Dyre ansigtscremer er ikke bedre
Hvis du betaler mange penge for din ansigtscreme, får du hverken et mere fugtgivende produkt eller sikrer dig mod problematiske stoffer.
Fugtgivende ansigtscremer virker overordnet set fint, når det handler om at fugte din hud, viser vores test af ansigtscremer. Nogle klarer sig dog bedre i testen end andre, og selvom der er store prisforskelle, er der ingen sammenhæng mellem, hvor godt cremerne virker, og hvor dyre de er.
Samtidig er en højere pris ingen garanti for, at der ikke er miljøproblematiske eller mistænkt hormonforstyrrende stoffer i cremen. Til gengæld er du næsten altid sikret unødvendig megen emballage.
Flere penge er ikke lig med mere fugt
Priserne på de testede cremer svinger fra 45 kroner til 279 kroner for 50 ml. Men ligesom tidligere test af cremer viser denne test, at en højere pris ikke giver mere fugt i huden eller mere behagelige cremer i brug. Eksempelvis er der 12 cremer, der er lige så gode til at fugte huden som den allerdyreste creme, og en af de billigste cremer er testens vinder.
Bundplacering til cremer med mistænkt hormonforstyrrende stoffer
De fire cremer, der får de dårligste placeringer i testen, indeholder alle mistænkt hormonforstyrrende stoffer.
Hvis man vil undgå de uønskede stoffer, kan man enten købe de produkter, som testen viser, ikke indeholder mistænkt hormonforstyrrende stoffer, svanemærkede produkter eller bruge appen Kemiluppen til at undersøge produktet, inden man køber det.
I Kemiluppen indeholder næsten hver tredje af de knap tusind ansigtscremer i appen problematiske indholdsstoffer. Der er dog også cirka en fjerdedel af cremerne, der er fri for både problematiske stoffer og parfume.
Mangelfuld og misvisende information
Ingen af cremerne er helt i top, når det kommer til vejledning og mærkning. Nogle af cremerne fremhæver særligt positive egenskaber, som det kan være svært at finde belæg for. For eksempel er der nogle af de cremer, som anbefales til sensitiv hud, der indeholder parfume. Det er problematisk, da den generelle anbefaling er at undgå at bruge produkter med parfume, hvis man har sensitiv hud, for at mindske risikoen for at irritere huden eller udvikle en allergisk reaktion.
Der er også cremer, der markedsføres for deres indhold af økologiske eller naturlige ingredienser, men som stadig indeholder parfume, miljøproblematiske eller mistænkt hormonforstyrrende stoffer.
Hvad end det handler om sundhed eller miljø, anbefaler vi, at du som hovedregel går efter produkter med officiel mærkning såsom Svanemærket eller astma- og allergimærket frem for virksomhedernes egne udsagn.
Beholder har stor betydning for spild
Når ansigtscremerne er ved at være tømt, er nogle af de testede produkter væsentligt sværere at få al cremen ud af end andre. Det gælder særligt for cremer, der kommer i tuber, hvor vi i vores test kan se, at helt op til omkring en fjerdedel af cremen kan gemme sig og blive til spildprodukt.
Overordnet set er det lettest at få al cremen ud, hvis den er i en krukke. Her er det dog en god ide at huske at vaske hænder, før du bruger cremen, da det ellers er en kilde til bakterier, fordi du putter fingrene direkte ned i cremen.
Emballage
Ansigtscremerne er også blevet bedømt på, hvor meget emballage hvert enkelt produkt er pakket ind i. Hele 14 ud af testens 16 cremer indeholder overflødig ekstra indpakning i form af en papæske, som ikke tjener noget egentligt formål, og som vil blive smidt ud efter køb. Den samlede miljøbelastning for hvert enkelt produkt kan mindskes ved eksempelvis at undgå unødvendig emballage.
Disse 4 ansigtscremer klarer sig dårligt i vores test
Fire ansigtscremer får bedømmelsen under middel i vores test. Det gør de, fordi de indeholder uønsket kemi, men to af cremerne klarer sig heller ikke godt, når vi tester, hvor gode de er til at tilføre fugt til huden.
Vil du læse mere nu?
Få adgang til alle test og artikler på tænk.dk for kun 65 kr. om måneden.
Spar 10 % og få adgang i et helt år for kun 695 kr.
Disse ansigtscremer er bedst i test
Fugtgivende ansigtscremer til normal, kombineret og følsom hud er blevet testet. Vi har både kigget på resultater fra laboratorietest og fra et brugerpanel, der vurderer cremerne.
Disse ansigtscremer indeholder uønsket kemi
Hver femte ansigtscreme i vores test indeholder problematiske kemikalier i form af parabener, siloxaner og i enkelte tilfælde PFAS.
Test: Vær opmærksom på kemien i din håndcreme
Håndcreme kan være din vigtige følgesvend i kampen mod tørre hænder. Testen af håndcremer viser, at der er mange gode valg uden uønsket kemi.