Modeugen anklaget for greenwashing
Forbrugerrådet Tænk og Continual står bag en anmeldelse af Københavns modeuge og syv deltagende tøjmærker, der ifølge klagerne har markedsført sig med vildledende, grønne budskaber.

Fotokredit: Getty Images
Hvis en tøjproducent vil have et show til den københavnske modeuge, så skal de leve op til en række sustainability requirements, altså bæredygtighedskrav. Men de gode ambitioner har nu fået Copenhagen Fashion Week i en klemme.
Forbrugerrådet Tænk og rådgivningsvirksomheden Continual har nemlig anmeldt modeugen til Forbrugerombudsmanden for greenwashing. De mener, at bæredygtighedskravene hverken kan betegnes som krav eller rykker særlig meget i forhold til bæredygtighed.
Anmeldelsen dækker også syv af de virksomheder, der deltog på modeugen i januar. De har for eksempel markedsført sig som sustainable, responsible eller eco-friendly.
Planetære grænser under pres
Hos Continual fortæller selvstændig rådgiver Tanja Gotthardsen, at bæredygtighed er et stort løfte at afgive:
"Det handler nuværende såvel kommende generationers muligheder for at opfylde deres behov, om basal etik og sundhed, og om samspillet mellem ni planetære grænser, hvoraf seks allerede er under enormt pres. Det er kort sagt vores kollektive livsbetingelser, det handler om. At der så ikke engang lader til at være tale om krav, gør jo kun sagen så meget desto mere problematisk," siger hun
Samme toner lyder fra Winni Grosbøll, der er direktør i Forbrugerrådet Tænk:
"Tøjindustrien udgør op mod fem procent af de globale CO2-udledninger, og for at man kan tale om bæredygtighed inden for tøj og mode, skal der ske markante forandringer i virksomhedernes produktion. Forandringer, som altså ikke er til stede i modeugens såkaldte bæredygtighedskrav. Tværtimod ville kravene – selv hvis alle virksomhederne faktisk levede op til dem – ikke have væsentlig betydning for deres miljø- og klimapåvirkning," siger hun.
Tværtimod ville kravene – selv hvis alle virksomhederne faktisk levede op til dem – ikke have væsentlig betydning for deres miljø- og klimapåvirkning. Winni Grosbøll Direktør, Forbrugerrådet Tænk
De to organisationer stod også i fællesskab bag en anmeldelse af fem store webshops i 2021. Anklagen her var også greenwashing, blandt andet i form af hjemmelavede mærker og brug af "bæredygtigt" som generelt begreb uden dokumentation for, at tøjet reelt var bæredygtigt.
Som resultat af anmeldelsen forpligtede Zalando sig i 2024 til at ændre deres miljøkommunikation, og Forbrugerombudsmanden fastslog, at to af de andre webshops havde vildledt forbrugerne.
Krav har spredt sig til udlandet
Sagen med Zalando er behandlet i et netværk for forbrugerbeskyttende myndigheder i EU, og også sagen med Copenhagen Fashion Week kan ende med at komme til udlandet. Bæredygtighedskravene har nemlig ikke kun fået opmærksomhed i Danmark. Modemagasinet Vogue i Storbritannien har på baggrund af kravene kåret den københavnske modeuge som verdens mest bæredygtige.
Kravene er desuden blevet adopteret i både Norge, Tyskland og Storbritannien. Derfor beder Forbrugerrådet Tænk og Continual også Forbrugerombudsmanden om at vurdere, om modeugens bæredygtighedskrav skal behandles i det europæiske netværk.
Forbrugerrådet Tænk har kontaktet Copenhagen Fashion Week for at få en kommentar. De er ikke vendt tilbage inden udgivelsen af denne artikel, men til mediet Føljeton fortæller modeugens direktør dog, at de "på ingen måde genkender billedet" af, at de skulle have markedsført sig på bæredygtighedskravene, og at de derfor ikke mener, at kritikken er berettiget.
Forbrugerombudsmanden har i andre sager om greenwashing tyet til politianmeldelse, og det kan i sidste ende resultere i store bøder. Hos Forbrugerrådet Tænk håber de dog også på et andet afledt resultat af anmeldelsen.
"Det er jo virkelig dejligt og tiltrængt hvis modebranchen gerne vil være med til at løse de klima- og miljøudfordringer, vi står overfor som samfund. Men det går ikke, at de oversælger effekten af mindre justeringer. Derfor skal vores anmeldelse også ses som en opfordring til at gøre sig mere umage med, at markedsføringen er præcis og konkret, så forbrugerne rent faktisk også får indblik i de tiltag, de forskellige virksomheder sætter i verden," siger Winni Grosbøll.
Tanja Gotthardsen håber også, at flere forbrugere får øjnene op for det, der virkelig gælder, hvis klimapåvirkningen af tøjforbrug skal ned.
"Det, jeg håber, at vi får ud af anmeldelsen er først og fremmest at forbrugerne føler sig klædt lidt på til selv at stille krav til deres tøj og tænke mere kritisk over deres forbrug. Det er nemlig langt vigtigere, at de fokusere på, at det sidder godt og er noget, de vil bruge længe, end at det er lavet i alverdens smartlydende materialer, som der alligevel ikke tjekkes op på," siger hun.
Hele anmeldelsen kan læses her:

Stop greenwashing: Forbrugerrådet Tænk anmelder 5 webshops
Tøjbutikker på nettet sælger tøj som bæredygtigt uden at dokumentere, at tøjet er bæredygtigt eller ansvarligt produceret med hensyn til klima, miljø og rettigheder.

Greenwashing: Forbrugerrådet Tænk anmelder 11 produkter
Vi stødte på en indkøbstur på en række produkter, der nu er anmeldt til Forbrugerombudsmanden, fordi vi mener, at der er tale om greenwashing.

Grøn (f)lyvning? EU sender brev til 20 flyselskaber
Klimakompensation hos en række flyselskaber kan være markedsført i strid med reglerne. 20 flyselskaber har nu 30 dage til at sikre, at de overholder loven.