Sådan køber du den rigtige støvsuger
Hvilken støvsuger er den rigtige til dit hjem? Få hjælp til at finde den rigtige støvsuger, der er god til det, du har mest brug for.
Når du køber støvsuger, skal du vælge én som passer til dit behov. Vælger du en klassisk støvsuger med ledning er der nogle overvejelser, du bør gøre dig:
- Hvor stort et areal skal du støvsuge?
- Har du trægulv eller tæpper?
- Har du husdyr?
Nogle støvsugere er bedst i små hjem eller hjem med mange gulvtæpper. Andre er bedst i store hjem eller hjem med gamle trægulve, trapper og så videre.
Overvej også, hvor meget støvsugeren må larme og hvor lang ledningen skal være.
Forbrugerrådet Tænk tester løbende de mest populære mærker. Vores test peger på de bedste støvsugere i flere kategorier. I denne artikel får du hjælp til at vælge den rigtige støvsuger til dit behov.
Hvor mange Watt skal støvsugeren have?
Støvsugerproducenterne oplyser ofte om hvor mange Watt deres støvsuger har. Watt er et udtryk for motoreffekt, men du kan ikke regne med, at en støvsuger med en høj motoreffekt er mere effektiv end en støvsuger med lav motoreffekt. Hvor effektiv støvsugeren er handler om hvor tæt støvsugeren er, hvilket mundstykke det har og meget mere.
I vores test svinger den maksimale motoreffekten mellem 300 – 900 Watt. De bedste støvsugere i vores test har en motoreffekt på mellem 550-750 Watt, men der er også støvsugere på 300 Watt, som klarer sig godt i vores test.
Energiforbrug: Find en støvsuger, der er billig i drift
Støvsugere har ikke nogen form for energimærke. Så det er svært ud fra støvsugerens specifikationer, at se om den her et lavt energiforbrug
Energiforbruget for støvsugere har Forbrugerrådet Tænk dog målt i vores test af støvsugere. En energivenlig støvsuger er billigere i drift, fordi de ikke bruger så meget strøm.
Støvsugerens energiforbrug kan du se i testen.
Brug testens filterfunktion for at finde en støvsuger, der ikke bruger for meget strøm. Du kan også sortere støvsugerne i testen efter energiforbruget.
Bedste støvsugere til allergikere
Allergi over for støv stiller ekstra krav til din støvsugers støv- og mikrofilter. De mest kendte er de såkaldte HEPA-filtre, men en række producenter anvender andre filtre, der klarer sig lige så godt.
Støvsugerens støv- og mikrofilter filtrerer luften under støvsugningen. Filtret sørger også for, at støvet bliver i støvsugeren. Det er dog ikke alle støvsugere, der holder tæt. Når vi tester, oplever vi ofte utætheder i maskinerne, der betyder, at støvet fiser uden om filtrene.
Orienter dig i testresultaterne og find en støvsuger, der klarer sig godt på testparameteret ”støvemission”. Støvemission er et udtryk for hvor meget af støvet, der kommer ud af støvsugeren igen.
Tjekliste til bedre at afstemme dine støvsugerbehov:
Se efter disse ting, når du skal have ny støvsuger:
Hvor tung er den, og hvor let at manøvrere?
Prøv støvsugeren i butikken – og tjek, at den ikke er for tung eller for besværlig at bruge. Store hjul gør det lettere at komme rundt med maskinen. En lille støvsuger er nemmere at få op og ned ad trapper.
Tjek, om støvsugeren har et gummibånd omkring
Gummibånd der kan forhindre ridser i møbler og paneler
Kig på udledningen af støv
Udledningen af støv afhænger af støvfiltret i støvsugeren. Hvis delene i maskinen ikke sidder tæt, så slipper støvet ud.
Lad dig ikke dupere af fancy ekstraudstyr
Lad dig ikke friste af mange medfølgende forskellige slags mundstykker. Erfaringer viser, at de i realiteten sjældent kommer i brug.
Tjek længden på ledningen og røret
Ledninger på otte meter finder du på nogle modeller, mens andre kan nå helt ud på 13 meter. Orienter dig i vores test og overvej dit behov.
