Forbrugerrådet Tænk

Få testresultater, anbefalinger og hjælp til køb

Bliv medlem

Titel

Medlemmerne spørger: Hvordan kan vi vide, om webbutikken er dansk?

Hvis en hjemmesides adresse ender på .dk, betyder det så, at den er dansk? Få svaret her.
Af Lindi Elisabeth Winkel
18. Juni 2021
Dansk website
Foto: Getty Images

Spørgsmål fra et medlem:

Hvordan kan vi vide, om webbutikken er dansk?

Med en .dk-adresse virker det, som om mange webbutikker er danske. Er det lovligt at ende et butiksnavn med .dk, hvis det er en international handelsplatform? Når man køber på den  pågældende hjemmeside, kan man ikke få oplyst, hvor i verden varen sendes fra, eller få oplyst, hvilken leverandør der sender varen. Er det lovligt?

- Lone Kristensen, Bjert

Svar fra Forbrugerrådet Tænk:

En netbutik må godt have en .dk-adresse, selv om virksomheden har hjemsted i et andet land end Danmark. Konsekvensen er dog, at virksomheden med en .dk-adresse er omfattet af de danske forbrugerretlige regler, hvis den også markedsfører sig på dansk. Er det en .dk-adresse, kan du se, hvem der har registreret domænenavnet, på www.dk-hostmaster.dk

Er det ikke en .dk-adresse, kan du se, hvem der har registreret domænenavnet, på www.who.is

Efter forbrugeraftalelovens § 8 er en netbutik forpligtet til at give dig som forbruger en række oplysninger i forbindelse med dit køb. Dette gælder blandt andet oplysninger om virksomhedens identitet og kontaktoplysninger, varens vigtigste egenskaber, samlet pris og fortrydelsesret med videre.

Disse oplysninger skal gives på en måde, så du kan gemme dem for eksempel på e-mail eller brev – et såkaldt varigt medium. Det er derfor ikke tilstrækkeligt, at oplysningerne fremgår af hjemmesiden. Såfremt du ikke har fået oplysninger om fortrydelsesret i forbindelse med dit køb, har du en forlænget frist til at fortryde købet.

Dette indebærer, at din 14-dages fortrydelsesret ikke gælder fra det tidspunkt, hvor du modtager varen, men fra det tidspunkt, hvor du modtager oplysningerne fra netbutikken. Dog bortfalder din fortrydelsesret efter 12 måneder plus de 14 dage, selv om du ikke har modtaget oplysninger om fortrydelsesretten fra netbutikken, jævnfør forbrugeraftalelovens § 19. Læs mere om sikker nethandel på her.

- Safwaan Iqbal, stud.jur.

Rådgivning og rettigheder

Det kan være overordentligt svært at finde rundt i regler og rettigheder – derfor tilbyder Forbrugerrådet Tænk rådgivning om købeloven og markedsføring til alle.

Få hjælp:

Alle kan ringe til Forbrugerrådet Tænks rådgivning mandag til fredag kl. 9.00-11.00 på tlf. 7741 7741.

Er du medlem, får du adgang til udvidet rådgivning og vejledning på tlf. 7741 7777.

Særligt for dig, som er medlem af Forbrugerrådet Tænk:

• du kan ringe mandag til fredag kl. 9.00-15.00 på tlf. 7741 7777, og som medlem kommer du altid forrest i køen.

• du kan få hjælp til at skrive en klage.

• du kan få betalt dit klagegebyr. Klager du til Forbrugerklagenævnet, skal du først gennem en mægling, der koster 100 kroner. Det gebyr betaler vi for dig som medlem. Læs mere om at klage og gebyret her.

• du kan skrive til os på medlem@fbr.dk, når det drejer sig om rådgivning inden for købelov, forbrugeraftaler og markedsføring.