Undgå disse læbepomader | Forbrugerrådet Tænk
Gå til hovedindhold

Få adgang til alt indhold på tænk.dk, medlemsmagasinet og meget mere.

Bliv medlem

Undgå disse læbepomader

Læbepomader er gode for dine læber. Men vær opmærksom på indhold af parfumestoffer og andre indholdsstoffer, der kan være problematiske for sundheden.

Tage Majland · Foto: iStock · 5. oktober 2017
Dame påfører læbepomade

Undgå læbepomader med mineralske olier

Mineralske olier er en række problematiske stoffer, som blandt andet findes i læbepomader.

MOSH og MOAH er eksempler på mineralske olier. MOAH kan ophobe sig i din lever og milt, og MOAH kan være kræftfremkaldende.

Læbepomader kan indeholde ingredienser baseret på mineralske olier. Eksempler på ingredienser fra mineralske olier er petrolatum og paraffin. I en test fra Forbrugerrådet Tænk Kemi blev der fundet både MOSH og MOAH i læbepomaderne.

Mineralske olier i læbepomader er problematiske, da du ved normalt brug af læbepomader faktisk "spiser" en stor del af dem. EU’s videnskabelige komite regner med, at cirka 4 læbepomader om året ender indenbords ved daglig brug.

Læbepomaderne i testen denne gang er alle baseret på olie og voks fra planter og bier i stedet for stoffer fra mineralske olier.

Olie og vokst fra planter og bier kan være bivoks (cera alba), carnaubapalmevoks, candelillavoks, castorolie eller jojobaolie.

Sensitive læbepomader er ingen sikkerhed

Alle de 9 testede læbepomader er fri for allergifremkaldende konserveringsmidler samt stoffer, der er mistænkt for at være hormonforstyrrende.

Parfumestoffer findes til gengæld i mange læbepomader. Det kan være en god ide at undgå for at begrænse din udsættelse for parfume og risikoen for allergi.

"Sensitiv" er en anprisning, der bruges af nogle producenter, selv om deres plejeprodukter indeholder parfumestoffer.

Forbrugerrådet Tænks anbefaling til forbrugere, der ønsker parfumefri produkter, er derfor, at de ikke skal stole på anprisningen "sensitive". Se i stedet efter udtryk som "parfumefri" og "uden parfume".