Forbrugerrådet Tænk

Få testresultater, anbefalinger og hjælp til køb

Bliv medlem

Social

Titel

Sådan har vi testet ismaskiner

Forbrugerrådet Tænk har testet 18 ismaskiner – 12 med kompressor og 6 med fryseelement. Vi har blandt andet testet for, hvor gode de er til at lave is.
Af Lars Nøhr Andresen
9. Juni 2020
Sådan har vi testet ismaskiner
Foto: ICRT

Grundig test af ismaskiner

Forbrugerrådet Tænk har testet ismaskiner af forskellige typer: Ismaskiner med kompressor, fryseelementer og ismaskiner som sælges som tilbehør til køkkenmaskiner.

Testen er foretaget af et uvildigt laboratorium.

Disse ismaskiner er testet

Ismaskinerne i testen er udvalgt, så de dækker et bredt udsnit af de ismaskiner, du finder i handlen. Følgende mærker er testet:

Ariete, Cuisinart, DeLonghi, Domo, Kenwood, Kitchen Aid, Lacor, Nemox, Princess, Sage, Sandström, Steba og Wilfa

Ismaskinerne er testet med 3 slags is

Hvor gode er ismaskinerne til at fremstille is? Det har vi bedømt ved at producere 3 forskellige typer: vaniljeis, citronsorbet og yoghurt-is.

Fremstillingen er foretaget 2 gange på hver ismaskine og vurderet af 3 dommere. Bedømmelsen af isen er foretaget ud fra følgende krav:

  • Udseende: Isen skal være godt blandet, for vaniljeisens vedkommende skal vaniljekornene være godt fordelt og må ikke være faldet til bunds. Isen skal være uden synlige iskrystaller.
  • Konsistens: Isen skal være blød og glat og uden iskrystaller. Den skal have luftig tekstur og ikke være grynet.
  • Smag: Isen skal smage cremet og give en behagelig mundfornemmelse. Man skal kunne smage henholdsvis vaniljen og citron i isen.

Brug af ismaskinerne er grundigt afprøvet 

Brugervenlighed er blevet bedømt ud fra forskellige kriterier:

  • Vejledningen: Hvor nem er instruktionsbogen at forstå?
  • Montering af ismaskinen: Hvor nem er den at samle?
  • Programmering af maskinen: Hvor nemt og intuitivt er maskinen at starte, og er knapper og symboler nemme at betjene og forstå?
  • Brug: Hvor let maskinen er at betjene samt en vurdering af kvaliteten af låg, løsdele osv. Hvor let er det at fylde ismasse i maskinen, og er det muligt at se til isen undervejs i fremstillingen?
  • Tømning af beholder: Hvor nemt og effektivt er det at fjerne den færdige is, det vil sige sidder der is fast på rørebladene, kan skålen nemt tages ud, er det muligt at skrabe skålens sider rene for is med mere?
  • Rengøring af maskinen: kan selve maskinen nemt rengøres, og kan løsdele gå i opvaskemaskinen?

Forbrug, støj og konstruktion tæller også

Støj fra ismaskinerne er subjektivt vurderet, og det er noteret, om lydene er særligt høje eller skingre.

Konstruktion er et tjek af, om maskinen er solidt fremstillet, og om metaldelene er modstandsdygtige over for ridser. Passer delene sammen, og er knapperne fastgjorte, så maskinen kan holde til jævnligt brug?

Strømforbrug for ismaskiner

Energiforbrug under driften er blevet målt og bedømt på ismaskinerne. Maskinerne med fryseelement bruger så lidt strøm under drift, at det nærmest ikke er målbart. Du bruger dog også energi når fryseelementet er i fryseren.

Samlet bedømmelse vægtes således:

  • Fremstilling af is 55 %
  • Brugervenlighed 30 %
  • Støj 5 %
  • Konstruktion 5 %
  • Energiforbrug 5 %

Testen er gennemført i samarbejde med andre europæiske forbrugerorganisationer  i International Consumer Research & Testing, ICRT.