Længden på støvsugerens rør er relevant for, at du kan støvsuge med en ergonomisk korrekt holdning. Sørg for, at støvsugerens rør har en længde, der passer til din højde.
Tænd for støvsugeren og tjek, hvor meget den larmer.
Forbrugerrådet Tænks test viser, at der kan være stor forskel på de mest lydsvage og larmende modeller. Nogle støvsugere larmer dobbelt så meget som andre. God lydisolering koster ekstra, men kan være det værd.
Er støvsugeren også en strømsluger?
Husk, at flere watt ikke gør støvsugeren bedre til at suge støv. Til gengæld betyder flere watt et højere energiforbrug.
Har du hårdt gulv eller gulvtæpper?
Hårde gulve er ikke den store udfordring for de fleste af testens støvsugere.
Gulvtæpper kræver i nogle tilfælde et andet mundstykke. De almindelige mundstykker klarer sig fint, men hvis du primært skal støvsuge gulvtæpper, kan et motoriseret mundstykke være en hjælp.
De motoriserede mundstykker følger med nogle af maskinerne, men det hæver også den samlede pris. Overvej, om det er pengene værd for dig.
Blandt de bedste støvsugere i vores test, er der nogen, som suger så meget, at de kan være svære at skubbe hen over et gulvtæppe. Så har du væg-til-væg tæpper i dit hjem, så gå efter en støvsuger, som klarer gulvtæpper godt uden at hænge fast.
Har du husdyr?
En række støvsuger har et navn, der indikerer, at de er særlig gode til dyr, men det betyder ikke nødvendigvis, at de er det. Har du husdyr er det vigtigt at støvsugeren er god til at støvsuge hår op, og den har gode filtre og en god støvemission, så du effektivt får fjernet støv og hår fra tæpper, gulve, sofa mm.
Skal din støvsuger være poseløs?
Der findes en del poseløsestøvsugere i vores test. De er typisk lidt dyrere end støvsugere med pose, og i vores test klarer de bedste poseløse sig ikke helt så godt som de bedste støvsugere med pose.
Overvejer du en støvsuger uden pose så læs mere her
Skal din støvsuger være støjsvag?
Der er stor forskel på hvor meget støvsugerne larmer. Er du eller nogen i husstanden støjsensitiv, så kan du med fordel gå efter en støjsvag støvsuger. Mange støvsugere angiver deres støj i decibel (dB), I vores test måler vi støjen både i decibel og mere subjektivt af testpersoner. Se derfor på bedømmelsen af støj, da nogle frekvenser kan være mere irriterende end andre.
Støvsugere med en bedømmelse af støjniveauet som 'meget god', må højst støje 65 decibel (dB) eller lavere. For at få en bedømmelse på 'god', må de højest larme 70 decibel (dB).
Skal jeg vælge en ledningsfri støvsuger?
Flere og flere drømmer om en ledningsfri støvsuger. Når vi tester de batteridrevne støvsugere, gør vi det på samme måde som støvsugere med ledning.
De batteridrevne støvsugere kan max støvsuge 20 minutter på højeste effekt, så de egner sig bedst til dig, der støvsuger ofte eller plet-rengører.
Skal jeg vælge en robotstøvsuger?
En robotstøvsuger er mere en robotfejemaskine end -støvsuger. De klarer sig ikke så godt i vores test generelt, så du skal ikke regne med at kunne skifte din almindelige støvsuger ud med en robotstøvsuger og opnå samme resultat.
Poseløs støvsuger: Er det noget for dig?
Er poseløse støvsugere lige så gode som støvsugere med poser, der ofte er billigere? Og sparer du så meget på poserne, at maskinen tjener sig ind?
Her er de bedste støvsugere til hundehår og kattehår
Hundehår og kattehår udfordrer støvsugeren, især hvis du har tæpper. Se de bedste støvsugere, hvis du har kæledyr.
Bedste støvsugere til under 1.000 kroner
Det er muligt at finde en god billig støvsuger til under 1.000 kroner. Det viser vores test af støvsugere. Se hvilke billige støvsugere, som klarer sig bedst i vores test.