Festivalbilletter bliver pludselig et par procent dyrere
Gå til hovedindhold

Få adgang til hele tænk.dk

Bliv medlem

Festivalbilletter bliver pludselig et par procent dyrere

Hos de fleste af de store danske festivaler stiger prisen en lille smule undervejs i købsflowet. Roskilde Festival og Heartland har opdateret visningen af priser.

Christina Vejsgaard · Foto: Roskilde Festival/Kim Matthäi Leland · 24. februar 2025
En festivalgæst får armbånd på til Roskilde Festival 2024

Fotokredit: Roskilde Festival/Kim Matthäi Leland

Til sommer spiller Chappell Roan i Valbyparken, du kan høre Raye i Eskelunden eller opleve Green Day i Tusindårsskoven. For at komme med til festivalerne, skal du bare have fingrene i en billet. Men hvis du har prøvet at købe en af dem, så har du måske også studset over, at prisen ikke er, hvad den først giver sig ud for.

I 9 ud af 10 tilfælde, som vi har tjekket, bliver festivalbilletterne 35-70 kroner dyrere, når du nærmer dig betaling. Typisk i flere trin, så der først bliver lagt et billetgebyr på mellem 25 og 60 kroner oveni prisen, inden du bliver præsenteret for et ordregebyr på 10 kroner.

Ud over at det er irriterende, så er det faktisk også på kant med loven. I markedsføringsloven lyder det nemlig, at prisen skal oplyses inklusiv alle uundgåelige gebyrer. 

”Jeg synes det er både ærgerligt og lidt underligt, at festivalerne ikke er lidt klarere i markedsføringen når det gælder deres priser. En festivalbillet er i forvejen et dyrt køb, så hvorfor gemme de sidste 40-50 kroner væk i gebyrer? Det kan vel næppe være det, der er afgørende for købsbeslutningen,” siger Marie Frank-Nielsen, der er seniorjurist hos Forbrugerrådet Tænk.

To forskellige syn på gennemsigtighed 

Duksene i klassen er Smukfest, der opkræver billet- og ordregebyrer på præcis 0 kroner for en tur i Bøgeskoven for at se Shawn Mendes. 

Halvtotal foto af Zara Larsson fra Smukfest, Bøgescenen 2024

Fotokredit: Smukfest/Una Streit Larsen

Zara Larsson spillede i 2024 på Bøgescenen hos Smukfest, der som den eneste festival i stikprøven ikke kræver gebyrer. Foto: Smukfest/Una Streit Larsen

Deres kommercielle direktør Kasper Sandfeldt Bjergbæk fortæller, at det er absolut med vilje, at der ikke er gebyrer involveret i billetkøbet.

”Det er en bevidst strategi som vi arbejder efter, ud fra ønsket om at sikre transparens i prissætningen overfor vores gæster. Når man køber en billet til Smukfest, kommer der altså ingen gebyrer oveni den pris vi skilter med. Vi har desuden også fri fragt, når vi sender armbånd ud til billetkøberne,” skriver han i et mailsvar.

Kundeoplevelsen er noget anderledes hos Tinderbox. Her er den første pris, du møder, hvis du vil købe en 1-dagsbillet 1.695 kroner. Går du videre i købsprocessen, viser det sig, at prisen er 1.755 kroner inklusiv gebyr. Hvis du derefter lægger billetten i indkøbskurven og går videre til kassen, så bliver du mødt af endnu et gebyr – nu på 10 kroner. 

Også her er strategien helt bevidst. Forklaringen fra Tinderbox lyder, at gebyrerne kan variere.

”Hvis vi for eksempel er nødsaget til at skifte billetudbyder, kan gebyrerne ændre sig, og i det tilfælde vil vi have oplyst en forkert samlet pris overalt, hvor vi kommunikerer vores pris. Det ville for eksempel gælde på sociale medier, hvor et billede med billettens pris, i det scenarie at gebyret ændrer sig, ville skulle rettes, hvilket ikke kan lade sig gøre. Det er derfor mere gennemsigtigt at oplyse billettens pris og gebyrerne adskilt,” skriver de i en mail. 

Samme svar lyder fra Northside. De to festivaler skriver også, at de vil kontakte deres jurister samt Forbrugerombudsmanden for at sikre sig, at de oplyser om priserne på en lovlig måde. 

Roskilde og Heartland retter priser

Hos Roskilde Festival er det nu lidt lettere at forholde sig til, hvad en billet koster. Her har de nemlig opdateret hjemmesiden, efter vi henvendte os om problemstillingen.

”Generelt i branchen er billetpriser typisk blevet angivet uden gebyr, og vi har derfor ikke været opmærksomme på, at billetgebyret skal være inkluderet i prisen. Vi har opdateret vores website nu, sådan at billetpriser er inklusive billetgebyret på 30 kroner,” skriver festivalen i en mail.

Også hos Heartland fortæller de, at der nu skal rettes på hjemmesiden.

"Hvad der ligner branchepraksis, kommer vi hos Hearland fremover til at ændre, så vi på vores website informerer om billetprisen inklusive billetudbyderens billetgebyr," skriver Sara Marie Alvad, der er leder af festivalens kommunikationsafdeling. 

embed_festivalgebyrer

Hos Jelling Musikfestival, Distortion og Thy Rock opgiver de priser og gebyrer separat, mere eller mindre på samme måde som Tinderbox og Northside.

Copenhell og Syd for Solen skriver slet ikke – eller i meget begrænset omfang om deres billetpriser på festivalens egen hjemmeside. Dermed ser du først prisen, når du har klikket dig videre til billetudbyderen, hvor billetgebyrerne er regnet ind i prisen.