Gå til hovedindhold

Disse foodprocessorer er Bedst i Test

Tre foodprocessorer får Bedst i Test i vores uvildige test. Men hvilken model du skal vælge, kommer an på dit behov.

Trine Brøndsted og Peter Skjødt · Foto: Getty Images · 25. november 2025
denne foodprocessor er Bedst i Test

Med en foodprocessor kan du forkorte tilberedningstiden i køkkenet, da maskinen både kan rive, snitte, skære og piske. Men ikke alt lige godt.

Hovedkonklusioner fra testen af foodprocessorer

  • Foodprocessorerne i testen klarer sig alle fint
  • Pris og størrelse hænger sammen
  • Vælg en foodprocessor, der passer til dit behov
Se hele testen af foodprocessorer

Test af foodprocessor

Foodprocessoren er en alsidig maskine i køkkenet. Dens kernekompetencer er at rive og skære med de medfølgende runde rivejern samt at hakke med den medfølgende kniv. Derudover kan den også piske og ælte. Har vi på et laboratorie testen alle disse funktionaliteter. Vi har revet gulerødder og ost, snittet kartofler, hakket persille m.m. Derudover har vi testet hvor godt foodprocessoren ælter brøddej, blander kagedej, pisker æggehvider og meget andet. 

Opgaver, du måske ikke nødvendigvis forbinder med en foodprocessor, men som er med til at gøre foodprocessoren til en alsidig makker i køkkenet.

Disse mærker har vi med i testen

Bosch, Kenwood,KitchenAid, Magimix, Ninja, OBH Nordica, Russell Hobbs, Sage og Severin.

Hvad er forskellen på foodprocessor og køkkenmaskine?

Foodprocessoren har en skål, hvori en kniv eller et andet redskab såsom et rundt rivejern bevæger sig hurtigt rundt. Den er især velegnet til at hakke med sin kniv eller rive og skære og er ikke optimal til fx at ælte brøddej. 

Køkkenmaskinen har en dejkrog eller et andet redskab, som bevæger sig rundt i en oscillerende bevægelse i en skål. Den er især velegnet til at ælte dej og røre eller piske ingredienser sammen. Mange køkkenmaskiner fås med tilbehør, hvori der kan sættes rivejern eller blendere.

Pris og størrelse hænger sammen

Der, hvor foodprocessorerne adskiller sig mest, er på prisen og skålstørrelsen. Der er til en vis grad en sammenhæng mellem de to parametre. Eksempelvis er modellen fra Magimix den model, der har den største skål med en rummelighed på over tre liter, men også blandt de dyreste i testen. Omvendt kan du sagtens finde en model til under tusind kroner, der har en mindre skål, der kan rumme omtrent en liter.

En dyr foodprocessor er ikke nødvendigvis den bedste i testen, men den er ofte stor og har en stor beholder, der kan rumme meget mad.

Vælg en foodprocessor der passer til dit behov

Det er jo ikke alle, der bruger foodprocessorer til det samme, og det skal du være opmærksom på, når du vælger en foodprocessor ud fra vores test. En maskine kan klare sig skidt i piskning af æggehvider, men være god til at snitte grøntsager. Så får den måske ikke så høj en samlet vurdering, men kan være god for den, som bruger foodprocessoren til at hakke og snitte.

Laver du mad til en hel familie, har du brug for en større foodprocessor end hvis du kun har behov for at rive og snitte til en eller to personer. En for lille foodprocessor der ikke kan håndtere den mængde mad, du har brug for at tilberede, kan blive et rigtigt irriterende køb. På samme måde er det også spild af penge at købe en alt for stor maskine, som fylder, hvis du ikke har brug for det.

Læs mere her

Tak, fordi du læser med

Som medlem får du adgang til alle test og artikler på tænk.dk for

58 kr. / måned

Ved køb af 12 måneders medlemskab til 695 kr.

Allerede medlem?