Forbrugerrådet Tænk

Få testresultater, anbefalinger og hjælp til køb

Bliv medlem

Social

Titel

Sådan har vi testet støvsugere

Støvsugningen er det absolut vigtigste parameter, hvis støvsugeren skal have en god bedømmelse. Læs mere om de metoder, vi tester støvsugere efter.
Af Thorben Bayer
22. Marts 2018
Foto: ICRT

Støvsugere testes på sammenligneligt grundlag

Forbrugerrådet Tænk har en fast aftale med et testlaboratorium i udlandet, hvor vi løbende sender støvsugere til test.

Efter et nøje fastlagt testprogram testes støvsugerne hver gang på fuldstændigt sammenligneligt grundlag. Vi kan derfor præsentere nye resultater løbende.

Sugeevne afprøves på både tæppe og gulv

Støvsugerne er både testet for, hvor godt de suger støv op fra gulvtæpper og hårdt gulv med og uden sprækker.

Vi har også støvsuget langs panelerne for at se, hvor godt mundstykket får det hele med.

Støvbeholder er fyldt og tømt for støv

Støvposen/støvbeholderen har været både tom og knapt halvt fyldt med støv under testen for at undersøge, om det ville påvirke sugestyrken.

Vi har også testet, hvor hurtigt og effektivt dyrehår suges op af maskinen. Hvis støvsugeren leveres med et parketmundstykke til hårdt gulv, har vi også testet dette.

Den samlede bedømmelse for støvsugning er et gennemsnit af både det almindelige mundstykke og parketmundstykket, hvis modellen kommer med et sådant.

Flitre og poser er målt for utætheder

Vi har målt, hvor godt støvsugernes filtre og poser holder støv og helt små partikler indenbords. Det sker ofte, at selv modeller med HEPA-filtre ikke holder støvet ret godt tilbage.

Det skyldes utætheder omkring filteret, så støvet blæses forbi i stedet for at blive fanget.

Brugerpanel giver deres mening

Brugervenligheden er vurderet af et panel på 3 personer. Der er taget hensyn til både daglig brug, samt hvor nemt det er at pakke apparatet væk efter brug.

Dagligt brug er blandt andet vurderet ud fra, hvor nemt og hygiejnisk det er at skifte poser og tømme støvbeholdere på de poseløse modeller.

Støvsugerne er undersøgt for brugervenlighed

Dagligt brug dækker over, hvor nemt det er at bakse rundt med støvsugeren:

  • Ruller hjulene let,
  • er det nemt at skifte sugestyrke,
  • tænde og slukke
  • og skifte mundstykkets position mellem hårdt gulv og gulvtæppe?

Derudover har panelet bedømt, hvor let det er at skifte motor- og udblæsningsfiltre.

Holdbarheden er forskellig

Motoren og ledningsrullen udsættes for en omfattende holdbarhedstest, der simulerer flere års brug. Hvis motoren kan køre i 550 timer er resultatet rigtig godt. Hvis maskinen fejler inden da, testes endnu 2 modeller, og gennemsnittet bedømmes.

Ledningsoprullet testes ved at trække ledningen ud og lade den trække sig selv op igen 1.000 gange. Hvis maskinen fejler undervejs testes endnu en model, og en samlet bedømmelse udregnes på baggrund af gennemsnittet.

Samlet bedømmelse:

  • Støvsugning 50 %,
  • Brugervenlighed 20 %,
  • Støvfiltrering 10 %,
  • Støj 6 %,
  • Holdbarhed 5 % og
  • Energiforbrug i forhold til effektivitet 4 %.

Et dårligt resultat i støvsugning eller holdbarhedstesten vil begrænse det samlede resultat.

Testen af støvsugere er udført i samarbejde med andre forbrugerblade i International Consumer Research & Testing, ICRT.