne kunne tænde den. Men hvis det for eksempel er køkkenredskaber, bør de ikke tilsluttes og bruges,” siger Bo Dalsgaard, chefkonsulent i Dansk Erhverv.

Morten vandt tvist om retunering af iPad

Brudt emballering

Der er imidlertid ikke nogen praksis for, hvornår et produkt rent faktisk er taget i brug eller ej. Der har fx ikke været sager i Forbrugerklagenævnet, der specifikt handler om, hvorvidt et produkt er taget i brug, alene fordi emballeringen er brudt.

“Jeg vil ikke afvise, at der kan være tilfælde, hvor en sådan betingelse er rimelig, men vi har ikke haft sager omkring det,” siger Thomas Faust Ryborg, områdechef i Forbruger og Erhverv i Nævnenes Hus, som Forbrugerklagenævnet hører under.

Har du brygget kaffe?

Derimod har der været flere sager med eksempelvis kaffemaskiner, hvor forbrugerne har gjort brug af returretten efter at have brygget kaffe på maskinerne.

Det er – viser Forbrugerklagenævnets afgørelser – at gå for langt. I disse sager får butikkerne ret til at opkræve et beløb for værdiforringelsen.

“Her har nævnet vurderet, at der er tale om en behandling, der er ud over det sædvanlige,” siger Thomas Faust Ryborg.

At brygge kaffe på en kaffemaskine er med andre ord at tage den i brug.

Fortrydelsesret på nettet: Her er dine rettigheder

Hvad varen kan sælges til som brugt

Der er få retningslinjer for, hvad der er værdiforringende, og der er heller ikke mange retningslinjer for, hvordan værdiforringelsen egentlig regnes ud. Men ifølge Bo Dalsgaard fra Dansk Erhverv vil en butik gøre værditabet op, i forhold til hvad den returnerede vare kan sælges til.

“Det kan være svært at vurdere, hvis der er tale om et par vandrestøvler, der er blevet gået i, fordi netbutikken måske ikke har mulighed for at sælge brugte produkter,” siger han.

Ingen faste satser

Nævnenes Hus er enig i, det kan være uklart:

“Ja, hvad er en fair værdiforringelse? Det er et godt spørgsmål. Det afhænger af, hvad det for eksempel koster at bringe produktet tilbage til nyt, og hvad det vil koste at sælge som brugt,” siger Thomas Faust Ryborg.

Kim Fogtmann forstår godt, at det kan være svært at bedømme, hvor meget en vare reelt set har tabt i værdi, og at man derfor heller ikke bør sætte faste satser.

“Det er vigtigt, at der foretages en konkret vurdering af den enkelte vare, når virksomheden skal vurdere, om der er sket en reel værdiforringelse,” siger Forbrugerrådet Tænks jurist.