Forbrugerrådet Tænk

Få testresultater, anbefalinger og hjælp til køb

Bliv medlem

Titel

Stofmundbind: Her er de bedste

10 stofmundbind er testet for deres evne til at filtrere, samt for hvordan de er at bruge. Særligt 2 stofmundbind skiller sig positivt ud.
Af Lars Nøhr Andresen
8. Oktober 2020
Stofmundbind bedst i test | Forbrugerrådet tænk
Foto: Getty Images

Mundbind er krav flere steder

Myndighederne har flere steder sat krav eller anbefalinger om, at du skal bære mundbind. 

Myndighederne anbefaler CE-mærkede engangsmundbind, hvis du er smittet med coronavirus, mistænkt for at være smittet, eller hvis du er særligt sårbar eller omgås særlige sårbare.

Stofmundbind er tilladt at bruge, og dem kan du bruge, i alle andre tilfælde. Men der er ikke krav til kvaliteten af dem.

Test af stofmundbind og engangsmundbind

Forbrugerrådet Tænk har testet 10 stofmundbind og en række engangsmundbind af type I, II og IIR for at se, hvor effektive der er.

Vores test viser, at der ikke er stor forskel på om du vælger medicinske mundbind i type I, II eller IIR, når man ser på partikel filtrering. Myndighederne anbefaler type I.

Forbrugerrådet Tænk har testet stofmundbind fra: Adidas, Chantelle, Falke, Health Nordic, Levis, Topmask, Wolford, Urban Classic og YM Eyewear. 

Disse 2 stofmundbind skiller sig positivt ud

Pasformen giver problemer for flere af stofmundbindene i testen, ligesom der også er forskelle på evnen til at filtrere partikler og vejrtrækningsmodstanden. 2 stofmundbind formåede at klare sig pænt i alle testens parametre. 

Chantelle stofmundbind soft 01

Vores bedømmelse 64 procent - God

Chantelle Soft 01 er et stofmundbind uden næseklemme. 

Filtreringsevnen er efter første vask på 73 procent for små partikler, og 89 procent for større partikler, hvilket er pænt. 

Prisen på stofmundbindet er 36 kroner stykket, hvis man køber en pakke med 5 stofmund, og det gør det til et af de billigere stofmundbind i testen. 

Chantelle stofmundbind  havde oprindelig et mundbind med næseklemmer "Chantelle soft 02". Soft 02 er oprindeligt er det bedste stofmundbind, men er udgået af handlen.

Wolford Classic Care Mask

Vores bedømmelse 63 procent - God

Wolford Classic Care Mask er et af de bedste stofmundbind i testen. 

Filtreringsevnen er efter første vask på 71 procent for små partikler, og 87 procent for større partikler, hvilket er pænt. 

Mundbindet består af en skumkerne med yderlag i kunststof, og materialekvaliteten er god. Mundbindet ændrer ikke udseende ved vask. 

Pasformen er meget tætsluttende, og det blev både fundet behageligt, mens andre oplevede, at det gjorde vejrtrækningen lidt besværlig. 

Wolford Care Mask koster 160 kroner stykket, og det er testens dyreste mundbind. 

Problemer med pasformen

Stofmundbind har typisk én pasform, hvilket betyder, at de enten passer til dit ansigt eller ikke. 

Problemer med pasformen kan for eksempel være, at stofmasken er for lille, så man ikke har både næse og hage inden for masken. 

Et andet problem, der blev oplevet af brugerne var, at maskerne faldt ned, når man talte eller bevægede munden. 

Stofmundbind har ikke alle god pasform
Levis Reusable Face Mask har en dårlig pasform for både mænd og kvinder

Levis Reusable Face Mask har den dårligste pasform af de testede stofmundbind.

Levis-mundbindene er generelt små, og en stor størrelse passer til et typisk kvindeansigt, men så er elastikkerne alt for lange til, at masken sidder fast. 

Elastikkerne kan ikke justeres, så det vil kræve en omsyning at passe dem til. 

Forskellige test giver forskelligt resultat

Forbrugerrådet Tænks testresultater kan variere fra andre organisationers testresultater. 

Filtreringsmålinger på mundbind vil afhænge meget af hvilken type partikel, der testes med, og hvor høj hastigheden er, når partiklerne flyver. 

Nogle test er for eksempel udført med polystyrenpartikler, mens Forbrugerrådet Tænks test er udført med saltvandsdråber. 

Stofmundbinds egne testresultater kan derfor afvige fra denne test. 

Sådan har vi testet mundbindene

Stofmundbind skal ligesom engangsmundbind sidde rigtigt, for at virke optimalt. 

Forbrugerrådet Tænk har derfor udover at teste stofmundenes evne til at filtrere partikler, haft et brugerpanel med forskellige ansigtsstørrelser til at afprøve maskerne. 

Vask dit stofmundbind, før du tager det i brug. Så vasker du uønskede restkemikalier af, og for nogle mundbind bliver filtreringsevnen langt mere effektiv efter vask. 

Sådan har vi testet mundbind

Vi har bidraget til Dansk Standard for stofmundbind

Mundbind blev en del af mange danskeres hverdag i 2020. Vores test viste, at det var alt for svært for forbrugerne at købe et godt stofmundbind. Derfor efterlyste Forbrugerrådet Tænk tidligt, at der blev stillet krav til produkterne.

I 2021 kulminerede det arbejde, da der blev indført en Dansk Standard for stofmundbind. For at få mærket skal mundbind filtrere effektivt og være fri for uønsket kemi.

Forbrugerrådet Tænk har været med i samarbejdet om den nye standard. Det er en del af vores arbejde som forbrugernes stemme.

Støt vores arbejde – bliv medlem her

Spørgsmål og svar

Hvilket stofmundbind er bedst?

Vi har testet 10 stofmundbind. De 2 stofmundbind, der klarer sig bedst i testen, er Chantelle stofmundbind soft 01 og Wolford Classic Care Mask.

Du kan se de fulde bedømmelser af de 10 testede mundbind i testen. Testen er åben for alle.

Hvorfor kan der være forskellige testresultater på stofmundbind?

Filtreringsevne er ét parameter i testen af stofmundbind. 

Når stofmundbinds filtreringsevne testes, kan testsvaret variere, alt efter hvordan stofmundbindet bliver testet. Hvilken type partikel, der testes med, kan eksempelvis have indvirkning på testresultatet.

Forskellige test af samme stofmundbind kan derfor give forskellige resultater.

Er der forskel på pasformen af stofmundbind?

Pasformen på stofmundbindene, vi har testet, er der stor forskel på.

Flere af stofmundbindene, vi har testet, har en dårlig pasform. En dårlig pasform giver blandt andet problemer med, at stofmundbindet falder ned, når man bevæger munden.