Nyt køkken: Sådan gør du
Hvordan kommer du i mål med dit drømmekøkken uden at gå over budget? Og hvordan undgår du at ende med et køkken, der alligevel ikke passer til dit behov?
Et nyt køkken kan gøre din hverdag nemmere og tiden i køkkenet til en fornøjelse. Men hvordan sikrer du, at du ender med et køkken, du bliver glad for?
Vil du slippe for selv at stå for indretning og design af det nye køkken, kan du få hjælp. Mange køkkenfirmaer tilbyder nemlig at planlægge dit nye køkken for dig.
Lige meget hvem der står for planlægningen, er det vigtigt, at du måler dit køkken meget præcist op, særligt omkring vand- og elinstallationer. Desuden er det vigtigt, at du afklarer dine behov og ønsker til køkkenet, inden du går i gang.
I artiklen får du hjælp til at afklare:
- Hvad er dit behov?
- Hvordan indretter du køkkenet mest praktisk?
- Hvilke køkkenelementer skal du vælge?
- Hvor meget af arbejdet skal du lave selv?
Hvad er dit behov?
Dit nuværende køkken er et godt udgangspunkt for overvejelser om, hvad dit nye køkken skal kunne. Hvordan bruger du dit køkken? Svaret påvirker, hvordan du skal indrette køkkenet.
Du kan afdække dine behov til det nye køkken ved at besvare spørgsmålene:
- Laver du kun mad i køkkenet, eller bruger du det også som opholdsrum til hygge og lektielæsning?
- Er der oftest kun én i gang med madlavningen, eller er I flere om det?
- Hvilke funktioner i køkkenet er du glad for, og hvilke savner du?
- Har du mange køkkenting og maskiner, der kræver meget opbevaringsplads?
Lav en prioriteret liste over jeres behov. Hvad er helt essentielt, og hvad er I mere villige til at gå på kompromis med?
Husk at al renovering er klimabelastende. Overvej derfor om du kan genbruge nogle af dine køkkenelementer, bordplader eller hårde hvidevarer, inden du køber nyt.
Hvordan indretter du køkkenet mest praktisk?
Køleskab, vask og komfur skal have en placering, så ganglinjerne mellem dem tegner en trekant, og der ikke er for langt imellem dem.
Sørg også for, at der er godt med bordplads omkring køleskab, kogeplader og vask – gerne 80-100 centimeter. Især pladsen mellem kogeplade og vask er ofte i brug, så sørg for ekstra plads mellem dem.
Som grundregel er det nødvendigt med to gode arbejdspladser, men måske du har behov for flere.
Opvaskemaskinen skal maksimalt være 60-90 centimeter fra køkkenvasken. Det er smart i forhold til vandinstallationerne.
I nærheden af kogepladen og ovnen skal der være et sted, hvor du kan sætte varme ting fra dig. Gryder og pander skal også kunne opbevares tæt på komfuret.
Hvilke elementer skal du vælge?
Underskabe
Underskabe kan fungere som almindelige skabe med skuffer eller hylder, der udnytter pladsen under en bordplade.
Ulemperne ved underskabe er, at du skal bukke dig for at se, hvad der er i skabet, og det kan være svært at nå de ting, der står inderst.
Overskabe
Overskabe giver et godt overblik, og gør det let at få fat i tingene.
Nogle ser overskabe som rodede, og derfor er de sjældent populære i minimalistiske køkkener.
Skabene kan også være svære at nå for børn eller mennesker, der ikke er så høje.
Hylder
Hylder kan være et alternativ til overskabe. Fordelen er, at dine ting er synlige og lettilgængelige.
Ulempen ved hylder er, at de hurtigt bliver støvede og fedtede i et køkken på grund af støv, røg og damp fra madlavningen.
Højskabe
Et højskab giver gode muligheder for opbevaring af store ting som støvsuger, strygebræt og kost.
Højskabe er også oplagte til indbygning af ovn, mikroovn, køleskab og fryser, eller de kan bruges som spisekammer.
Da skabet er meget rummeligt, kan det hurtigt blive rodet og uoverskueligt. Derfor er det en god idé at vælge et højskab med frontudtræk, så du nemt kan overskue indholdet.
Hjørneskabe
Den mest enkle og billige løsning til at udnytte pladsen i et hjørne er at bruge almindelige hylder. Hylder gør det til gengæld svært at nå tingene helt inde i bunden.
Det problem har du ikke, hvis du køber en drejerondel. Den fungerer som en slags karrusel, hvor du kører tingene bag i skabet rundt og frem.
En tredje mulighed er en løsning, hvor du kan trække hele indholdet ud med et enkelt greb.
Hjørneskabe er typisk dyrere end andre underskabe. Derfor kan du overveje blot at blænde hjørnet, hvis du kan undvære pladsen.
Hvor meget af arbejdet skal du lave selv?
Prisen for dit nye køkken bliver lavere, hvis du kan lave noget af arbejdet selv. Du kan måske selv tage det gamle køkken ned og sætte skabene op. Men der er ting, som du ikke må lave selv.
VVS-installationer, gasinstallationer og nogle slags el-arbejde kræver en håndværker.
Byggeprojekt: Sådan laver du en kontrakt med håndværkeren
Renoverings- og byggearbejde i dit hjem bliver hurtigt et stort og dyrt projekt. En standard-kontrakt med håndværkeren sikrer dig mod dyre misforståelser. Find den her.
Nyt køkken: Her kan du spare penge
Et nyt køkken kan nemt blive en dyr fornøjelse. Få tips til at spare penge på det nye køkken, så du ikke går over budget.
Det skal du vide, inden du bygger nyt hus eller renoverer det gamle
Her er, hvad du skal vide om aftaler, regler, rettigheder og klageadgange, inden du går i gang med at bygge nyt hus eller ombygge det gamle.